I går blev tri-sæsonen sluttet af med et race, jeg har kørt de sidste to år, og som er rigtig fedt. Off road tri ved Buresø. Det har været den mest vellykkede tri-sæson nogensinde. IM-målet blev nået og der blev sat ny PR på OL-distancen. Jeg vil dog gøre mit til, at næste sæson bliver endnu bedre :-)
Buresø er et fantastisk område til off road tri. 900m svømning i roligt og rent ferskvand efterfulgt af 25km mtb-tons på ikke specielt teknisk singletrack og så lige 10km off road løb med et par rigtig grimme op- og nedløb undervejs på hver af de fire omgange.
Vejret var perfekt og på trods af et rigtig godt race sidste år lykkedes det mig igen at skære et godt stykke af sluttiden. I lighed med sidste år varmede jeg op om lørdagen med Christiansborg Rundt - 2km svømning, også et par minutter hurtigere end sidst, så formen er fortsat i fremgang efterhånden som træningen bliver mere og mere effektiv. Der var dog stadig noget at skyde med om søndagen, så jeg holdt min hurtige svømmetid fra sidste år (hvor ruten vist var en anelse kortere) og så var det ellers tid til at give den gas på cyklen, hvor jeg hentede den største tidsmæssige forbedring. Retfærdigvis skal dog siges at underlaget var noget nær perfekt i år, men jeg havde også et godt flow hele vejen og var i modsætning til sidste år ikke nede undervejs, så der var ikke noget til at forstyrre ninja-skills'ne rundt på sporet.
Løbeturen er altid hård og ruten lægger ikke op til nogen 10k PR, men jeg skar dog ca. 1.30 min af løbetiden fra sidste år og på 43:24, med en god fornemmelse hele vejen rundt. Mærkede en lille smule til maven, men var i stand til at holde en høj skridtfrekvens og et jævnt pace hele vejen rundt.
Sluttiden blev 2.03:45 - så er benchmarket sat til næste år :-)
Selvom tri-sæsonen er slut skal der stadigvæk trænes. I starten af september venter klubmesterskabet i enkeltstart, og i oktober skal der løbes halvmarathon i Amsterdam. Endelig er vinteren jo også lejligheden til at forbedre svømmeteknikken - der må kunne hentes et minut eller deromkring på en bedre teknik.
mandag, august 31, 2009
mandag, august 03, 2009
PR på OL-distancen
Weekenden bød på et andet af sæsonens store mål: det vivamus-interne returopgør på OL-distancen. Optakten til søndagens race var mindre end optimale. En 20km enkeltstart om tirsdagen bød på en tur i asfalten på vej mod mål med efterfølgende asfalteksem på den venstre balle. Ikke helt behageligt, især ikke under bevægelse (hvilket der jo er en del af i triathlon), men det var heldigvis ikke ødelæggende for en god præstation.
Bortset fra det uheld, der efter omstændighederne var heldigt sluppet, var mine forberedelser gået godt. Jeg havde fokuseret på at få fart tilbage benene efter IM'en, som jeg heldigvis kom mig rigtig hurtigt ovenpå. En masse korte, hurtige ture og fartlege bar tilsyneladende frugt, for jeg havde et stærkt afsluttende løb på 40.12, hvilket så vidt jeg husker er det hurtigste jeg nogensinde har sluttet af med. Også den samlede tid på 2.10.21 var PR, så det var tilfredsstillende.
Jeg havde et solidt og kontrolleret race hele vejen. Transitionerne sad i skabet og der var koncentration hele vejen på cyklen. Det rakte til en sølvmedalje og 4. plads overall - en hurtig nordmand fangede mig desværre på løbet og hans tempo var umuligt at holde - han afsluttede med 36min på de 10km, og der er jeg endnu et stykke fra desværre. Men det skal nok komme :-)
Senere på dagen havde Jesper et særdeles godkendt resultat - det synes at være tid for store comebacks... først Armstrong og nu Duelund. Jeg ser frem til næste dyst - og til på egen hånd at forsøge at præstere endnu et godt resultat i Aabenraa den 16. august.
Bortset fra det uheld, der efter omstændighederne var heldigt sluppet, var mine forberedelser gået godt. Jeg havde fokuseret på at få fart tilbage benene efter IM'en, som jeg heldigvis kom mig rigtig hurtigt ovenpå. En masse korte, hurtige ture og fartlege bar tilsyneladende frugt, for jeg havde et stærkt afsluttende løb på 40.12, hvilket så vidt jeg husker er det hurtigste jeg nogensinde har sluttet af med. Også den samlede tid på 2.10.21 var PR, så det var tilfredsstillende.
Jeg havde et solidt og kontrolleret race hele vejen. Transitionerne sad i skabet og der var koncentration hele vejen på cyklen. Det rakte til en sølvmedalje og 4. plads overall - en hurtig nordmand fangede mig desværre på løbet og hans tempo var umuligt at holde - han afsluttede med 36min på de 10km, og der er jeg endnu et stykke fra desværre. Men det skal nok komme :-)
Senere på dagen havde Jesper et særdeles godkendt resultat - det synes at være tid for store comebacks... først Armstrong og nu Duelund. Jeg ser frem til næste dyst - og til på egen hånd at forsøge at præstere endnu et godt resultat i Aabenraa den 16. august.
tirsdag, juli 14, 2009
Noch einmal Eisenmann
Den anden gennemførte ironman føles endnu bedre end den første! Ingen tvivl om at det var rigtig stort at humpe over målstregen på Lanzarote og bryde en lang række af mislykkedes forsøg, men gennemførslen af IM-målet for 2009 i Roth i søndags var superfedt. Det var et anderledes løb og selvom der var enkelte småuheld undervejs og racet dermed ikke gik fuldstændigt som planlagt, så havde jeg en endnu bedre følelse end sidste gang.
Det føles godt at gennemføre for anden gang og dermed slå fast overfor mig selv, at jeg kan - jeg kan gennemføre en ironman. Jeg er en ironman.
Challenge Roth er et særdeles velorganiseret race og rigtig gode betingelser for en god dag. Jeg landede torsdag aften og checkede ind i et hyggeligt Gasthaus ca. 25km fra Roth. Jeg ved ikke, om det var håndteringen af en tung og uhandy cykelkuffert eller den dårlige hovedpude, men jeg vågnede i hvert fald om fredagen med hold i nakken og ømhed i den højre side af lænden. Bekymrende, men det blev dog lidt bedre i løbet af dagen efterhånden som jeg fik vandret rundt og checket expo'en ud. Om det var synet af alt det usandsynligt lækre grej eller de adskillige kilometer i den enorme expo der fik løsnet op er ikke til at sige, men rykken og nakken blev væsentligt bedre om lørdagen og jeg mærkede stort set ikke noget til det under racet, bortset fra en smule på svømningen.
Lørdag blev cyklen checket ind og skiftezonerne checket ud. T1 og T2 og målområdet ligger tre forskellige steder, hvilket gør det lidt besværligt før og efter løbet, men hvilket til gengæld betyder, at det er langt mere overskueligt under løbet. I det hele taget er løbet præget af et meget højt serviceniveau - man parkerer ikke selv cyklen og allerede inden man har afleveret den til en frivillig i T2 har en anden spottet ens nummer og en tredje kommer springende med ens skiftepose.
Også starten på løbet fungerer fantastisk godt. I stedet for en massestart med 3.000 svømmere der alle vil samme vej samtidig ovenpå hinanden starter man 250-300 svømmere af gangen med 5 minutters mellemrum. Jeg lå forrest i min gruppe som havde en forventet sluttid på 11-12 timer og det gav perfekte forhold for svømningen. Ingen slag eller skubben. Frit vand stort set hele vejen - og den mellemste halvdel af svømmedelen fandt jeg faktisk et par gode fødder at hægte mig på, så svømningen fungerede rigtig godt. Det var nemt at orientere sig og jeg havde en god følelse hele vejen rundt. Svømmetiden blev 1:05, så det var som det skulle være. Jeg kom kontrolleret op af vandet og kiksede så min ellers største spidskompetence: T1. Jeg havde fået lynet min hvide, langærmede trøje ind i lynlåsen til våddragten hvilket betød, at jeg måtte have hjælp til at få lynlåsen ned og våddragten af. Uheldigt, men naturligvis ikke noget, der kostede mere end 30-40 sekunder. Vigtigst af alt - jeg bevarede total kontrol og var fuldstændig rolig.
Så galt det cyklingen og de første kilometer gik som planlagt med at få benene igang og alt under kontrol. Jeg kørte tilbageholdende, men fandt ret hurtigt ind i et godt jævnt tempo. Så snart jeg var vindtørret var temperaturen perfekt og endnu en gang må jeg konstatere, at min langærmede hvide trøje er det perfekte racegear. Vejret vekslede mellem sol og skyer og enkelte meget begrænsede regnstænk. Først på de sidste 50-60km begyndte der at komme lidt mere vind, så alt i alt praktisk talt perfekte race-betingelser. Jeg var på forhånd spændt på, hvordan rutens beskaffenhed ville være eftersom jeg ikke kendte den på forhånd. To omgange af 86km og så en lille afstikker ind til T2. Det betød fire lidt længere stigninger og så nogle rullende bakker. 1600 højdemeter i alt og nogle rigtig gode, lange nedkørsler, hvor man bare kunne ligge i bøjlen og træde det tungeste gear. Topfarten var oppe på 67 km/t, men der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg følte, jeg ikke havde kontrol over cyklen, så det var en virkelig fed rute. Solar Berg, som man passerer to gange, var også fed - fuldstændigt proppet med publikum på begge sider af vejen og så kører man op igennem dem i ægte TDF-stil. Fedt! Og svært ikke at lade sig føre med.
Dagens andet uheld skete dog allerede 20km inde i cykeldelen på den første stigning. Jeg sætter mig godt tilbage i sadlen og træder til for at komme op af bakken. Halvvejs oppe lægger jeg mærke til, at sadlen lige så stille glider under mig så næsen kommer til at pege opad! Ikke så smart og overraskende alt den stund at jeg ikke havde skruet sadlen af saddelpinden, da jeg pakkede cyklen, men blot taget både saddel og saddelpind af. De næste 20km var frustrerende indtil jeg kom til det assistance point, som Mavic havde opstillet ved 40 og 80km. Her kunne jeg få sadlen skruet ordentligt fast i vandret - dog kom den lidt længere frem end den burde have været, så min position var ikke helt optimal. Det kostede nogle frustrationer, men det kan man ikke bruge til ret meget i en IM, så det er jo bare med at træde videre og få det bedste ud af situationen. Der er dog ingen tvivl om, at dette uheld mindst kostede 15 min på cyklingen.
Jeg fandt dog rytmen igen og kørte jævnt og kontrolleret resten af løbet. De sidste 30km kørte jeg endda ganske lidt hurtigere end det samlede gennemsnit, så disponeringen var spot on. Om det var den ændrede siddestilling, for få timer på enkeltstartscyklen eller tilfældighedernes spil der gjorde det, så mærkede jeg dog lidt ømhed både i min hipflexor og i det ene knæ på de sidste 30-40km af cyklingen, hvilket gjorde mig noget bekymret for det afsluttende løb. Jeg søgte dog tilflugt i den metodik, jeg kørte efter på Lanzarote: på en IM skal man ikke fokusere så meget på fremtiden og hvad der venter, men på nuet og på de kilometer, der allerede er veloverstået.
Småuheld hist og pist endte ikke med at ryste mig. Til gengæld var noget af det, der lykkedes rigtig godt og endnu bedre end på Lanzarote, væske- og energiindtaget. Opskriften var den samme: væske for sig og energi for sig, så jeg sørgede for at være velhydreret, men samtidig havde fuld kontrol over mængden af energi. Men denne gang havde jeg dog efter et par eksperimenter på kortere distancer tilføjet et nyt element: elektrolytter. I stedet for at drikke rent vand droppede jeg en brusetabelet med salte og en lille smule smag i de dunke med vand, jeg fik i depoterne. Teorien bag er den, at man dermed erstatter det salt som kroppen mister gennem sved og at vand med en lille smule salt optages hurtigere end rent vand (og meget hurtigere end stærk energidrik). Det virkede fantastisk. Jeg havde mærkbart mindre skvulpen i maven og først en lille smule kvalme til allersidst på løbet (hvor jeg drak vand, energidrik og cola fra depoterne). Elektrolytterne vil helt sikkert blive fast inventar fremover - og jeg vil for fremtiden også anvende dem på løbet.
Jeg kørte som sagt ind i T2 med en lille bekymring om hvorvidt biomekanikken ville stå distancen under det efterfølgende marathon. Men efter devicen: run in the now hev jeg kompressionsstrømperne på, snørede skoene og løb ud på ruten. Apropos grej: det kan godt være, kompressionsstrømper ser idiotiske ud, men de var endnu en gang superfede at løbe i. Nul vabler efter 42km og en fantastisk god støtte til achilessene og lige under knæet.
Til min egen overraskelse fungerede løbet faktisk ganske fornuftigt. Tempoet var meget kontrolleret for ikke at sige langsomt, men stødt og roligt åd jeg mig gennem kilometer efter kilometer og overhalede faktisk en efter en, hvilket bestemt ikke er hverdagskost for mit afsluttende løb. Efter de første 10 km som blev tilbagelagt på 55 min. måtte jeg indlægge nogle gå-pauser primært for at få fyldt væske og energi på i depoterne. Løberuten var i øvrigt ikke helt flad og både det at løbe opad og nedad kan godt være noget træls på dette tidspunkt, men pludselig er man halvvejs og så er man ved 27km og sidste vendepunkt og så skal man jo bare overleve turen hjem.
Jeg var bevidst gået ind til racet med det primære mål at gennemføre, men undervejs på løbedelen rettede jeg forholdsvis hurtigt blikket mod 12-timers grænsen, som man naturligvis bør kunne bryde som rigtig jernmand. Det mål var hele tiden under kontrol og jeg formåede at komme igang med at løbe igen efter hver gå-pause gennem depoterne. En øvelse, der til sidst kræver en del viljestyrke.
Så møder man 40km-skiltet og løberutens længste bakke. Men den skal bare overvindes og gåsehuden begynder at indfinde sig, når mængden af publikum tager til det sidste stykke og tilråbene begynder. Benene gør ondt, der er lidt kvalme, men man løber alligevel og så kommer 42km skiltet. Man løber rundt i målområdet de sidste 200m med hænderne i vejret under publikums helt eksalterede jubel og føler sig som en rockstjerne. Ubeskrivelig følelse at krydse mållinjen og få medaljen om halsen. 11:39:55 - langt fra nogen verdensrekord, men en tilfredsstillende tid alt taget i betragtning. Følelsen af at have overvundet sig selv er målet i sig selv.
Men ikke dermed sagt, at en PR ikke kan forbedres :-) Jeg var på forhånd uafklaret med hvorvidt der skulle køres IM i 2010 eller om sæsonen i stedet skulle lægges an på en række kortere, hurtigere stævner. Men efter Roth og et par dages restitution, hvor kroppen faktisk har haft det forbløffende godt, må jeg sige, at jeg nok bliver nødt til at køre én til i 2010. Challenge-arrangørerne planlægger jo et stævne i København, så det bliver jo nærmest umuligt at sige nej til.
Indtil da gælder det selvfølgelig om at få gang i jernbenene igen til resten af sæsonens OL-distance-konkurrencer. Der er jo en anden ironman som skal udfordres i det sønderjyske... :-)
Det føles godt at gennemføre for anden gang og dermed slå fast overfor mig selv, at jeg kan - jeg kan gennemføre en ironman. Jeg er en ironman.
Challenge Roth er et særdeles velorganiseret race og rigtig gode betingelser for en god dag. Jeg landede torsdag aften og checkede ind i et hyggeligt Gasthaus ca. 25km fra Roth. Jeg ved ikke, om det var håndteringen af en tung og uhandy cykelkuffert eller den dårlige hovedpude, men jeg vågnede i hvert fald om fredagen med hold i nakken og ømhed i den højre side af lænden. Bekymrende, men det blev dog lidt bedre i løbet af dagen efterhånden som jeg fik vandret rundt og checket expo'en ud. Om det var synet af alt det usandsynligt lækre grej eller de adskillige kilometer i den enorme expo der fik løsnet op er ikke til at sige, men rykken og nakken blev væsentligt bedre om lørdagen og jeg mærkede stort set ikke noget til det under racet, bortset fra en smule på svømningen.
Lørdag blev cyklen checket ind og skiftezonerne checket ud. T1 og T2 og målområdet ligger tre forskellige steder, hvilket gør det lidt besværligt før og efter løbet, men hvilket til gengæld betyder, at det er langt mere overskueligt under løbet. I det hele taget er løbet præget af et meget højt serviceniveau - man parkerer ikke selv cyklen og allerede inden man har afleveret den til en frivillig i T2 har en anden spottet ens nummer og en tredje kommer springende med ens skiftepose.
Også starten på løbet fungerer fantastisk godt. I stedet for en massestart med 3.000 svømmere der alle vil samme vej samtidig ovenpå hinanden starter man 250-300 svømmere af gangen med 5 minutters mellemrum. Jeg lå forrest i min gruppe som havde en forventet sluttid på 11-12 timer og det gav perfekte forhold for svømningen. Ingen slag eller skubben. Frit vand stort set hele vejen - og den mellemste halvdel af svømmedelen fandt jeg faktisk et par gode fødder at hægte mig på, så svømningen fungerede rigtig godt. Det var nemt at orientere sig og jeg havde en god følelse hele vejen rundt. Svømmetiden blev 1:05, så det var som det skulle være. Jeg kom kontrolleret op af vandet og kiksede så min ellers største spidskompetence: T1. Jeg havde fået lynet min hvide, langærmede trøje ind i lynlåsen til våddragten hvilket betød, at jeg måtte have hjælp til at få lynlåsen ned og våddragten af. Uheldigt, men naturligvis ikke noget, der kostede mere end 30-40 sekunder. Vigtigst af alt - jeg bevarede total kontrol og var fuldstændig rolig.
Så galt det cyklingen og de første kilometer gik som planlagt med at få benene igang og alt under kontrol. Jeg kørte tilbageholdende, men fandt ret hurtigt ind i et godt jævnt tempo. Så snart jeg var vindtørret var temperaturen perfekt og endnu en gang må jeg konstatere, at min langærmede hvide trøje er det perfekte racegear. Vejret vekslede mellem sol og skyer og enkelte meget begrænsede regnstænk. Først på de sidste 50-60km begyndte der at komme lidt mere vind, så alt i alt praktisk talt perfekte race-betingelser. Jeg var på forhånd spændt på, hvordan rutens beskaffenhed ville være eftersom jeg ikke kendte den på forhånd. To omgange af 86km og så en lille afstikker ind til T2. Det betød fire lidt længere stigninger og så nogle rullende bakker. 1600 højdemeter i alt og nogle rigtig gode, lange nedkørsler, hvor man bare kunne ligge i bøjlen og træde det tungeste gear. Topfarten var oppe på 67 km/t, men der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg følte, jeg ikke havde kontrol over cyklen, så det var en virkelig fed rute. Solar Berg, som man passerer to gange, var også fed - fuldstændigt proppet med publikum på begge sider af vejen og så kører man op igennem dem i ægte TDF-stil. Fedt! Og svært ikke at lade sig føre med.
Dagens andet uheld skete dog allerede 20km inde i cykeldelen på den første stigning. Jeg sætter mig godt tilbage i sadlen og træder til for at komme op af bakken. Halvvejs oppe lægger jeg mærke til, at sadlen lige så stille glider under mig så næsen kommer til at pege opad! Ikke så smart og overraskende alt den stund at jeg ikke havde skruet sadlen af saddelpinden, da jeg pakkede cyklen, men blot taget både saddel og saddelpind af. De næste 20km var frustrerende indtil jeg kom til det assistance point, som Mavic havde opstillet ved 40 og 80km. Her kunne jeg få sadlen skruet ordentligt fast i vandret - dog kom den lidt længere frem end den burde have været, så min position var ikke helt optimal. Det kostede nogle frustrationer, men det kan man ikke bruge til ret meget i en IM, så det er jo bare med at træde videre og få det bedste ud af situationen. Der er dog ingen tvivl om, at dette uheld mindst kostede 15 min på cyklingen.
Jeg fandt dog rytmen igen og kørte jævnt og kontrolleret resten af løbet. De sidste 30km kørte jeg endda ganske lidt hurtigere end det samlede gennemsnit, så disponeringen var spot on. Om det var den ændrede siddestilling, for få timer på enkeltstartscyklen eller tilfældighedernes spil der gjorde det, så mærkede jeg dog lidt ømhed både i min hipflexor og i det ene knæ på de sidste 30-40km af cyklingen, hvilket gjorde mig noget bekymret for det afsluttende løb. Jeg søgte dog tilflugt i den metodik, jeg kørte efter på Lanzarote: på en IM skal man ikke fokusere så meget på fremtiden og hvad der venter, men på nuet og på de kilometer, der allerede er veloverstået.
Småuheld hist og pist endte ikke med at ryste mig. Til gengæld var noget af det, der lykkedes rigtig godt og endnu bedre end på Lanzarote, væske- og energiindtaget. Opskriften var den samme: væske for sig og energi for sig, så jeg sørgede for at være velhydreret, men samtidig havde fuld kontrol over mængden af energi. Men denne gang havde jeg dog efter et par eksperimenter på kortere distancer tilføjet et nyt element: elektrolytter. I stedet for at drikke rent vand droppede jeg en brusetabelet med salte og en lille smule smag i de dunke med vand, jeg fik i depoterne. Teorien bag er den, at man dermed erstatter det salt som kroppen mister gennem sved og at vand med en lille smule salt optages hurtigere end rent vand (og meget hurtigere end stærk energidrik). Det virkede fantastisk. Jeg havde mærkbart mindre skvulpen i maven og først en lille smule kvalme til allersidst på løbet (hvor jeg drak vand, energidrik og cola fra depoterne). Elektrolytterne vil helt sikkert blive fast inventar fremover - og jeg vil for fremtiden også anvende dem på løbet.
Jeg kørte som sagt ind i T2 med en lille bekymring om hvorvidt biomekanikken ville stå distancen under det efterfølgende marathon. Men efter devicen: run in the now hev jeg kompressionsstrømperne på, snørede skoene og løb ud på ruten. Apropos grej: det kan godt være, kompressionsstrømper ser idiotiske ud, men de var endnu en gang superfede at løbe i. Nul vabler efter 42km og en fantastisk god støtte til achilessene og lige under knæet.
Til min egen overraskelse fungerede løbet faktisk ganske fornuftigt. Tempoet var meget kontrolleret for ikke at sige langsomt, men stødt og roligt åd jeg mig gennem kilometer efter kilometer og overhalede faktisk en efter en, hvilket bestemt ikke er hverdagskost for mit afsluttende løb. Efter de første 10 km som blev tilbagelagt på 55 min. måtte jeg indlægge nogle gå-pauser primært for at få fyldt væske og energi på i depoterne. Løberuten var i øvrigt ikke helt flad og både det at løbe opad og nedad kan godt være noget træls på dette tidspunkt, men pludselig er man halvvejs og så er man ved 27km og sidste vendepunkt og så skal man jo bare overleve turen hjem.
Jeg var bevidst gået ind til racet med det primære mål at gennemføre, men undervejs på løbedelen rettede jeg forholdsvis hurtigt blikket mod 12-timers grænsen, som man naturligvis bør kunne bryde som rigtig jernmand. Det mål var hele tiden under kontrol og jeg formåede at komme igang med at løbe igen efter hver gå-pause gennem depoterne. En øvelse, der til sidst kræver en del viljestyrke.
Så møder man 40km-skiltet og løberutens længste bakke. Men den skal bare overvindes og gåsehuden begynder at indfinde sig, når mængden af publikum tager til det sidste stykke og tilråbene begynder. Benene gør ondt, der er lidt kvalme, men man løber alligevel og så kommer 42km skiltet. Man løber rundt i målområdet de sidste 200m med hænderne i vejret under publikums helt eksalterede jubel og føler sig som en rockstjerne. Ubeskrivelig følelse at krydse mållinjen og få medaljen om halsen. 11:39:55 - langt fra nogen verdensrekord, men en tilfredsstillende tid alt taget i betragtning. Følelsen af at have overvundet sig selv er målet i sig selv.
Men ikke dermed sagt, at en PR ikke kan forbedres :-) Jeg var på forhånd uafklaret med hvorvidt der skulle køres IM i 2010 eller om sæsonen i stedet skulle lægges an på en række kortere, hurtigere stævner. Men efter Roth og et par dages restitution, hvor kroppen faktisk har haft det forbløffende godt, må jeg sige, at jeg nok bliver nødt til at køre én til i 2010. Challenge-arrangørerne planlægger jo et stævne i København, så det bliver jo nærmest umuligt at sige nej til.
Indtil da gælder det selvfølgelig om at få gang i jernbenene igen til resten af sæsonens OL-distance-konkurrencer. Der er jo en anden ironman som skal udfordres i det sønderjyske... :-)
onsdag, juli 08, 2009
Før sæsonmålet
Søndagen bød på race i Næstved. En OL-distance-tri, som jeg ikke har kørt før, men som jeg snuppede i år, da DM i Guldborgsund passede dårligt i kalenderen. (Skal jo øve distancen til de to a-races på netop OL-distancen senere på sommeren ;-)
Jeg havde faktisk et ok race - svømningen gik fornuftigt uden at være sindsyg hurtig (24:48). jeg havde en rigtig god følelse på cyklen og et acceptabelt afsluttende løb, hvor jeg dog måtte grave lidt dybt uden rigtig at få fart i benene. Eneste hage var at jeg skar foden på vej ud af kanalen, hvor en masse skarpe sten gjorde exit'en decideret farlig. Mærkede først noget til det igen på løbet, og løbeskoene kom da også til at se drabelige ud.
T1 kunne være hurtigere (1:26), men jeg var kontrolleret og det samme galt cykeldelen, hvor jeg relativt hurtigt fik pulsen under kontrol og kørte et totalt jævnt pace hele vejen til en cykeltid på 1:05. T2 var tilgengæld lynhurtig (0:10) - det hjælper, når man ikke skal fumle med våddragt, men bare på med skoene og ud. Tilbage var blot 10 km som faktisk havde et par små, men ret stejle bakker med løst underlag som kunne bryde den rytme, der faktisk indfandt sig efter 4-5 km. Løbet tog 42:56 til en samlet sluttid på 2:14:37 og en 7.-plads blandt de ca. 65-70 startende. Acceptabelt, men træls at blive overhalet på løbet af et par gazeller. Et par minutter her gør en stor forskel. Jeg var dog tilfreds eftersom træningen mest har været stillet ind på mængde forud for Roth på søndag - og særligt fordi jeg eksekverede et race med meget høj grad af kontrol. Jeg løb en totalt jævnt pace på alle ti kilometer af løbet fra første skridt - bortset fra sidste km hvor jeg øgede tempoet.
På søndag venter Roth. Cyklen er pakket ned, 12-27-kassetten monteret på zipp'erne og forberedelsen hovedsageligt lagt an på det mentale. Ikke noget nyt racegear, ikke noget overladt til tilfældighederne. Jeg glæder mig, men er naturligvis også spændt på, hvordan det forløber. Jeg har overvundet distancen én gang - jeg kan gøre det igen.
Vil forsøge at køre kontrolleret og konservativt på cyklen og arbejde med det mentale på løbet. Jeg håber at have endnu mere styr på væske- og energistrategien end jeg havde på Lanzarote, hvor den del gik godt, og tilbage er blot at se, hvordan dagen udspiller sig. Målet er gennemførelse - alt andet er bonus.
Jeg har ikke fordelen af at kende cykelruten som jeg gjorde på Lanzarote, men til gengæld skulle den byde på væsentligt færre højdemæssige og vindmæssige udfordringer, så det (mere end) udligner forhåbentlig sig selv. Løbet bliver hårdt - men det er jo hele charmen ved IM.
Fingers crossed!
Jeg havde faktisk et ok race - svømningen gik fornuftigt uden at være sindsyg hurtig (24:48). jeg havde en rigtig god følelse på cyklen og et acceptabelt afsluttende løb, hvor jeg dog måtte grave lidt dybt uden rigtig at få fart i benene. Eneste hage var at jeg skar foden på vej ud af kanalen, hvor en masse skarpe sten gjorde exit'en decideret farlig. Mærkede først noget til det igen på løbet, og løbeskoene kom da også til at se drabelige ud.
T1 kunne være hurtigere (1:26), men jeg var kontrolleret og det samme galt cykeldelen, hvor jeg relativt hurtigt fik pulsen under kontrol og kørte et totalt jævnt pace hele vejen til en cykeltid på 1:05. T2 var tilgengæld lynhurtig (0:10) - det hjælper, når man ikke skal fumle med våddragt, men bare på med skoene og ud. Tilbage var blot 10 km som faktisk havde et par små, men ret stejle bakker med løst underlag som kunne bryde den rytme, der faktisk indfandt sig efter 4-5 km. Løbet tog 42:56 til en samlet sluttid på 2:14:37 og en 7.-plads blandt de ca. 65-70 startende. Acceptabelt, men træls at blive overhalet på løbet af et par gazeller. Et par minutter her gør en stor forskel. Jeg var dog tilfreds eftersom træningen mest har været stillet ind på mængde forud for Roth på søndag - og særligt fordi jeg eksekverede et race med meget høj grad af kontrol. Jeg løb en totalt jævnt pace på alle ti kilometer af løbet fra første skridt - bortset fra sidste km hvor jeg øgede tempoet.
På søndag venter Roth. Cyklen er pakket ned, 12-27-kassetten monteret på zipp'erne og forberedelsen hovedsageligt lagt an på det mentale. Ikke noget nyt racegear, ikke noget overladt til tilfældighederne. Jeg glæder mig, men er naturligvis også spændt på, hvordan det forløber. Jeg har overvundet distancen én gang - jeg kan gøre det igen.
Vil forsøge at køre kontrolleret og konservativt på cyklen og arbejde med det mentale på løbet. Jeg håber at have endnu mere styr på væske- og energistrategien end jeg havde på Lanzarote, hvor den del gik godt, og tilbage er blot at se, hvordan dagen udspiller sig. Målet er gennemførelse - alt andet er bonus.
Jeg har ikke fordelen af at kende cykelruten som jeg gjorde på Lanzarote, men til gengæld skulle den byde på væsentligt færre højdemæssige og vindmæssige udfordringer, så det (mere end) udligner forhåbentlig sig selv. Løbet bliver hårdt - men det er jo hele charmen ved IM.
Fingers crossed!
mandag, juni 22, 2009
Endnu en flugt fra Havnsø
Efter lang tid uden konkurrence var det godt i weekenden igen at få gang i zipp-hjulene. Halv-IM i Havnsø var et superfedt stævne sidste år - det var det også i år.
Vejret var bedre end sidst, men der var stadigvæk betydelige bølger at slås med på turen ind fra Nexelø-færgen. Sidste år var svømmeruten én lang strækning på 1,9 fra færgen og ind til land, hvilket var svært at navigere efter. Belært af den erfaring havde man lavet en trekantet bane, men heldigvis bevaret den særlige start fra færgen. Det gjorde det nemmere at sigte efter bøjerne, men betød omvendt, at man også fik øvet sig i at svømme både med bølger fra højre, fra venstre og lige i snotten. Nå ja, så lærer man i hvert fald at man først skal trække vejret helt ned i lungerne når man har forsikret sig om at man rent faktisk nåede at få munden over vand...
Jeg kom i land ca. midt i feltet efter en ok svømning forholdene og det faktum, at det var sæsonens første tur i åbent vand, taget i betragtning. Var forbavset over at jeg slet ikke var påvirket af det kolde vand. Havde en da overskud til at delfin-dykke de sidste par meter ind på lavt vand - må have set virkelig prof ud eller virkelig mærkeligt.
T1 gik fint og var klaret på lige over et minut, hvilket var tilfredsstillende og på niveau med de hurtigste. På cyklen skulle jeg lige finde rytmen, men så kom der ellers fint gang i cyklen. Måske også lidt for godt gang i den, for jeg fik nok kørt for stærkt. Knaldede igennem de 90km på to en halv time and changes og så var jeg endda nødt til at stoppe op og tage min fusion kompressions-ankelting af, da den simpelthen var for stram. Så blev jeg også lige mindet om, hvorfor man ikke bør køre med noget til konkurrence som man ikke har prøvet grundigt af inden - og med grundigt mener jeg altså ikke bare løbe, men også cykle med den.
T2 var endnu hurtigere end T1 men så begyndte det også at gå ned ad bakke. Vejret var faktisk overraskende varmt og jeg havde forsømt at drikke nok på cyklen. Kunne også godt mærke i benene, at der var givet lidt for meget gas på cyklen. Det straffede sig hurtigt på løbet. Første omgang gik egentlig ok - på trods af en lille omvej jeg måtte ud på sammen med en anden deltager som overså rutemarkeringen og som jeg bare fulgte efter en 400-500m indtil vi måtte konstatere, vi var på afveje og måtte løbe tilbage. Men selvom løbeturen endte med at blive 22,5 km og ikke 21, så er sluttiden langt fra godkendt. Jeg endte med at bruge næsten lige så længe på løbedelen som på cykeldelen og det er bestemt ikke meningen.
Som sædvanlig er der altså lært en lektie og IM Roth vil under alle omstændigheder blive pacet på en helt anden måde. Inden da står den imidlertid på mere træning og forhåbentlig tri på OL-distancen i Næstved om et par uger.
Alt i alt en god, hård dag i det nordvestsjællandske - det forlyder i øvrigt, at arrangørerne ikke er sikre på, om de skal gentage stævnet til næste år. Det ville være trist, så lad os alle opfordre dem til tværtimod at holde fast i en god tradition.
/Søren
Vejret var bedre end sidst, men der var stadigvæk betydelige bølger at slås med på turen ind fra Nexelø-færgen. Sidste år var svømmeruten én lang strækning på 1,9 fra færgen og ind til land, hvilket var svært at navigere efter. Belært af den erfaring havde man lavet en trekantet bane, men heldigvis bevaret den særlige start fra færgen. Det gjorde det nemmere at sigte efter bøjerne, men betød omvendt, at man også fik øvet sig i at svømme både med bølger fra højre, fra venstre og lige i snotten. Nå ja, så lærer man i hvert fald at man først skal trække vejret helt ned i lungerne når man har forsikret sig om at man rent faktisk nåede at få munden over vand...
Jeg kom i land ca. midt i feltet efter en ok svømning forholdene og det faktum, at det var sæsonens første tur i åbent vand, taget i betragtning. Var forbavset over at jeg slet ikke var påvirket af det kolde vand. Havde en da overskud til at delfin-dykke de sidste par meter ind på lavt vand - må have set virkelig prof ud eller virkelig mærkeligt.
T1 gik fint og var klaret på lige over et minut, hvilket var tilfredsstillende og på niveau med de hurtigste. På cyklen skulle jeg lige finde rytmen, men så kom der ellers fint gang i cyklen. Måske også lidt for godt gang i den, for jeg fik nok kørt for stærkt. Knaldede igennem de 90km på to en halv time and changes og så var jeg endda nødt til at stoppe op og tage min fusion kompressions-ankelting af, da den simpelthen var for stram. Så blev jeg også lige mindet om, hvorfor man ikke bør køre med noget til konkurrence som man ikke har prøvet grundigt af inden - og med grundigt mener jeg altså ikke bare løbe, men også cykle med den.
T2 var endnu hurtigere end T1 men så begyndte det også at gå ned ad bakke. Vejret var faktisk overraskende varmt og jeg havde forsømt at drikke nok på cyklen. Kunne også godt mærke i benene, at der var givet lidt for meget gas på cyklen. Det straffede sig hurtigt på løbet. Første omgang gik egentlig ok - på trods af en lille omvej jeg måtte ud på sammen med en anden deltager som overså rutemarkeringen og som jeg bare fulgte efter en 400-500m indtil vi måtte konstatere, vi var på afveje og måtte løbe tilbage. Men selvom løbeturen endte med at blive 22,5 km og ikke 21, så er sluttiden langt fra godkendt. Jeg endte med at bruge næsten lige så længe på løbedelen som på cykeldelen og det er bestemt ikke meningen.
Som sædvanlig er der altså lært en lektie og IM Roth vil under alle omstændigheder blive pacet på en helt anden måde. Inden da står den imidlertid på mere træning og forhåbentlig tri på OL-distancen i Næstved om et par uger.
Alt i alt en god, hård dag i det nordvestsjællandske - det forlyder i øvrigt, at arrangørerne ikke er sikre på, om de skal gentage stævnet til næste år. Det ville være trist, så lad os alle opfordre dem til tværtimod at holde fast i en god tradition.
/Søren
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
