Slush og jeg mener slush

I går søndag bød på to glimrende muligheder for lidt konkurrence-præget motion: Slushcup eller Craft Xduathlon. Som det fremgår af tidligere indlæg havde Kasper tidligere udfordret til en dyst i xduathlon'en, men siden trukket sig (tsk tsk tsk). Ballet var derfor åbent og jeg valgte at drage til slush-cup'en, som i dagens anledning var henlagt til Kalundborg, hvor jeg kendte et par andre, der også stillede op. Det er jo altid sjovere at race, når der er kendte ansigter blandt de øvrige deltagere...

Jeg kom bare 20 minutter før start så der var ikke tid til at køre hele ruten igennem, men jeg nåede da at få taget lidt af den og allerede der stod det lysende klart, at det ville blive en rigtig, rigtig tung rute. Der var simpelthen mudder HELE vejen. Og ikke bare mudder, men rigtig tung, klistret mudder iblandet græstørv, der klæbede sig og viklede sig ind overalt på cyklen så den gradvist og uophørligt blev tungere og tungere og gear og bremser fungerede dårligere og dårligere. Selve ruten var ok uden at være imponerende, men på grund af underlagets beskaffenhed blev den simpelthen kedelig. Bakkerne, som var få, skulle løbes og der var ikke meget forskel på det tempo man kunne præstere på det, der var tænkt som tonser-stræk og på selve singletracket, så det var sådan set bare et spørgsmål om at træde med høj puls og blive ved med at træde hele vejen hjem. Tilmed var der frygtelig lang kø på første omgang og det var jo træls. Køen fortsatte iøvrigt efterfølgende foran vandslangen, hvor man kunne vaske cykel, så det blev også tænderklappende opgivet at vente på.

Jeg havde selv et ok løb - må i øvrigt sige, at jeg bliver mere og mere glad for mine Schwalbe Black Shark Mud 1,8-dæk. I vejr som i går er de simpelthen det eneste valg. De er væsentlig lettere, både i kraft af et lettere dæk og en lettere slange, og fordi de er smallere end typiske mtb-dæk og fordi mønstret har større mellemrum pakker de væsentligt mindre mudder og smidder i øvrigt det der bliver pakket hurtigere igen. Alt dette oversættes direkte til fart på en rute der er mudder fra ende til anden så kudos til Schwalbes mudderdæk. Jeg havde også ramt et fornuftigt dæktryk og måtte i øvrigt konstatere, at rigtig mange af de øvrige deltagere, som kørte på langt bredere dæk virkelig måtte kæmpe med stabiliteten - de sejlede simpelthen rundt i sporet (hvilket selvfølgelig også gjorde det vanskeligere at overhale dem) og det øger jo ikke lige frem farten, at man skrider ud og zig-zag'er sig frem. De smalle dæk gav langt mere retningsstabilitet og jeg følte faktisk god kontrol hele vejen og blev (bortset fra de få løbestræk) på cyklen hele vejen. Dog var mudderet så kompakt at jeg af og til havde lidt kvaler med at komme ind i pedalerne efter at have løbet bakkerne - mod den slags kæmper selv de så muddertolerante egg-beaters altså af og til forgæves.

Udstyret var med andre ord velvalgt - og det lykkedes mig heldigvis også at komme hjem uden defekter eller smadret udstyr. Det var heldigt, for der var rigtig mange der baksede med ødelagte bagskiftere og onde chain-sucks. Efter en - særdeles langvarig - cykelvask er min trofaste cykel igen så god som ny.

Resultatet var tilfredsstillende. Jeg kørte fra vennerne og havde et pænt jævnt løb - 2. runde hurtigere end første, men det skyldes udelukkende de lange køer. De seje træk i mudderet og de gode udstyrsvalg rakte så vidt jeg kan se til en placering et eller andet sted i den bedste tredjedel. En sådan omgang kan dog få en til i den grad at længes enten efter is og frost eller efter varme sommerdage og dust-cup'en.