Søndagen bød på race i Næstved. En OL-distance-tri, som jeg ikke har kørt før, men som jeg snuppede i år, da DM i Guldborgsund passede dårligt i kalenderen. (Skal jo øve distancen til de to a-races på netop OL-distancen senere på sommeren ;-)
Jeg havde faktisk et ok race - svømningen gik fornuftigt uden at være sindsyg hurtig (24:48). jeg havde en rigtig god følelse på cyklen og et acceptabelt afsluttende løb, hvor jeg dog måtte grave lidt dybt uden rigtig at få fart i benene. Eneste hage var at jeg skar foden på vej ud af kanalen, hvor en masse skarpe sten gjorde exit'en decideret farlig. Mærkede først noget til det igen på løbet, og løbeskoene kom da også til at se drabelige ud.
T1 kunne være hurtigere (1:26), men jeg var kontrolleret og det samme galt cykeldelen, hvor jeg relativt hurtigt fik pulsen under kontrol og kørte et totalt jævnt pace hele vejen til en cykeltid på 1:05. T2 var tilgengæld lynhurtig (0:10) - det hjælper, når man ikke skal fumle med våddragt, men bare på med skoene og ud. Tilbage var blot 10 km som faktisk havde et par små, men ret stejle bakker med løst underlag som kunne bryde den rytme, der faktisk indfandt sig efter 4-5 km. Løbet tog 42:56 til en samlet sluttid på 2:14:37 og en 7.-plads blandt de ca. 65-70 startende. Acceptabelt, men træls at blive overhalet på løbet af et par gazeller. Et par minutter her gør en stor forskel. Jeg var dog tilfreds eftersom træningen mest har været stillet ind på mængde forud for Roth på søndag - og særligt fordi jeg eksekverede et race med meget høj grad af kontrol. Jeg løb en totalt jævnt pace på alle ti kilometer af løbet fra første skridt - bortset fra sidste km hvor jeg øgede tempoet.
På søndag venter Roth. Cyklen er pakket ned, 12-27-kassetten monteret på zipp'erne og forberedelsen hovedsageligt lagt an på det mentale. Ikke noget nyt racegear, ikke noget overladt til tilfældighederne. Jeg glæder mig, men er naturligvis også spændt på, hvordan det forløber. Jeg har overvundet distancen én gang - jeg kan gøre det igen.
Vil forsøge at køre kontrolleret og konservativt på cyklen og arbejde med det mentale på løbet. Jeg håber at have endnu mere styr på væske- og energistrategien end jeg havde på Lanzarote, hvor den del gik godt, og tilbage er blot at se, hvordan dagen udspiller sig. Målet er gennemførelse - alt andet er bonus.
Jeg har ikke fordelen af at kende cykelruten som jeg gjorde på Lanzarote, men til gengæld skulle den byde på væsentligt færre højdemæssige og vindmæssige udfordringer, så det (mere end) udligner forhåbentlig sig selv. Løbet bliver hårdt - men det er jo hele charmen ved IM.
Fingers crossed!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar