Dum Vivimus Vivamus

God afslutning på tri-sæson '09

2009-08-31T09:37:00.003+02:00

I går blev tri-sæsonen sluttet af med et race, jeg har kørt de sidste to år, og som er rigtig fedt. Off road tri ved Buresø. Det har været den mest vellykkede tri-sæson nogensinde. IM-målet blev nået og der blev sat ny PR på OL-distancen. Jeg vil dog gøre mit til, at næste sæson bliver endnu bedre :-)

Buresø er et fantastisk område til off road tri. 900m svømning i roligt og rent ferskvand efterfulgt af 25km mtb-tons på ikke specielt teknisk singletrack og så lige 10km off road løb med et par rigtig grimme op- og nedløb undervejs på hver af de fire omgange.

Vejret var perfekt og på trods af et rigtig godt race sidste år lykkedes det mig igen at skære et godt stykke af sluttiden. I lighed med sidste år varmede jeg op om lørdagen med Christiansborg Rundt - 2km svømning, også et par minutter hurtigere end sidst, så formen er fortsat i fremgang efterhånden som træningen bliver mere og mere effektiv. Der var dog stadig noget at skyde med om søndagen, så jeg holdt min hurtige svømmetid fra sidste år (hvor ruten vist var en anelse kortere) og så var det ellers tid til at give den gas på cyklen, hvor jeg hentede den største tidsmæssige forbedring. Retfærdigvis skal dog siges at underlaget var noget nær perfekt i år, men jeg havde også et godt flow hele vejen og var i modsætning til sidste år ikke nede undervejs, så der var ikke noget til at forstyrre ninja-skills'ne rundt på sporet.

Løbeturen er altid hård og ruten lægger ikke op til nogen 10k PR, men jeg skar dog ca. 1.30 min af løbetiden fra sidste år og på 43:24, med en god fornemmelse hele vejen rundt. Mærkede en lille smule til maven, men var i stand til at holde en høj skridtfrekvens og et jævnt pace hele vejen rundt.

Sluttiden blev 2.03:45 - så er benchmarket sat til næste år :-)

Selvom tri-sæsonen er slut skal der stadigvæk trænes. I starten af september venter klubmesterskabet i enkeltstart, og i oktober skal der løbes halvmarathon i Amsterdam. Endelig er vinteren jo også lejligheden til at forbedre svømmeteknikken - der må kunne hentes et minut eller deromkring på en bedre teknik.

PR på OL-distancen

2009-08-03T13:48:00.004+02:00

Weekenden bød på et andet af sæsonens store mål: det vivamus-interne returopgør på OL-distancen. Optakten til søndagens race var mindre end optimale. En 20km enkeltstart om tirsdagen bød på en tur i asfalten på vej mod mål med efterfølgende asfalteksem på den venstre balle. Ikke helt behageligt, især ikke under bevægelse (hvilket der jo er en del af i triathlon), men det var heldigvis ikke ødelæggende for en god præstation.

Bortset fra det uheld, der efter omstændighederne var heldigt sluppet, var mine forberedelser gået godt. Jeg havde fokuseret på at få fart tilbage benene efter IM'en, som jeg heldigvis kom mig rigtig hurtigt ovenpå. En masse korte, hurtige ture og fartlege bar tilsyneladende frugt, for jeg havde et stærkt afsluttende løb på 40.12, hvilket så vidt jeg husker er det hurtigste jeg nogensinde har sluttet af med. Også den samlede tid på 2.10.21 var PR, så det var tilfredsstillende.

Jeg havde et solidt og kontrolleret race hele vejen. Transitionerne sad i skabet og der var koncentration hele vejen på cyklen. Det rakte til en sølvmedalje og 4. plads overall - en hurtig nordmand fangede mig desværre på løbet og hans tempo var umuligt at holde - han afsluttede med 36min på de 10km, og der er jeg endnu et stykke fra desværre. Men det skal nok komme :-)

Senere på dagen havde Jesper et særdeles godkendt resultat - det synes at være tid for store comebacks... først Armstrong og nu Duelund. Jeg ser frem til næste dyst - og til på egen hånd at forsøge at præstere endnu et godt resultat i Aabenraa den 16. august.

Noch einmal Eisenmann

2009-07-14T11:32:00.002+02:00

Den anden gennemførte ironman føles endnu bedre end den første! Ingen tvivl om at det var rigtig stort at humpe over målstregen på Lanzarote og bryde en lang række af mislykkedes forsøg, men gennemførslen af IM-målet for 2009 i Roth i søndags var superfedt. Det var et anderledes løb og selvom der var enkelte småuheld undervejs og racet dermed ikke gik fuldstændigt som planlagt, så havde jeg en endnu bedre følelse end sidste gang.

Det føles godt at gennemføre for anden gang og dermed slå fast overfor mig selv, at jeg kan - jeg kan gennemføre en ironman. Jeg er en ironman.

Challenge Roth er et særdeles velorganiseret race og rigtig gode betingelser for en god dag. Jeg landede torsdag aften og checkede ind i et hyggeligt Gasthaus ca. 25km fra Roth. Jeg ved ikke, om det var håndteringen af en tung og uhandy cykelkuffert eller den dårlige hovedpude, men jeg vågnede i hvert fald om fredagen med hold i nakken og ømhed i den højre side af lænden. Bekymrende, men det blev dog lidt bedre i løbet af dagen efterhånden som jeg fik vandret rundt og checket expo'en ud. Om det var synet af alt det usandsynligt lækre grej eller de adskillige kilometer i den enorme expo der fik løsnet op er ikke til at sige, men rykken og nakken blev væsentligt bedre om lørdagen og jeg mærkede stort set ikke noget til det under racet, bortset fra en smule på svømningen.

Lørdag blev cyklen checket ind og skiftezonerne checket ud. T1 og T2 og målområdet ligger tre forskellige steder, hvilket gør det lidt besværligt før og efter løbet, men hvilket til gengæld betyder, at det er langt mere overskueligt under løbet. I det hele taget er løbet præget af et meget højt serviceniveau - man parkerer ikke selv cyklen og allerede inden man har afleveret den til en frivillig i T2 har en anden spottet ens nummer og en tredje kommer springende med ens skiftepose.

Også starten på løbet fungerer fantastisk godt. I stedet for en massestart med 3.000 svømmere der alle vil samme vej samtidig ovenpå hinanden starter man 250-300 svømmere af gangen med 5 minutters mellemrum. Jeg lå forrest i min gruppe som havde en forventet sluttid på 11-12 timer og det gav perfekte forhold for svømningen. Ingen slag eller skubben. Frit vand stort set hele vejen - og den mellemste halvdel af svømmedelen fandt jeg faktisk et par gode fødder at hægte mig på, så svømningen fungerede rigtig godt. Det var nemt at orientere sig og jeg havde en god følelse hele vejen rundt. Svømmetiden blev 1:05, så det var som det skulle være. Jeg kom kontrolleret op af vandet og kiksede så min ellers største spidskompetence: T1. Jeg havde fået lynet min hvide, langærmede trøje ind i lynlåsen til våddragten hvilket betød, at jeg måtte have hjælp til at få lynlåsen ned og våddragten af. Uheldigt, men naturligvis ikke noget, der kostede mere end 30-40 sekunder. Vigtigst af alt - jeg bevarede total kontrol og var fuldstændig rolig.

Så galt det cyklingen og de første kilometer gik som planlagt med at få benene igang og alt under kontrol. Jeg kørte tilbageholdende, men fandt ret hurtigt ind i et godt jævnt tempo. Så snart jeg var vindtørret var temperaturen perfekt og endnu en gang må jeg konstatere, at min langærmede hvide trøje er det perfekte racegear. Vejret vekslede mellem sol og skyer og enkelte meget begrænsede regnstænk. Først på de sidste 50-60km begyndte der at komme lidt mere vind, så alt i alt praktisk talt perfekte race-betingelser. Jeg var på forhånd spændt på, hvordan rutens beskaffenhed ville være eftersom jeg ikke kendte den på forhånd. To omgange af 86km og så en lille afstikker ind til T2. Det betød fire lidt længere stigninger og så nogle rullende bakker. 1600 højdemeter i alt og nogle rigtig gode, lange nedkørsler, hvor man bare kunne ligge i bøjlen og træde det tungeste gear. Topfarten var oppe på 67 km/t, men der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg følte, jeg ikke havde kontrol over cyklen, så det var en virkelig fed rute. Solar Berg, som man passerer to gange, var også fed - fuldstændigt proppet med publikum på begge sider af vejen og så kører man op igennem dem i ægte TDF-stil. Fedt! Og svært ikke at lade sig føre med.

Dagens andet uheld skete dog allerede 20km inde i cykeldelen på den første stigning. Jeg sætter mig godt tilbage i sadlen og træder til for at komme op af bakken. Halvvejs oppe lægger jeg mærke til, at sadlen lige så stille glider under mig så næsen kommer til at pege opad! Ikke så smart og overraskende alt den stund at jeg ikke havde skruet sadlen af saddelpinden, da jeg pakkede cyklen, men blot taget både saddel og saddelpind af. De næste 20km var frustrerende indtil jeg kom til det assistance point, som Mavic havde opstillet ved 40 og 80km. Her kunne jeg få sadlen skruet ordentligt fast i vandret - dog kom den lidt længere frem end den burde have været, så min position var ikke helt optimal. Det kostede nogle frustrationer, men det kan man ikke bruge til ret meget i en IM, så det er jo bare med at træde videre og få det bedste ud af situationen. Der er dog ingen tvivl om, at dette uheld mindst kostede 15 min på cyklingen.

Jeg fandt dog rytmen igen og kørte jævnt og kontrolleret resten af løbet. De sidste 30km kørte jeg endda ganske lidt hurtigere end det samlede gennemsnit, så disponeringen var spot on. Om det var den ændrede siddestilling, for få timer på enkeltstartscyklen eller tilfældighedernes spil der gjorde det, så mærkede jeg dog lidt ømhed både i min hipflexor og i det ene knæ på de sidste 30-40km af cyklingen, hvilket gjorde mig noget bekymret for det afsluttende løb. Jeg søgte dog tilflugt i den metodik, jeg kørte efter på Lanzarote: på en IM skal man ikke fokusere så meget på fremtiden og hvad der venter, men på nuet og på de kilometer, der allerede er veloverstået.

Småuheld hist og pist endte ikke med at ryste mig. Til gengæld var noget af det, der lykkedes rigtig godt og endnu bedre end på Lanzarote, væske- og energiindtaget. Opskriften var den samme: væske for sig og energi for sig, så jeg sørgede for at være velhydreret, men samtidig havde fuld kontrol over mængden af energi. Men denne gang havde jeg dog efter et par eksperimenter på kortere distancer tilføjet et nyt element: elektrolytter. I stedet for at drikke rent vand droppede jeg en brusetabelet med salte og en lille smule smag i de dunke med vand, jeg fik i depoterne. Teorien bag er den, at man dermed erstatter det salt som kroppen mister gennem sved og at vand med en lille smule salt optages hurtigere end rent vand (og meget hurtigere end stærk energidrik). Det virkede fantastisk. Jeg havde mærkbart mindre skvulpen i maven og først en lille smule kvalme til allersidst på løbet (hvor jeg drak vand, energidrik og cola fra depoterne). Elektrolytterne vil helt sikkert blive fast inventar fremover - og jeg vil for fremtiden også anvende dem på løbet.

Jeg kørte som sagt ind i T2 med en lille bekymring om hvorvidt biomekanikken ville stå distancen under det efterfølgende marathon. Men efter devicen: run in the now hev jeg kompressionsstrømperne på, snørede skoene og løb ud på ruten. Apropos grej: det kan godt være, kompressionsstrømper ser idiotiske ud, men de var endnu en gang superfede at løbe i. Nul vabler efter 42km og en fantastisk god støtte til achilessene og lige under knæet.

Til min egen overraskelse fungerede løbet faktisk ganske fornuftigt. Tempoet var meget kontrolleret for ikke at sige langsomt, men stødt og roligt åd jeg mig gennem kilometer efter kilometer og overhalede faktisk en efter en, hvilket bestemt ikke er hverdagskost for mit afsluttende løb. Efter de første 10 km som blev tilbagelagt på 55 min. måtte jeg indlægge nogle gå-pauser primært for at få fyldt væske og energi på i depoterne. Løberuten var i øvrigt ikke helt flad og både det at løbe opad og nedad kan godt være noget træls på dette tidspunkt, men pludselig er man halvvejs og så er man ved 27km og sidste vendepunkt og så skal man jo bare overleve turen hjem.

Jeg var bevidst gået ind til racet med det primære mål at gennemføre, men undervejs på løbedelen rettede jeg forholdsvis hurtigt blikket mod 12-timers grænsen, som man naturligvis bør kunne bryde som rigtig jernmand. Det mål var hele tiden under kontrol og jeg formåede at komme igang med at løbe igen efter hver gå-pause gennem depoterne. En øvelse, der til sidst kræver en del viljestyrke.

Så møder man 40km-skiltet og løberutens længste bakke. Men den skal bare overvindes og gåsehuden begynder at indfinde sig, når mængden af publikum tager til det sidste stykke og tilråbene begynder. Benene gør ondt, der er lidt kvalme, men man løber alligevel og så kommer 42km skiltet. Man løber rundt i målområdet de sidste 200m med hænderne i vejret under publikums helt eksalterede jubel og føler sig som en rockstjerne. Ubeskrivelig følelse at krydse mållinjen og få medaljen om halsen. 11:39:55 - langt fra nogen verdensrekord, men en tilfredsstillende tid alt taget i betragtning. Følelsen af at have overvundet sig selv er målet i sig selv.

Men ikke dermed sagt, at en PR ikke kan forbedres :-) Jeg var på forhånd uafklaret med hvorvidt der skulle køres IM i 2010 eller om sæsonen i stedet skulle lægges an på en række kortere, hurtigere stævner. Men efter Roth og et par dages restitution, hvor kroppen faktisk har haft det forbløffende godt, må jeg sige, at jeg nok bliver nødt til at køre én til i 2010. Challenge-arrangørerne planlægger jo et stævne i København, så det bliver jo nærmest umuligt at sige nej til.

Indtil da gælder det selvfølgelig om at få gang i jernbenene igen til resten af sæsonens OL-distance-konkurrencer. Der er jo en anden ironman som skal udfordres i det sønderjyske... :-)

Før sæsonmålet

2009-07-08T12:19:00.005+02:00

Søndagen bød på race i Næstved. En OL-distance-tri, som jeg ikke har kørt før, men som jeg snuppede i år, da DM i Guldborgsund passede dårligt i kalenderen. (Skal jo øve distancen til de to a-races på netop OL-distancen senere på sommeren ;-)

Jeg havde faktisk et ok race - svømningen gik fornuftigt uden at være sindsyg hurtig (24:48). jeg havde en rigtig god følelse på cyklen og et acceptabelt afsluttende løb, hvor jeg dog måtte grave lidt dybt uden rigtig at få fart i benene. Eneste hage var at jeg skar foden på vej ud af kanalen, hvor en masse skarpe sten gjorde exit'en decideret farlig. Mærkede først noget til det igen på løbet, og løbeskoene kom da også til at se drabelige ud.

T1 kunne være hurtigere (1:26), men jeg var kontrolleret og det samme galt cykeldelen, hvor jeg relativt hurtigt fik pulsen under kontrol og kørte et totalt jævnt pace hele vejen til en cykeltid på 1:05. T2 var tilgengæld lynhurtig (0:10) - det hjælper, når man ikke skal fumle med våddragt, men bare på med skoene og ud. Tilbage var blot 10 km som faktisk havde et par små, men ret stejle bakker med løst underlag som kunne bryde den rytme, der faktisk indfandt sig efter 4-5 km. Løbet tog 42:56 til en samlet sluttid på 2:14:37 og en 7.-plads blandt de ca. 65-70 startende. Acceptabelt, men træls at blive overhalet på løbet af et par gazeller. Et par minutter her gør en stor forskel. Jeg var dog tilfreds eftersom træningen mest har været stillet ind på mængde forud for Roth på søndag - og særligt fordi jeg eksekverede et race med meget høj grad af kontrol. Jeg løb en totalt jævnt pace på alle ti kilometer af løbet fra første skridt - bortset fra sidste km hvor jeg øgede tempoet.

På søndag venter Roth. Cyklen er pakket ned, 12-27-kassetten monteret på zipp'erne og forberedelsen hovedsageligt lagt an på det mentale. Ikke noget nyt racegear, ikke noget overladt til tilfældighederne. Jeg glæder mig, men er naturligvis også spændt på, hvordan det forløber. Jeg har overvundet distancen én gang - jeg kan gøre det igen.

Vil forsøge at køre kontrolleret og konservativt på cyklen og arbejde med det mentale på løbet. Jeg håber at have endnu mere styr på væske- og energistrategien end jeg havde på Lanzarote, hvor den del gik godt, og tilbage er blot at se, hvordan dagen udspiller sig. Målet er gennemførelse - alt andet er bonus.

Jeg har ikke fordelen af at kende cykelruten som jeg gjorde på Lanzarote, men til gengæld skulle den byde på væsentligt færre højdemæssige og vindmæssige udfordringer, så det (mere end) udligner forhåbentlig sig selv. Løbet bliver hårdt - men det er jo hele charmen ved IM.

Fingers crossed!

Endnu en flugt fra Havnsø

2009-06-22T13:54:00.003+02:00

Efter lang tid uden konkurrence var det godt i weekenden igen at få gang i zipp-hjulene. Halv-IM i Havnsø var et superfedt stævne sidste år - det var det også i år.

Vejret var bedre end sidst, men der var stadigvæk betydelige bølger at slås med på turen ind fra Nexelø-færgen. Sidste år var svømmeruten én lang strækning på 1,9 fra færgen og ind til land, hvilket var svært at navigere efter. Belært af den erfaring havde man lavet en trekantet bane, men heldigvis bevaret den særlige start fra færgen. Det gjorde det nemmere at sigte efter bøjerne, men betød omvendt, at man også fik øvet sig i at svømme både med bølger fra højre, fra venstre og lige i snotten. Nå ja, så lærer man i hvert fald at man først skal trække vejret helt ned i lungerne når man har forsikret sig om at man rent faktisk nåede at få munden over vand...

Jeg kom i land ca. midt i feltet efter en ok svømning forholdene og det faktum, at det var sæsonens første tur i åbent vand, taget i betragtning. Var forbavset over at jeg slet ikke var påvirket af det kolde vand. Havde en da overskud til at delfin-dykke de sidste par meter ind på lavt vand - må have set virkelig prof ud eller virkelig mærkeligt.

T1 gik fint og var klaret på lige over et minut, hvilket var tilfredsstillende og på niveau med de hurtigste. På cyklen skulle jeg lige finde rytmen, men så kom der ellers fint gang i cyklen. Måske også lidt for godt gang i den, for jeg fik nok kørt for stærkt. Knaldede igennem de 90km på to en halv time and changes og så var jeg endda nødt til at stoppe op og tage min fusion kompressions-ankelting af, da den simpelthen var for stram. Så blev jeg også lige mindet om, hvorfor man ikke bør køre med noget til konkurrence som man ikke har prøvet grundigt af inden - og med grundigt mener jeg altså ikke bare løbe, men også cykle med den.

T2 var endnu hurtigere end T1 men så begyndte det også at gå ned ad bakke. Vejret var faktisk overraskende varmt og jeg havde forsømt at drikke nok på cyklen. Kunne også godt mærke i benene, at der var givet lidt for meget gas på cyklen. Det straffede sig hurtigt på løbet. Første omgang gik egentlig ok - på trods af en lille omvej jeg måtte ud på sammen med en anden deltager som overså rutemarkeringen og som jeg bare fulgte efter en 400-500m indtil vi måtte konstatere, vi var på afveje og måtte løbe tilbage. Men selvom løbeturen endte med at blive 22,5 km og ikke 21, så er sluttiden langt fra godkendt. Jeg endte med at bruge næsten lige så længe på løbedelen som på cykeldelen og det er bestemt ikke meningen.

Som sædvanlig er der altså lært en lektie og IM Roth vil under alle omstændigheder blive pacet på en helt anden måde. Inden da står den imidlertid på mere træning og forhåbentlig tri på OL-distancen i Næstved om et par uger.

Alt i alt en god, hård dag i det nordvestsjællandske - det forlyder i øvrigt, at arrangørerne ikke er sikre på, om de skal gentage stævnet til næste år. Det ville være trist, så lad os alle opfordre dem til tværtimod at holde fast i en god tradition.

/Søren

Erstatning for DTU Adventurerace

2009-06-13T09:54:00.001+02:00

Hmmm… West Coast Challenge (www.wcc.dk) afholdes omkring Blåvand i september. Drivkræfterne er delvist sammenfaldende med folkene bag FEM, CEM og nu “Extrem Marathon”.

/kco

Så kan Odden bare komme an…

2009-06-06T14:12:00.001+02:00

Dagens tur blev i alt 117 km – en fin tur op over Esrum Sø og gennem dejlige Grib.

Efter et mindre heldigt kædeskift inden afgang fra København, knækkede HHK pludselig sin bagskifter af, da der var allerlængst hjem. Super ærgerligt. Nu må cyklen lige besøge en flink smed, så den er klar til på næste søndag.

Turen var en god confidence-builder. Det skal nok gå på søndag.

/Kasper

Overskud

2009-06-05T16:41:00.001+02:00

Dagens cykeltræning bestod af 89 km – en fremragende bakketur i selskab med Søren.

Det er utroligt hvad søvn og fornuftig ernæring kan gøre ved cykeloplevelsen. Overskudsfornemmelsen står i skærende kontrast til turen med HA forleden.

Nu skal der restitueres igennem til i morgen, hvor distancen bliver øget med 35 km. Det bliver lækkert :-)

/Kasper

En eye-opener

2009-05-30T15:29:00.001+02:00

Havde igår en aftale med HA om lidt smalsporet træning (76 km) med udgangspunkt i Nørrebro.

Med tanke for den kommende udfordring på 230 km (give and take), var det klart bekymrende, hvor hurtigt HA kører for tiden. Ikke mindst taget i betragtning, at han havde styrketrænet sine ben selvsamme morgen!

Puha.

/kco

Back to basics

2009-05-24T16:19:00.001+02:00

Jeg havde jo egentlig lovet mig selv, at fremtidige marathons (og derover) skulle være på baggrund af en seriøs træningsindsats. Det holdt indtil idag.

Kom rundt i 4:39, hvilket er en hel time fra PR. Men uden træning og taget i betragtning, at vi skal tilbage til Lanzarote i april 2008 for at finde distancer over 13 km – så er det alligevel stærkt tilfredsstillende.

Og så får man jo selvfølgelig også en kærkommen lejlighed til at ihukomme coach McTavish:

“If it felt good, you didn’t push hard enough. It’s supposed to hurt like hell.”

‘Nuff said.

/kco

Fuld fart på Giro’en

2009-05-14T20:11:00.001+02:00

Jeg synes det har været regulært grænseoverskridende, når vi eksempelvis på Lanzarote har været oppe på 60-70 km/t på nedkørsler.

Men 110 km/t på dagens etape i Giro d’Italia – så har man jo et latent dødsønske! :-)

/Kasper

12 timer i røg og damp

2009-05-06T11:05:00.002+02:00

Lørdagens race var debut på 12H-formatet og dagen var imødeset med spænding. Søndagen forinden havde jeg lejlighed til at prøvekøre ruten (ikke, at jeg forventede, der ikke ville være rig mulighed for at kende ruten indgående efter 12 timer, men det er jo altid rart at kunne forberede sig mentalt og visualisere udfordringerne i ugen op til) og det viste sig at være et superfedt spor. Rigtig meget singletrack og kort meget få og korte transportstræk. Ruten var knastør og havde et rigtig godt flow. Alle bakker kunne køres, men et par af dem var dog så stejle at de kaldte sveden frem på panden og syren i benene - især sidst på dagen.

På raceday var vejret perfekt. Høj sol og næsten ingen vind - komplementeret af en fantastisk stemning i målområdet. Næste år må vi stille med et hold - der blev virkelig hygget igennem mens jeg var hensat til at slide på cyklen.

Jeg stillede i en ok cykelform synes jeg efter en uge præget af masser af timer på cyklen og ikke meget nedtrapning. På forhånd havde jeg besluttet mig for at tage det som et solidt træningspas og ikke køre mig selv ud over grænsen for, hvad der kunne restitueres hurtigt så kontinuiteten, der pt. er fornuftig, ikke ødelægges. På den anden side skulle jeg naturligvis have noget ud af turen og prøve benene af.

Benene viste sig ganske rigtigt at være rigtig friske og den største udfordring var i forhold til resten af kroppen. Sporet var hurtigt og hårdt, så selvom jeg priste mig lykkelig for min fully måtte ryg, nakke, håndled og hænder dog indkassere betydelige tæv dagen igennem. Der gik et par dage før følelsen er vendt helt tilbage i alle fingrene, men resten af kroppen var kun øm søndag. Sidst på dagen var det i virkeligheden støvet, der viste sig at være den større gene og jeg hostede og hakkede gevaldigt på de sidste par omgange jeg kørte. Jeg endte med at køre indtil der var to timer tilbage. Jeg havde været lidt letsindig med påklædningen og ikke taget lange rør med, så da kroppen begyndte at blive kold og det kunne mærkes i knæene hoppede jeg af cyklen og noterede min personlige distancerekord på mtb til lige omkring de 120km. Jeg fik dog ikke alle kilometerne talt med, da jeg kørte næsten halvdelen af sporet dobbelt efter at have glemt min hjelm (det kan godt være, det ser åndsvagt ud at gå på toilettet med hjelmen på, men tager man den af, skal man i hvert fald huske at få den på igen). Jeg kunne have kørt flere kilometer - benene var friske, men lungerne var efterhånden plagede af støv.

Misseren med hjelmen var imidlertid det eneste koncentrationssvigt jeg havde. Jeg var på forhånd spændt på, om det var muligt at holde koncentrationen oppe i så lang tid - især taget i betragtning, at det var et temmeligt teknisk spor som stort set krævede opmærksomhed hele vejen rundt. Det fungerede rigtig godt og jeg var kun nede én eneste gang. Det var rent fumleri og egentlig ikke noget svært stykke, men jeg skred ud i et sving og så måtte jeg lige ned og ligge. Ingen skrammer og lynhurtigt oppe igen som en ninja. Heller ikke tekniske problemer stødte jeg ind i. Bremseklodserne holdt og jeg havde ikke engang en punktering. Og jeg må sige, at jeg bestemt ikke misunder dem, der kørte soloklassen på hardtails - føj, det må have været som at gå 12 runder mod Mike Tyson til sidst.

Alt i alt et superfedt arrangement. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg kører 12-timers. Er overbevist om, jeg vender tilbage næste år og afhængig af resten af race-kalenderen, så kunne det være, man skulle køre til sidste blodsdråbe.

Fart og stabilitet

2009-04-22T08:50:00.004+02:00

Der bliver i skoven ofte råbt "Fart og stabilitet!" når store mudderhuller eller andre forhindringer skal passeres på MTB. Her er i hvert fald én der har øvet sig på balanceelementet!

/K

Imponerende!

2009-04-20T16:24:00.001+02:00

Der noteres et moderat pres...

/Kasper

Fremad på ny (II)

2009-04-06T17:45:00.002+02:00

Det var dråben. Jeg nægter ganske enkelt at blive sat på MTB af Boesen. Og især når det er så overbevisende. Øv!

Senest søndag var vi rundt på “det røde spor” i Hareskoven sammen med Hans Henrik. Ingen tvivl om, at HHK hurtigt kan blive svær at holde bagved – men igår var han dog betydeligt mærket, antageligvis af fredagens udskejelser.

Det forstår jeg dog personligt ikke meget af. Skal man ikke være ret gammel før man får andendags tømmermænd?

Nå, men denne post alene for at markere, at bunden er nået. Herfra går det op.

Det gamle og nye år med sportsbriller

2008-12-29T21:12:00.002+01:00

Der er beklageligvis ikke blevet postet meget på bloggen de seneste par måneder - hvilket dog snarere skyldes travlhed end manglende sportslige begivenheder at berette om.

Mtb'en er blevet rørt i race-sammenhæng et par gange - både i marathons i Hillerød (træls dag i skoven med regn og kulde fra start til slut) og Tisvilde (fedt terræn, men puha jeg koldede med 10km til mål) og et par afdelinger af Vega Cykler Vinter Cup. Cykelformen må siges at have været stillet ind på vinter, men efter jeg har taget mig sammen til at få besøgt TRI4s spinningtimer et par gange om ugen begynder hjulene at trille lidt mere ubesværet.

Formen er også for opadgående at dømme efter de to afdelinger cross-duathlon som efteråret har budt på. Især 2. afdeling på en våd, våd rute i Blovstrød var jeg tilfreds med. Jeg hentede en af de forankørende akurat på vej ind i sidste skifte og tog 10 sek. på ham på en effektiv transition. Jeg hørte imidlertid hurtigt hans skridt bagfra og gruede for det afsluttende løb - når man fanger en på det tidspunkt betyder det jo logisk set, at han hidtil har løbet hurtigere end en selv, og det afsluttende løb har altid været en udfordring for mig. Jeg har dog forbedret mig og også min evne til at presse citronen til det sidste - hvilket jeg gjorde og jeg holdt ham lige nøjagtig bag mig hele vejen til mål, hvilket var en stor, stor tilfredsstillelse. Ja, man må tage de små glæder undervejs - og det gav samtidig en top-10 placering.

Julen har betydet mindre cykling og svømning, men i år til gengæld langt mere løb. En test af ikke mindre end fem nye løbesko har sat mig på hård high frequency running-kost, så siden den 18. december har jeg været i løbeskoene dagligt. 145km på 12 dage tangerer vist PR. Og det går egentlig forbløffende godt. Nogle dage er benene tungere end andre, men tidligere i dag til mandagstræning følte jeg mig godt løbende og havde ikke problemer med at følge med - bortset fra Andreas.

Hvad skal der så ske i 2009? Tja, det bliver forhåbentlig et år med nye sportslige højdepunkter og først og fremmest et år med masser af kvalitetstræning. IM Roth i juli er fortsat hovedmålet og jeg har desuden netop tilmeldt mig et 12-timers MTB-løb i maj, som bestemt også bliver udfordrende - og en god generalprøve hvad angår væske- og energiindtaget i Roth. Både i Hillerød og Tisvilde forsømte jeg energiindtaget grelt og betalte prisen, så nu har jeg lavet den fejl de par gange, der skal til for at indse, at man godt kan møde muren selv om man sidder mageligt på en fuldaffjedret Specialized, og at det ikke nytter noget ikke at drikke og spise, selvom alt er mudret til og man har grus i hele systemet.

Det er ikke helt optimalt tidsmæssigt i forhold til Roth, men jeg har stadigvæk en ambition om at gøre en god figur til Outgames i slutningen af juli. Forhåbentlig kan jeg få noget fart tilbage i benene til OL-distancen efter få uger, men nu må vi se, hvordan det går. Er også tilmeldt enkeltstarten og et par svømmestarter på de lange crawldistancer (er nødt til at forsvare min OL-broncemedalje på 1500m fri fra Montreal og forbedre min tid - det første bliver svært, det sidste formodentlig knap så svært).

Derudover tager jeg året som det kommer. Måske der bliver lejlighed til en PR på halvmarathon-distancen, og jeg kunne bestemt også godt tænke mig at køre Nexelman igen i 2009 - forhåbentlig med svømmestart i mindre hård sø, så tiden kan forbedres på den konto.

Hård halvmarathon i godkendt tid

2008-09-29T10:25:00.000+02:00

Gårsdagens program stod på Powerade Halvmarathon på Islands Brygge. Det gode lørdagsvejr lokkede til tre timers mountainbike i Hareskoven, men benene var egentlig ok friske søndag morgen til en rask løbetur.

Løbemængden på det seneste har ikke været så stor, men det er blevet til et par raske intervalture og lidt hurtige 10km-løb, så jeg havde fra start besluttet mig for at lægge godt fra land og gå efter en hurtig tid. Jeg ville prøve at løbe efter 1:30 velvidende at det var et meget ambitiøst mål - hvis jeg holdt mit 4.15 pace fra forrige weekend på den dobbelte distance ville jeg have ca. et minut i overskud, men det var tvivlsomt, hvorvidt det var tilstrækkeligt.

Løbet gik dog godt og jeg synes jeg havde et par mere kontrollerede første kilometre sammenlignet med Friløbet. Jeg holdt et fornuftigt pace som endda var lidt hurtigere end Friløbet de første 10 km og løb så de næste 6-7 km mellem 4:20 og 4:25 pr. km. Først ved 18 og 19km røg pacet over 4:30 og på de to sidste kilometre gik benene helt i sort. Den manglende mængde i træningen viste sig benhårdt og de sidste to kilometre kostede rigtig meget tid. Sluttiden blev 1:35, og jeg var ikke gået under 1:30 hvis jeg havde holdt 4.30 på de sidste to kilometer, men det havde dog været betydelig tættere på.

Den positive erfaring fra løbet var dog, at jeg følte jeg eksekverede et godt løb og med mentalt overskud til at presse hele vejen. Jeg fangede en hare i en stærk Sparta-kvinde og det var en stor fordel - havde løbet været to kilometer kortere havde det været lige i øjet, nu manglede der lige det sidste på udholdenhedskontoen.

Jeg leger lidt med tanken om at træne lidt mere målrettet frem til Newline Skovmarathon 2. november for der at forsøge at komme under 1:30 på halvmarathondistancen.

Foreløbig skal de meget stive ben restitueres og så skal de rundt i Hillerød Mtb-marathon næste weekend.

Det løber stadig rundt

2008-09-22T09:10:00.000+02:00

Selvom triathlon-sæsonen må erklæres for slut, så sker der stadig lidt på konkurrencefronten - der skal jo være mening med tingene :-)

Sæsonen blev sluttet af i Blovstrød 7/9, hvor jeg også løb med sidste år. Det er TRI4 klubmesterskab, så det blev distancen 400m-25km-5km lige som sidste år. Det gav anledning til endnu en forbedring i forhold til sidste år, hvor tiden var 6:41, 43:20, 22:32 til en samlet sluttid på 1:12:33. I år så tallene ud således: 6:48, 40:35, 21:28.

Tiden hentet på cyklen kan skyldes mange ting, især vejret, men jeg er ganske tilfreds med det ene minut på løbet - det afsluttende løb har længe været et fokusområde. Et minut mere på en 5'er og det kan være, jeg kan hente Andreas til næste år - tredje gang er jo som bekendt lykkens gang.

Svømmeformen har ikke været prangende hen over sommeren, hvor der er blevet svømmet meget beskedne mængder i forhold til tidligere. Men nu er sæsonen heldigvis startet for alvor og det bliver til lidt flere meter i vandet på ugebasis.

Løbeformen blev naturligvis også afprøvet i dette års DHL, hvor jeg var flyvende sidste år. Det blev knap så hurtigt - ikke mindst fordi jeg løb 1+2 tur i år, hvor der var stor trængsel. 43:11 var dog godkendt uden at være prangende. Gårsdagens konkurrence var Berlingskes Friløbet, hvor de ti kilometer langs søerne og gennem Tivoli også var præget af meget trange passager. Her lykkedes det dog at klemme tiden ned på 41:33 selv efter en munter lørdag til en våd fødselsdag - uden at det var decideret ubehageligt.

Næste søndag venter Powerade halvmarathon, så det bliver interessant at se, hvordan tempoet bliver på den distance. Og så er der jo efterårets forventede højdepunkt i Hillerød den 6. oktober, når Specialized'en bliver stillet over for MTB marathon over 100k - det bliver stort.

Tri nu også på mtb

2008-09-01T11:09:00.000+02:00

En weekend med fantastisk sensommervejr og to gode konkurrencer - kan det blive meget bedre? Lørdagen bød på en rask svømmetur rundt om Christiansborg. 2 km i selskab med adskillige tidligere olympianere og samlet set 600 vandhunde. Tiden er endnu ikke offentliggjort, men det var en fornøjelse at svømme rundt i hovedstaden.

Søndag gik det løs ved Buresø til Haretris Off Road Triathlon 2008. Super vejr, super lokation, super race. Jeg havde en rigtig god følelse hele vejen rundt - dvs. det var hårdt hele tiden på den gode måde. De 900m svømning, en god tur på mtb og afsluttende 10km på den meget kuperede løberute var superfed.

Resultatmæssigt var jeg flyvende i forhold til sidste år, hvor jeg led lidt på løbet - jeg forbedrede mig i alle tre discipliner og skar 11 minutter af sluttiden fra sidste år. Ikke dårligt. Jeg kunne have taget et minut mere på cyklen, hvis jeg ikke måtte en tur i græsset efter et sammenstød med en anden deltager som jeg kørte sammen med på anden omgang. Det kostede en eger, men jeg var lynhurtig oppe som en ninja, da jeg fandt ud af at hjulet kunne køres på.

Jeg hentede et par slutplaceringer på det afsluttende løb og det er altid en stor fornøjelse, da det tidligere har været her, jeg har måttet aflevere placeringer.

Retur til Hillerød

2008-08-27T12:42:00.000+02:00

Hillerøds tri i august er et superfedt stævne. Rigtig mange mennesker deltager - i år mere end 500, så man er ikke alene om selvpinslerne undervejs på de 500m - 38km - 10km.

Sidste år havde jeg et rigtig tilfredsstillende race og fik en god slutplacering det store felt taget i betragtning. Særligt fungerede det afsluttende løb godt. Meget arbejde og ikke så meget målrettet træning op til stævnet i år havde gjort, at jeg forventede et race lidt under sidste års niveau.

Men jeg overraskede mig selv med et veleksekveret løb, der shavede 30 sek. af sluttiden fra sidste år - bestemt ikke forventet, men efter nogenlunde samme opskrift som sidst; et solidt afsluttende løb, der var rigtig jævnt og med god følelse hele vejen rundt. Det rakte igen i år til en top-10.

Den store motivationsfaktor ved stævnet i Hillerød er den forskudte start, der betyder, at der hele tiden er mulighed for at fange den forankørende eller løbende. I år blev jeg dog i modsætning til sidste år overhalet på cyklen - af stævnets senere to'er, der formodentlig havde vundet (manglede kun tre sekunder), hvis han ikke var kørt forkert på cyklen. Jeg forsøgte et kort stykke tid at ligge på hans hjul (det er jo et draftstævne), men selv der gik det for stærkt og jeg vurderede, at det ikke var holdbart at tordne igennem de 38km med 175 i puls hele vejen, så jeg lod ham køre. Det viste sig at være heldigt, ellers havde jeg formodentlig fulgt med ham der, hvor han drejede forkert - han overhalede mig i hvert fald igen lige inden mål, så det havde været skønne spildte kræfter.

De indbyrdes klubopgør gik også fornuftigt - Andreas må dog have haft problemer på løbet for det er sjældent jeg kan tage to minutter på ham på en 10km'er.

Alt i alt en god dag sidst på sæsonen - næste weekend byder på svømning rundt om Christiansborg om lørdagen (1,9km) og en off-road triathlon ved Buresø om søndagen (900-25km-10km).

Roth 2009

2008-07-14T13:59:00.000+02:00

Så er sæson-målet for 2009 langt på plads: Årets længste dag bliver 12. juli. Jeg har netop betalt deltagergebyret til IM-Roth.

Efter gennemførsel på Lanzarote tidligere i år var jeg sikker på at jeg ville køre en IM mere til næste år og efter lidt vaklen frem og tilbage mellem mulighederne har jeg besluttet mig for at tage til Roth for at køre på IM-distancen. Løbet er veletableret, men ikke en del af det officielle IM-circuit (jeg må kvalle til Hawaii næste gang så ;-). Cykelruten er mindre vanvittig end på Lanzarote uden dog at være helt flad og løberuten ser ud til at være væsentlig mere afvekslende og seværdig. Man løber én omgang, så det kommer til at gælde om at sætte sig nogle delmål undervejs. Omvendt løber man ikke tre gange forbi mål og skal tvinge sig selv ud på en ny omgang.

Vejret i år var dårligt, men til gengæld satte Torbjørn Sindballe ny dansk rekord (og blev nummer 3) - så måske er det en IM, der bringer held til danske triathleter. Må dog nok også hellere træne lidt op til - bare for en sikkerheds skyld.

DM i dynd

2008-06-30T11:27:00.000+02:00

Søndagens race var henlagt til Guldborgsund, hvor der var DM i kort tri (OL-distancen - 1500m - 40km - 10km). Det er altid sjovt at køre med til et mesterskabsstævne, da alt foregår helt efter regelbogen og toppen af poppen (i hvert fald den danske del) stiller til start.

Svømningen var elendig - vi startede i et ulækkert havnebasin hvor man trådte vande i fem minutter i en suppe af plastaffald, tang og dynd inden starten gik på en rute, som var så mærkelig lagt ud at det tog racebriefingen 15 minutter og flere forsøg på at forklare den til deltagerne, så det var forståeligt hvilken vej man skulle rundt om hvilken bøje. Det var ikke i orden - men jeg havde jo heldigvis hele tiden nogen foran, der kunne vise vej. Hvad værre var, at svømningen formodentlig også var noget længere end 1500m. Ingen i eliten svømmede under 20 minutter - og jeg brugte rigtig lang tid i vandet selvom jeg havde en væsentlig bedre rytme end i Sejerøbugten og egentlig gav den rigelig med gas.

En god lang løbetur i T1 og så op på cyklen og fuld gas. Cykelruten var røvkedelig - syv gange ud-hjem, hvor man havde strid modvind på udturen og medvind på hjemturen. Den første halvde omgang gik med at få pulsen under kontrol, men så gav jeg ellers mere gas dog uden at køre rigtig stærkt. Men en gennemsnitspuls på 168 blev det da til, så vinden må have spillet ind overfor gennemsnitsfarten.

T2 gik hurtigt bortset fra at jeg blev stoppet i skiftezonen af en dommer og bedt om at spænde hjelmen (!) - det er åbenbart meget farligt og derfor i strid med reglerne, at løbe med en cykel i skiftezonen uden at hjelmen er spændt. Det kostede dog næppe mere end 10 sekunder og så var jeg på løbebenene i mine lette Nike Mayflys. 10km er lige grænsen for hvor langt det giver mening at løbe i dem - det kostede et par vabler, men jeg nåede ikke at være generet af dem før jeg var i mål. På løbet havde jeg nok at gøre med at presse mig til at holde et højt tempo og det lykkedes faktisk. Jeg holdt tempoet jævnt til sidste kilometer på trods af at jeg havde en kilometer med kvalme.

Det lykkedes mig at hente en klubkammerat på sidste omgang af løbet - det er virkelig sjældent jeg får lov til at løbe folk ind, der har cyklet og svømmet hurtigere end mig selv, det plejer at være omvendt, så det var en superfed følelse. Med 1 km. til mål bliver jeg overhalet af en ældre herre med god fart i benene. Det var satans tænkte jeg og forsøgte at hænge på. Han slog dog et hul da jeg måtte bøvse en gang for ikke at knække mig. Jeg ville ikke finde mig i det så jeg forfulgte ham så hurtigt jeg kunne og da vi drejede ind på de sidste 100m hvor det blev til græs så spurtede jeg uden om ham og løb i mål. Fed følelse - indtil jeg vente mig om og så at han stadig manglede sidste omgang og derfor var vendt om lige inden mål. Nå ja, så fik jeg da trænet slutspurten.

Alt i alt en fed konkurrencedag, hvor jeg gav fuld gas fra start til slut og som følge deraf var total flad resten af dagen. Måtte faktisk holde ind på en rasteplads på vejen tilbage i bilen for at powernappe i 10 minutter inden jeg fortsatte.

Specializing in dust

2008-06-26T11:54:00.001+02:00

Gårsdagen bød på race-debut til den nye Specialized Epic i en afdeling af Dust-cuppen på et ganske fremragende spor i Hareskoven.

Jeg tog det stille og roligt i starten - det koster en del tid og placeringer ikke at køre meget offensivt fra start og at starte så langt tilbage som jeg gjorde, men jeg har ikke kørt mtb-race i månedsvis og har heller ikke presset den nye cykel hårdt over længere tid endnu, så jeg tænkte, jeg ville gå lidt roligt til værks.

Jeg nåede dog bestemt at få sved på panden på den superfede rute i Hareskoven, hvor man pisker op og ned af rimelig lange bakker flere steder på ruten - bl.a. er man oppe af "kælkebakken" tre gange på hver omgang, så der blev stadig nogle gode puls-spikes i løbet af mine tre omgange.

Jeg havde skrottet candy-pedalerne til fordel for et par velkendte almindelige egg-beaters og det var et godt valg - væsentligt nemmere at komme ind og ud af (selvom jeg faktisk kun var ude til et par enkelte løb opad, når trafikken gjorde det umuligt at køre og når cyklen skulle hen over et væltet træ).

Og igen - epic'en er fantastisk fed at køre på. Super meget mere kontrol, når det går stærkt nedad pga. skivebremserne og super super fed følelse, når man banker hen over rødder og huller. Jeg var mærkbart mindre træt i overkrop og ryg efter denne afdeling, end jeg har været på tidligere løb af samme længde.

Cyklen er også langt mere tilgivende overfor fejl og også forgaflen gør det rigtig godt. På sidste del af første loop var der efterhånden kommet afstand mellem rytterne og det begyndte at gå stærkt og pludselig var der et relativt dybt mudderhul lige efter en kort, stejl nedkørsel - et ordentligt ryk gav det, men cyklen sendte mig helskindet op på den anden side og nærmest så hurtigt at jeg var ved at køre ind i ham foran.

Mange diskuterer, hvorvidt det er langsommere at køre på en fully - jeg tror helt klart, jeg, med mit tekniske niveau, kører hurtigere på en fully. Jeg har langt nemmere ved at bevare et godt flow og udnytte terrænet, fx ved at give mere slip på korte nedkørsler lige inden en ny stigning - på den måde tog jeg faktisk de fleste af mine overhalinger sent i løbet.

Resultatet vidner om rum til forbedring - men afspejler også det konservative udlæg og den meget forsigtige placering i startfeltet. Jeg sluttede dog i den bedste halvdel af de 340 deltagere som nummer 146. Alt i alt en fantastisk fed aften i sporet - og med tydelig spor i ansigtet af at det havde været en rigtig dust-cup-afdeling.

I escaped from Sejrø

2008-06-23T10:51:00.001+02:00

Lørdagen bød på en tri-nyskabelse, nemlig Ninjas' "Nexelman" med startområde i Havnsø og en svømmerute inspireret af "Escape from Alcatraz". Distancen var halv IM, så jeg havde set frem til at prøve endurance-formen af på et format, hvor det var muligt at give mere gas og køre mindre konservativt, end jeg gjorde til den fulde distance på Lanzarote, hvor det var gennemførsel, gennemførsel, gennemførsel, der var målet.

Svømmestarten gik fra Sejerøfærgen, der sejlede en lille, eksklusivt felt af dødsforagtende triathleter ud i frisk vind og høje bølger på Sejerbugtens vand. 1,9 km fra kysten gik agterenden ned og vi tog springet ud i uvisheden. Jeg bemærkede ingen, der lavede "fåret", men der var selvfølgelig også kun en ca. 1½ meter ned. Det viste sig hurtigt at blive en ekstremt vanskelig svømmerute. Der var kraftig sidevind og de relativt høje bølger, den meget lange afstand til land og fraværet af en stor, gul bøje man kunne sigte efter gjorde navigationen særdeles vanskelig. Samtidig var det svært at se, man kom nogen vegne og svømmerne blev meget hurtigt spredt for alle vinde. Jeg har uden tvivl zig-zag'et gevaldigt på vej mod land og det var meget svært at finde nogen fornuftig rytme i den kraftige strøm og med bølger, der hele tiden spolerede den regelmæssige vejrtrækning.

Jeg har ikke nogen præcis split-tid på svømmedelen, men incl. T1 har det taget omkring 45 min hvilket er håbløst langsomt, men vidnende om de særdeles barske forhold. Da jeg endelig nåede i land gik det dog fornuftigt. Jeg valgte på grund af det lidt ustadige vejr og den kraftige vind at tage lidt ekstra tid i T1 så jeg kunne få mine kompressionsstrømper på og en cykeltrøje ud over min langærmede. Strømperne tager urimeligt lang tid at tage på, men jeg havde i tirsdags meget kolde og stive fødder, som var ubehagelige at løbe på lige i starten, så jeg valte at tage dem på - tiden skulle jo alligevel være brugt i T2. De var rigtig gode at have på under cykeldelen - har før haft lidt tendenser til svag krampe lige i starten af cykeldelen, men det var der slet ingen problemer med denne gang. Måske man skulle overveje at have dem på allerede under våddragten.

Oppe på cyklen var det en fornøjelse at kunne give godt gas. Jeg holdt en lille bitte smule igen i starten, men kørte første omgang (30 km) på 52 min og lukkede så mere op og kørte anden på 50 min og sidste på 52 min. Rigtig god følelse at træde mere igennem og suse afsted. Der var rigtig meget vind, men bortset fra det var det en hurtig rute med få og korte bakker.

Jeg var således rimelig frisk da jeg kom tilbage i T2 og efter en hurtig transition kunne jeg lægge fornuftigt ud på løbet. Jeg havde indledningvis et par kilometer med 4:25 min/km, men det faldt efter vendepunktet og må nok tilskrives at meget af udruten var i kraftig medvind. De i alt tre omgange på hver 7 km var hård kost og især på sidste omgang måtte jeg sænke farten markant, da jeg sloges med begyndende krampe i lægmusklen.

Det var dog fedt at løbe i mål efter et rigtigt hårdt løb, men hvor man samtidig følte at man havde givet los og havde kørt stærkt undervejs. Så alt i alt en rigtig god dag - men ingen tvivl om, at der tidsmæssigt er store forbedringsmuligheder at hente på en bedre svømning og et par mere optimale transitioner. I det lys virker det fristende at overveje endnu en halv IM i 2008 - Silkeborg er jo ikke så langt væk - og der er i virkeligheden også mulighed før, nemlig på DM i lang triathlon i Vejle den 10. august.

I første omgang står det imidlertid på en afdeling af Dustcup onsdag (debut for Specialized, så må vi se, om den kan gøre det lige så godt, som under Christoph Sauser, der i går vandt VM i XC-mtb. på sin Specialized ;-) og DM i kort tri (OL-distancen) i weekenden.

Ny låge

2008-06-18T09:56:00.000+02:00

Jeg glemte helt, at nyt grej naturligvis skal beskrives udførligt på bloggen. Efter i mange måneder at have været uden mtb besluttede jeg mig for at vente med at genanskaffe en bredsporet til efter IM-Lanzarote. På den måde kunne jeg fokusere træningen på løb og landevej og desuden minimere risikoen for at et grimt styrt i skoven spolerede træningen.

Den har været stærkt savnet og det var derfor også motiverede at kunne se frem til indkøbet af ny cykel mens jeg trampede de 180k rundt på Lanzarote.

Nu er den så kommet i stald og har været en 5-6 gange i sporet. Valget faldt efter moden overvejelse og vaklen mellem en hardtail eller en Canyon fullsuspension på en Specialized Epic. Jeg havde jo lovet mig selv et kulfiber-stel, hvis jeg gennemførte på Lanzarote - og den slags løfter skal man jo holde :-)

Jeg har ikke fortrudt købet - den er topfed. Det største spring opad er nok i virkeligheden på bremserne - sammenlignet med de gamle klagende v-bremser er de nye skivebremser en drøm. Jeg er spændt på, hvor lette de er at vedligeholde og justere - foreløbig giver de en helt, helt anden kontrol over bremsekraften og det er suverænt.

Valget faldt på Specialized pga. deres særlige brain-technology (og selvfølgelig fordi de har det fedste motto: You can never be too Speeeeecialized). Nu er jeg jo sproglig, så jeg forstår ikke til fulde de tekniske finurligheder bag brain-teknologien, men der er så vidt jeg forstår tale om en væskefyldt ventil der er i stand til at styre bagdæmperen således at den kun er aktiv ved stød nedefra og ikke fra den kraft, der overføres fra pedaltrådet. Det betyder, at cyklen gerne skulle føles som en hardtal indtil det begynder at bumpe.

Det er umuligt for mig at vurdere dette system i forhold til andre fullys, da det er min første cykel af slagsen - men at rive den hen over en masse små rødder mens man ufortrødent træder videre i pedalerne med fuld kontrol, det er fantastisk!

Cyklen er let, men ikke superlet. Alligevel føles den også rigtig fed på opkørslen fordi den er rimelig fast. De eneste skønhedsfejl, jeg indtil videre har konstateret er at styret er for bredt til min smag. Jeg føler mig som på en Harley Davidson - også fordi det er et riser-styr, hvilket jeg synes er alt for touring-agtigt. Det bliver nok skiftet ud. Det samme gælder de egg-beater candy-pedaler, som jeg heller ikke rigtig kan forliges med sammenlignet med almindelige egg-beaters. Platformen, der i teorien skulle give en større trædeflade, føles bare i vejen og gør det vanskeligere at klikke ind. De ryger formodentlig også til fordel for the good old regular guys. Endelig er der sutterne - specialized skulle efter sigende lave ganske udmærkede dæk, men jeg tror lige de skal en tur omkring vægten for jeg tvivler på, de står distancen mod et par klassiske Racing Ralphs fra Schwalbe.

Jeg glæder mig til at få den afprøvet i ræs-sammenhæng og det kunne især være fedt at deltage i nogle lidt længere mtb-marathons i løbet af efteråret - så den ekstra komfort for alvor kommer til sin ret. Hvem er klar på en tur i skoven? I am Specialized!

Midsommertri

2008-06-18T09:40:00.000+02:00

Efter et par uger med lidt rolig træning er løbemængden kommet op igen. Grundformen har vist sig at være hæderlig, så det har været muligt at absorbere en del løberi på det seneste. Ud af de sidste 10 dage har jeg været i løbeskoene de 8, så det er helt vildt. Primært korte ture i rask tempo, så det er noget anderledes end træningen op til IM Lanzarote.

I går stod menuen på Blovstrøds "Midsommertri", der er et meget uformelt og afslappende stævne med forskudt start og få dikkedarer. 600m svømning, 37km cykling og 7,5km løb blev det til og formen var fornuftig, selvom jeg ikke gav den gas på svømningen og godt kunne mærke, at benene har præsteret en del kilometer i mange dage efterhånden. Tiden blev 1:47:59 - 2 min. og 18 sek. hurtigere end da jeg løb det samme løb for to år siden.

Cykelruten er fantastisk - ingen tekniske sving, masser af rullende bakker, dog uden man skal på pivskiden og i går pænt med modvind på den sidste rundstrækning. Dejligt - det er jo ganske som på Lanzarote og så får man rigtig valuta for sit aerodynamiske setup. Jeg er efterhånden ved at have godt styr på det afsluttende løb, som jo altid gør lidt ondt. I starten kunne jeg ikke mærke mine fødder der åbenbart var blevet ret kolde i de våde cykelsko (som stadig lugter lidt fra Lanzarote) og lægmusklerne var også faretruende stramme. Men det løsnede sig og jeg kunne give gas til sidst.

I morgen står den på intervaller med TRI4, som nok ikke bliver for fuld gas og så er der dømt hvile torsdag-fredag inden starten går lørdag til ½-IM i Havnsø. Der er svømmestart fra Sejerø-færgen i ægte Escape from Alcatraz-stil, så det bliver forhåbentlig stort. Jeg er spændt på, om jeg kan udnytte erfaringerne fra Lanzarote i forhold til energi- og væskeindtag og så forhåbentlig presse lidt mere i forhold til farten. Nu må vi se - under alle omstændigheder skal det nok blive en god lang dag.

Endelig i mål

2008-05-27T14:46:00.004+02:00

Weekendens konkurrence var sæsonens hovedmål - eller rettere, det har været hovedmålet de sidste to sæsoner. Nu lykkedes det endelig at bryde den magiske grænse: ironman-distancen. Tilmed på Lanzarote, der altid er leveringsdygtig i hårde betingelser, især på cyklen.

Det var i sidste ende erfaringen, der bragte mig i mål. Alle de fejl, jeg tidligere har begået og indkasseret straffen for, blev undgået i lørdags. Af den grund havde jeg et race, der utvivlsomt kan (og vil blive) forbedret, men som reelt var uden større kriser undervejs. På intet tidspunkt mistede jeg troen på at jeg ville komme i mål inden dagen var omme, og følelsen på toppen af Mirador del Rio efter 2000 af de lidt over 2500 højdemeter var milevidt fra forrige år, hvor jeg måtte af cyklen og i den grad måtte sadle om fra det punkt af - og det, selvom der var mere blæst på ruten i år.

Svømningen gik ganske efter bogen og bedre end forventet, da det træningsmæssige fokus på svømningen har været mindre i år. Efter en time og syv minutter fordelt på to nøjagtig lige hurtige omgange var jeg oppe af vandet med overskud og alting under kontrol. Jeg havde alt racegear på under våddragten så T1 var ganske hurtigt overstået. Havde endda overskud til at drikke vand mens jeg løb igennem den meget lange skiftezone ned til cyklen. Jeg var således fuldstændig frisk fra første pedaltråd, men modstod klogeligt fristelsen til at køre fuld gas. I stedet lod jeg alt og alle køre og tog det med ophøjet ro, at den ene gråhårede mand på dyr cykel efter den anden overhalede mig. Jeg fokuserede på et let tråd og på at holde pulsen fantatisk under kontrol.

Hvad der virkede rigtig fortrinligt for mig under cyklingen var endnu en disciplinerende foranstaltning: jeg holdt energi- og væskeindtag adskilt. Jeg startede løbet med blot én dunk på cyklen hvori jeg havde tømt 18 gels i og blot tyndet en lille smule op med vand. Det var ifølge mine beregninger den energi, jeg skulle optage i løbet af mindst seks en halv time. Jeg drak lidt vand i t1 og tog så først en flaske vand i det første depot efter 22km let cykling. Jeg drak kun vand fra alle depoter sammen med min energigel, som jeg hele tiden havde overblikket over. Væsentligt nemmere end at fedte med et stort antal små tuber som man er nødt til at tage på én gang og som man ikke må smide fra sig på ruten og som man ikke kan holde styr på antallet af.

Maven var således frisk og frejdig og mentalt var jeg totalt upåvirket af at vinden gjorde cykelturen langsommere. Løbet var varmt og hårdt og jeg var muligvis overforsigtig i forhold til tempo og mange gåture undervejs, men på den måde holdt jeg hele tiden gennemførsel som mål. En strategi, der bragte mig i mål efter mørkets frembrud - men det spolerede ikke fornøjelsen ved at løbe ned ad den røde løber og få medaljen om halsen.

Samme aften og dagen derpå er systemet stadig lidt i en feberagtig undtagelsestilstand. Men benene er forbavsende hurtigt friske. Tunge, men ingen problemer på trapper for knæene. Skadesforebyggende styrketræning er ulejligheden værd.

Hvad så nu? IM har længe været mit store mål og jeg var inden løbet en lille smule angst for, at indfrielsen af det mål skulle slukke lysten til nye udfordringer. Det modsatte har været tilfældet. Finally I know how to do this!

I første omgang tror jeg dog, resten af 2008 skal byde på lidt kortere distancer og så en ½ IM enten i Jels eller Silkeborg. Men ingen tvivl om, at der står ironman-race på menuen i 2009 - spørgsmålet er blot when and where. Måske man skulle prøve noget fladere :-)

When hell freezes over

2008-03-24T14:41:00.004+01:00

Dagens menu stod på halvmarathon i Tisvilde eller med andre ord: "Helvede i nord". Vejrguderne havde imidlertid drysset et fint lag puddersne over skovlandskabet, så det blev en smuk tur rundt i sneen. Hvis det var helvede så er temperaturen meget beskeden.

Det er tredje gang jeg løber med og jeg er stærkt begejstret for ruten, der er meget afvekslende og udfordrende, uden at det dog bliver noget "ekstrem"-løb, som de ellers markedsfører sig med.

Jeg havde ikke sat næsen op efter nogen PR-tid på løbet. Jeg løb godt til sidste år og træningen på det seneste har været fokuseret på mængde, mængde, mængde for at lægge en ordentlig base til Lanzarote. Flere træningsture på over 21 km, så dagens opgave virkede overskuelig på startstregen. Underlaget er naturligvis altid en joker, men det viste sig faktisk at være ok at løbe i de lille lag sne. Jeg løb uden skader eller vrid, så det var positivt. Mellem 13 og 14 km havde jeg lidt mavekneb, men brækfornemmelserne endte i en stor bøvs og så var jeg oppe i fart igen.

Turen langs stranden og en god bakke med knap fire kilometer til mål var rigtig hård, men benene var stadig gode, så det var blot anledning til at hive et par af de foranløbende ind. Sluttiden blev 1:50:08, hvilket langt fra var imponerende, men dog tilfredsstillende. Jeg skal jo slet ikke løbe stærkt på nuværende tidspunkt. Den fik dog lige lidt spurt på den sidste kilometer - jeg ville jo trods alt ikke lade folk komme forbi, men ellers kunne benene godt være fortsat. God start på sæsonen - mon ikke jeg skal i helvede igen til næste år.

Så er træningslejren lige om hjørnet

2008-03-13T11:32:00.003+01:00

Årstiden er ved at indstille sig på lysere tider og de to ugers træningslejr på Lanzarote nærmer sig med hastige skridt - med andre ord: der er meget at glæde sig over.

Det bliver ganske forrygende at drage væk to uger fra de danske temperaturer og nyde livet med masser af aktivitet og træning. Opbygningen til dette års træningslejr har været præget af et stærkere fokus på løb end tidligere, men det til gengæld har knebet gevaldigt med at få roteret pedalerne specielt meget. Masser af arbejde, flytning, manglende mtb og andre gode undskyldninger har gjort, at det bare er blevet til noget svømning og en masse kilometer i løbeskoene. Her har behovet for gennemtestning af fire nye par løbesko naturligvis også bidraget til at hive mig ud på landevejen. Desuden har jeg kombineret t0 af de ugentlige svømmepas med lidt kombiløb inden - ikke mere end en 7-8 km pr. gang, men ganske udmærket til at bidrage til den samlede basistræning forud for træningslejren. Og det er faktisk næsten gratis kilometer - man er alligevel afsted og en efterfølgende svømmetur giver en fantastisk god restitution af benene.

Programmet har desuden også inkluderet nogle længere træningsture - typisk sammen med TRI4s fællestræning, der så er blevet kombineret med et par kilometer før eller efter eller begge dele. En fantastisk opskrift, der hurtigt får en 20km-tur til at virke overskuelig.

Påskeferien giver forhåbentlig mulighed for et par ture på enkelstarteren, hvis ellers vejret arter sig - det ville være rart at få indstillingen dialed helt ind, forud for turen til Lanzarote. Og så er der naturligvis den tilbagevendende tradition med Helvede i Nord-½-marathonen i Tisvilde.

Uh, det er svært at vente!

Look - it's a plane! No, it's the superbike!

2008-02-11T11:22:00.000+01:00

Efter længe med blikket at have kærtegnet min nye enkeltstartsramme, der har stået og funklet i stuen siden december, var det i weekenden endelig tid til en prøvetur. Endelig en weekend med forholdsvis tørre veje og godt vejr!

Det har taget længere tid end forventet at få bygget cyklen op fra bunden, da de bestilte Nokon-kabler var længe under vejs og da der også måtte fremskaffes nye bolte til at sætte bremseklørne fast med. Forgaflen på en Look 496 tri er så bred, at standardbolten ikke passede. Lang tids søgen på nettet og et par opkald rundt omkring fik dog lokaliseret et par bolte hos en engelsk cykelhandler, der fluks sendte dem.

Jeg har valgt at sætte mit dura-ace kranksæt på enkeltstarteren. Det er så tanken, at Pinarelloen på sigt skal udstyres med et 50-34 kompakt kranksæt, evt. i kulfiber. Den spinner godt i den rasende dyre dura-ace krankboks med keramiske lejer. Ikke meget friktion der! Dura-ace står desuden for forskifter og førnævnte bremser på 496'eren. Som bar-ends har jeg valgt de nye fra SRAM - de er rigtig lækre. Lettere end både Campagnolos og Shimanos og så selvfølgelig i kulfiber, hvilket ser godt ud. Men først og fremmest virker de rigtig solide og kan - i modsætning til det ældre par Campagnolo-skiftere jeg har prøvet tidligere - justeres fornuftigt, så forskiftet ikke løber fordi skifteren rasler løs under kørslen. For at passe med indekseringen, faldt valget derfor naturligt på en bagskifter fra SRAM Force. Den gør det ganske fornuftigt må jeg sige - og efter at have set SRAMs meget instruktive installationsvideo på deres hjemmeside, er det slut med at bøvle med justeringen af en bagskifter. Har aldrig indstillet et skift så hurtigt tidligere. Now it just works. Kæden er den letteste jeg kunne finde og fra KMC. Mine Look keo-pedaler bliver genbrugt - dem har jeg jo været godt tilfreds med, ikke mindst nu, hvor det er blevet den letteste udgave med titanium-akslen.

Nye træningshjul er i øvrigt et par Extralite-hjul til dæk og slange, som jeg fandt brugt til en fornuftig pris tilbage i november, da min alu-racer blev stjålet sammen med mine træningshjul til dæk og slange. Der er tale om et rigtig let hjul, som nu er udstyret med et par m2-racer stik-aksler, latex-slanger, såkaldte veloplugs, der erstatter fælgbåndet og sparer vægt på den roterende masse, og en SRAM force-kassette i 12-26-udgaven, så jeg kan hive mig rundt på Lanzarote. Tror hjulene bliver en absolut fornøjelse på stigningerne dernede. Kasetten har i øvrigt et spændende design, hvor der mangler en tand på de fleste af tandhjulene, hvilket SRAM har regnet ud giver et bedre skifte. Det er nok for tidligt at afsige dom over lige denne detalje - men skiftet fungerer i hvert fald forrygende. Jeg savner ikke umiddelbart en dura-ace kassette.

Trisadlen er også genbrug og en ikke særlig prangende, men velkendt og behagelig Profile Design-ting. Som drikkedunk har jeg valgt en aerodunk, der ifølge nogle studier faktisk minsker cyklens drag frem for at øge den. Dunken rummer en halv liter og sidder i en speciel holder, der kun passer til denne flasketype. Så det er naturligvis kun relevant på de kortere tridistancer, hvor man ikke har brug for mere væske under vejs - men her er den også lige i øjet.

Styret er særdeles spændende - der er tale om USE's Tula-styr med indbyggede og meget aerodynamiske bremsegreb og s-bends i kulfiber. Ud over at være utrolig let og aerodynamisk, lader styret til at passe mig rigtig godt. Dog er jeg spændt på holdbarheden, da armhvilerne kun er sat fast med én skrue hver. Hvis det kan holde i længden, er det faktisk ret imponerende. Vi får se.

Det er lige før, jeg vil sige, at 496'erens største force ikke er det aerodynamiske, stive stel, den indvendige kabelføring eller den ovale saddelpind, men derimod den indbyggede ergo-stem. Frempinden er justerbar og det giver mulighed for at ramme den rigtige position på cyklen meget præcist - samt at komme meget lavt ned, hvis man vil køre aggressivt på en kort enkeltstart eller kort tri. Look sælger også frempinden separat - hermed et købstip givet videre. Den er virkelig suveræn.

Tilbage til træningsturen: det var en fornøjelse. Gjorde et par stop undervejs for at justere lidt i positionen, men kom ret hurtigt til at sidde rigtig godt på cyklen. Der skal naturligvis nogle lange ture før, under og efter træningslejren på Lanzarote til før den optimale position er helt på plads, men foreløbig er jeg stærkt begejstret for 496'eren. Så er dén del af udstyret på plads - nu mangler vi bare at få tunet motoren til de store præstationer i 2008, men det er jo en helt anden snak.

Aloha Lanzarote

2008-01-04T12:32:00.000+01:00

A-race-planerne for 2008 har længe været overvejet. Nu er sigtekornet efter modne overvejelser stillet ind på årets primære mål: IM.

Det bliver et return to the island. Jeg har netop løst tilmeldingsgebyr til IM Lanzarote. Nice var også i overvejelserne, men det hovedbrud løste sig selv, da det franske alternativ blev udsolgt inden jeg kom til min konklusion. Der er nu blot 100 pladser tilbage på Lanzarote som dermed er den eneste reelle IM-mulighed først på sæsonen 2008.

Det er jeg ok med. Jeg ved nu, hvad jeg går ind til. Jeg kan - hvis formen er til det - jagte Jespers tid og i det hele taget er Lanzarote bestemt et gensyn værd.

Tilbage står bare forberedelserne - målet er, at træningen bliver den mest strukturerede nogensinde. Uhh, det er svært at vente til træningslejren i uge 14-15!

52,0 - Ultra-godt nytår!

2008-01-02T21:27:00.000+01:00

Sædvanen tro gik starten kl. 08:00 på Hovedbanegården. Antallet af fremmødte var noget decimeret i forhold til sidste år - kun 4 var vi i alt. Men de første 8 km gik fint - og vi ankom i fin stil til starten på det officielle løb. Vejret havde dog snydt lidt - selvom der var et tykt lag frost på bilruden på vej dertil, så var det ikke så koldt endda - så det blev lidt varmt. Tempoet var nu også - for mig - en del højere end optimalt ift. den efterfølgende tur.

Turen blev en sædvanlig slidsom affære. Det var faktisk kun blevet til ganske få træningsture af begrænset længde siden jeg løb sidste marathon d. 1. december. Jeg tror jeg efterhånden må sige, at hvis jeg skal løbe flere marathons (og derover) så skal der altså trænes lidt mere. Det med bare at løbe på stålsat vilje er ikke optimalt for andet end mentaltræningen deri.

Og apropos mentaltræning så var der lidt ekstra krydderi i år. To gange løb vi kun 50 meter fra min egen hoveddør - sidste gang da jeg havde rundet ca. 47 km. Man skal liiige overbevise sig selv om, at komme videre i teksten og ikke tænke for meget på hvor tæt det varme bad og sofaen reelt er :-) Yderligere to gange løb vi forbi ca. 300 meter hjemmefra. Alt i alt god træning!

Nytårsmeldinger, kom!

2007-12-04T00:14:00.000+01:00

Der er snart ikke længe til nytår - og dermed til den traditionsrige social-ultra-marathon.

Socialmarathon er jo et næsten almindeligt motionsløb - hvor der afvikles løb på både ½ og hel marathon-distance. Helt ordinært er løbet dog ikke idet der løbes socialt (dvs. samlet i grupper) og depoterne er også noget mere overdådige end man sædvanligvis oplever! :-)

Løbets overskud går i øvrigt til Rigshospitalets børneafdeling, så det er jo heller ikke helt usympatisk.

En lille flok (sidste år var vi 12) mødes på Hovedbanegården en times tid før starten og løber de ca. 8 km. ud til starten på Amager. Derved kommer dagens distance op over 50km og kvalificerer derfor som et ultraløb.

Sidste år måtte Søren desværre udgå med en skade undervejs i løbet. Så Søren har stadig sin første ultra til gode. Og 31/12 er jo sidste chance for at gennemføre store præstationer i 2007 - så hvis man er lidt i underskud på dén konto er muligheden jo lige til højrebenet!

Hvad siger du Søren - er du klar på at lukke 2007 af med en kraftpræstation af de store?

/Kasper

Marathon til trods

2007-12-01T19:51:00.000+01:00

(Bort)forklaringerne var linet op i den forgangne uge. Jeg overvejede meget seriøst at melde fra Weinekes 600 Marathon på Lolland. I seneste indlæg fik jeg kort beskrevet min lille forlæns salto med mountainbike. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle pines længe med det. Såvidt jeg kan vurdere, har jeg reddet mig et bukket/trykket ribben.

Så de seneste to uger har det været komplet umuligt at løbetræne. Men jeg havde sporet lidt fremgang, og nu da jeg havde betalt startgebyret kunne jeg jo lige så godt tage til Lolland.

Det skulle man nok ikke have gjort. I hvert fald løb man ligesom hvis man havde et konstant sidestik. Det kan man godt blive lidt træt af. Og helt åbenlyst løber man og kompenserer på alle mulige måder - med de problemer det medfører.

Jeg må blankt tilstå, at et almindeligt marathon aldrig har været så hårdt som idag. Både mentalt og fysisk. Fik alt for lidt energi og væske (depotet var ikke helt optimalt synes jeg, men det var sikkert også min skyld) - så det lykkedes mig at supplere min i forvejen ynkelige tilstand med et ellers sjældent møde med "muren" omkring de 32. Mentalt var det uhørt vanskeligt at overskue bare at gennemføre. Der var jo en helt rimelig forklaring.

Men jeg har en fast regel for marathon: Fra 17-27 km er der "frozen zone" - her kan der ikke træffes beslutning om at udgå. Jeg var godt nok tæt ved at give mig selv dispensation omkring de 20. Men når man først når de 27 er man jo ligesom snart i mål. Søren - måske var en sådan regel et relevant værktj for dig også? :-)

Jeg måtte ned at gå utallige gange fra 32 og hjem. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg kom ind i 4:28 eller deromkring - en hel halv time senere end for en måned siden hvor ruten endda var meget langsommere - og jeg bare løb stille og roligt for at nyde turen.

Og hvad kan man så bruge sådan en oplevelse til? Det er ikke så tosset at få trænet og genopfrisket kompetencer indenfor decideret overstyring af den umiddelbare lyst til at standse med noget der gør nas. For alle ved jo at "Champion is not one who never fails, but one who never quits".

/Kasper

Sejr uden kamp

2007-11-19T10:38:00.000+01:00

Det blev en god og terrænorienteret weekend. Lørdag begav jeg mig ud i et orienteringsløb i Danstrup Hegn. Jeg har ikke haft et kort i hånden siden Coastzone Exteme Marathon i maj – men det gik sådan set meget pænt. Jeg konverterede den lange rute (8,7 km fugleflugt) med orientering i kategori svær til 12 km faktisk tilbagelagt. Det gik ikke så hurtigt – men det var simpelthen så fantastisk at løbe rundt derude, at det ville være en skam at slutte tidligt! :-) Jeg kan kun på det varmeste anbefale Øst-karussellen hvor man bare kan møde op og for skaldede 25 kr. får både kort til ejendom og udlagte baner i alle sværhedsgrader og længder.

Jeg havde afsat et par timer søndag til at endnu en gang at henvise Søren Friis til en indbyrdes andenplads i Craft X-Duathlon. Jeg har jo holdt døren på klem for at tage en enkelt afdeling i al fairness, så Søren fik mulighed for revanche. Søren selv har jo tidligere tilkendegivet, at han ville stille til start i samtlige afdelinger for netop at søge revanche for sit nederlag i sidste sæson.

Min overraskelse var derfor stor da Søren ikke stod klar i startfeltet da jeg ankom i sidste øjeblik (Generelt anbefaler jeg at varme op!). Men når jeg nu alligevel var i Helsingør kunne jeg jo lige så godt tage turen selv. Min MTB-teknik var håbløs. Så vidt jeg kan sammenregne var det også kun min anden tur på cyklen i løbet af de senest 13 måneder. Hmmm…det er sgu ikke godt nok!

Det er derfor ikke usandsynligt at det var manglende rutine der kostede et lille uheld på cyklen. Der var på en singletrack nedkørsel et lille 50 cm drop som jeg havde kørt uden problemer de første to gange. Men tredje gang den skulle forceres kom der samtidigt hurtigere ryttere bagfra der bad om passage. Måske bremsede jeg – og i hvert fald kom vægten ikke bagover – for jeg lavede en ganske nydelig salto ud over styret. Det må have set enten sjovt eller halsbrækkende ud, for de hurtige folk insisterede i hvert fald på at se mig på benene før de kørte videre. Hvad ligner det også at skræmme en newbie på et så kritisk sted?! :-) Jeg er dog helt opmærksom på, at selvom jeg fortsat er noget bovlam, så kan uheldet ikke karakteriseres som et styrt; der var jo ikke blodspor på stedet.

Jeg kom ind i 1:40 – hvilket var 16 minutter efter Jeppe Staghøj. Morten Høgsbro lå indtil 400 meter fra mållinjen på en imponerende 5.-plads overall. Men en ankelforvridning på cross-løberuten satte imidlertid et ærgerligt punktum på denne afdeling. Jeg spår et heftigt comeback d. 9. december!

Det er jo lidt ærgerligt, at sæsonens xduathlon-deltagelse for min part skulle blive uden Sørens deltagelse. Men jeg vil ikke holde mig tilbage fra at betragte det som en sejr uden kamp! :-)

/Kasper

Broken Challenge?

2007-11-08T12:26:00.000+01:00

Swiss Alpine K78 var stort. Men hvis man nu tilføjer lidt distance, bibeholder antallet af højdemeter og så iøvrigt gennemfører turen i frostvejr og gennemsnitligt 54 cm sne - så har man Broken Challenge der afholdes i Harzen d. 9. februar 2008 som set på Dourun.

Det lyder vanvittigt hårdt. Men fedt. Hvad siger du Søren Friis - er du frisk? (andre kan også byde ind!)

/Kasper

En tur i skoven...

2007-11-04T21:30:00.000+01:00

Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde. Det er naturligvis stærkt tilfredsstillende, at min blotte deltagelse i Newline Skovmarathon kan fylde Søren Friis med så megen ærefrygt, at han helt vælger at melde fra og dermed lave en DNS. Omvendt er det jo vanære på Vivamus-navnet. Det er dog trods alt en formildende omstændighed, at Sørens tilmelding var som TRI4-medlem.

Men selvom jeg måtte kigge langt efter Søren i startfeltet var det en helt fantastisk tur i St. Dyrehave. Vejret kunne ganske enkelt ikke blive bedre. Høj sol fra en skyfri himmel og helt vindstille. Skoven er som bekendt i sin skønneste dragt i denne tid - så det var alt i alt en stor fornøjelse.

Turen gik helt som planlagt - kørte i komfortgear, og kom i mål i 3:58. Det vigtigste var dog, at turen gik let og - efter forholdene - ubesværet. Stik mod sædvane gik de første km fint, jeg havde ikke overspist morgenmaden denne gang og havde set så meget frem til turen, at mismodet ikke fik tag i mig før jeg blev varm.

I'm back!

Klar til en rolig dag i skoven

2007-11-03T13:53:00.000+01:00

Omend registreringen først sker på dagen, så har det nu i nogle dage ligget helt fast, at Skovmarathon i Hillerød bliver med min deltagelse.

Det er tredje gang jeg deltager - og jeg ser som de foregående år frem til, at St. Dyrehave er klædt i efterårets prægtige farver. Skulle det regne lidt mindre end sidste år er det såmænd også i orden.

Som det tidligere har fremgået, så er det ikke målet med søndagens tur at løbe stærkt - men alene at få en god lang tur ud af det. Formen er ganske enkelt ikke til yderligere ambitioner. Særligt mangler der lange træningsture - de sidste ligger i april-maj. Så jeg satser på at genfinde glæden ved de lange stræk - så der igen kan komme lidt længere løb i loggen.

Vi må se hvordan det går. Er jo endnu ikke udgået på et marathon eller derunder - og har ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle ske i morgen! :-)

/Kasper

Duathlon Sorø

2007-09-24T09:33:00.000+02:00

Årets formodentlig sidste konkurrence på den smalsporede var Sorø Triathlon Klubs traditionsrige duathlon. En fremragende måde at tilbringe en lørdag eftermiddag på - høj sol, smukke omgivelser med skiftezone og løberute ved Sorø Sø og Sorø Akademi. Også den 30km lange cykelrute var flot og afvekslende omend pænt kuperet. Resultatlisten foreligger endnu ikke, men jeg tror det endte med en 7. plads i tiden 1:37 på de 7,0-30-3,5 km.

Jeg havde et fornuftigt race omend hverden løbet eller cyklingen var specielt hurtig. Jeg løb længe sammen med en anden på første løbedel, men han gav den gas den sidste omgang og fik et hul på en 20-30 sekunder. Dem fik han dog sat til i T1, hvilket fik hans kone til at råbe at nu blev han overhalet! Om det knuste hans selvtillid ved jeg ikke - jeg så i hvert fald ikke mere til ham før mål. Det lykkedes mig at hente to af de hurtige løbere på cyklen, herunder en klubkammerat, men fik desværre så lille et hul til sidstnævnte, at jeg ikke kunne modstå hans solide afsluttende løb, men måtte lade ham løbe.

Alt i alt en udmærket dag - en weekend uden konkurrence er jo en weekend uden mening. Endelig kan jeg jo også glæde mig til den nu fastlagte træningstur næste år til La Santa - uhhh, det bliver stort!

God vind og barberede ben

2007-09-10T15:57:00.000+02:00

Søndagen bød på valget mellem at prøvekøre ruten til næste weekends hotcup-finale eller prøve kræfter med cykelløbet Bastrup Sø Rundt. Valget faldt på sidstnævnte - der er trods alt lidt længere imellem jeg kører egentlige cykelløb.

Og jeg skal love for, at der er stor forskel på at køre cykeldelen på en triathlon og så et egentligt cykelløb. I stedet for at køre med en jævn belastning så kører man med store pulsudsving, fordi det gælder om at følge med den rigtige gruppe. På en dag med meget vind og ivrige cyklister ei hobetal blev der i den grad kørt til på den store klinge på de 136km som den læste tur rundt var. Der blev accellereret ud af svingene, spurtet op af bakkerne og i det hele taget rykket i tide og i utide, hvis man synes at der var lidt for mange der lå på hjul og lukrerede på den gratis læ.

Nu er 136km jo ingen ting - det er jo ikke engang tæt på 180km og så skal man ikke løbe noget marathon bagefter, så jeg havde fra starten besluttet at lægge hårdt fra land og se hvordan det gik. Så jeg lå længe med i det store foreste felt - hvor alle de andre havde barberede ben og hvor der ikke var en eneste alu-cykel at spore. På stigningerne og sidevindsstykkerne knækkede feltet dog flere gange over og der måtte lukkes huller. En aktivitet som jeg også tog del i, men hullerne blev dog flere og flere og kræfterne til at rykke færre og færre så jeg endte i en mindre gruppe på først fire og siden fem, hvilket dog kun fik tempoet til at dale en lille smule. Samarbejdet gik dog fint og vi kørte hjem i 3:47, hvilket rakte til en 38.-plads blandt de 110-120 deltagere - uden at fare vild eller køre forkert, men bestemt med tunge ben efter de sidste timers spinningagtige cykling med konstant temposkift. Belært af tidligere erfaringer havde jeg taget fire flasker energidrik med så jeg både kunne undgå at køre i depot og samtidig undgå sorte pletter for øjnene de sidste tyve kilometer. Det lykkedes perfekt, hvilket jeg også tror har haft betydning for at jeg føler mig godt restitueret efterfølgende.

Konklusion: det er hårdt, men sjovt at køre egentlige cykelløb - mere af det!

En weekend uden konkurrence er en weekend uden mening

2007-09-06T15:40:00.000+02:00

Et lille opsamlingsheat på de seneste dages konkurrencer. Torsdag i sidste uge blev der kørt klubmesterskab i enkelstart ved Blovstrød. To omgange og i alt 24-25km var en lidt kort tur og heller ikke mange fra klubben havde fundet vej i det halvdårlige vejr. Men den slags må man jo bide i sig - selv om Pinarello'en ikke bryder sig om at blive våd.

Jeg fik ikke varmet meget op og nåede egentlig ikke rigtig at få gang i benene på de to omgange som jeg tilbagelagde i en acceptabel, men ikke vanvittig høj fart som dagens 6. hurtigste. Det kunne være gjort bedre, men omvendt var der også nogle rigtig skarpe enkeltstartsspecialister som virkelig brillierede på dagen. Hatten af for dem.

Turen til Blovstrød tjente dog også det formål at prøvekøre cykelruten til søndagens tri i Blovstrød. Jeg havde naturligvis efterlevet det Carøe'ske bud om at stille op på den lange distance som var 600-36-7,5, men da klubben afholdt klubmesterskab på mellemdistancen ændrede jeg på dagen distancen til 400-24-5. Løbet var præget af rigtig hård vind på cykel-delen så jeg tror jeg kørte flere minutter langsommere end om torsdagen. Nuvel, vilkårene var jo ens for alle - hvad værre var at løbet og især cykeldelen var alt for kort. Klubbens hurtigt svømmende unge talenter var naturligvis oppe af vandet med et fornuftigt forspring selv den korte svømmedistance taget i betragtning. Det lykkedes mig at hente Andreas på cyklen, men ikke med meget, så der gik ikke mange kilometer af løbeturen før jeg kunne høre hans ivrige små skridt komme nærmere og nærmere bagfra. Det var der ikke meget at gøre ved, men jeg synes egentlig selv, jeg havde et fornuftigt afsluttende løb omend ikke helt på højde med i Hillerød.

Jeg havde dog fundet den gode løbeform frem til dagen efter, hvor afdelingen stillede med to hold til DHL-stafetten. Vi skulle naturligvis give resten af firmaet baghjul, hvilket også lykkedes - med en margin på mere end otte minutter. Jeg løb 4. og 5. tur i rap og havde en fantastisk god tur rundt i mine nye Nike Mayflys, der føles fjerlette som om man løber i bare tæer. Disponeringen var lige i øjet og 2. omgang få sekunder hurtigere end første til en sluttid på 37:12. Hvis bare man kunne knalde det af på en afsluttende ti'er, så ville det der tri-pjat slet ikke være så svært igen...

Vinterplanen

2007-09-04T13:01:00.000+02:00

I erkendelse af, at planer er vigtige - og forpligtende planer er vigtigst, er det vist på sin plads at redegøre for planerne for efteråret.

Der skal nogle gode lange løb i kalenderen. Newline Skovmarathon er en nyklassiker som jeg vil fornøje mig med for tredje gang. I år handler det alene om at nyde turen og genfinde fornøjelsen ved de lange ture. Øvelsen bliver at nå at få lidt volumen på træningen inden dette marathon - uden at øge for progressivt og dermed risikere skader. Det har mildt sagt stået sløjt til i lang tid.

(Ultra)socialmarathon nytårsaftensdag ligger helt fast i kalenderen. Det bliver også tredje år.

Om jeg finder lyst og lejlighed til igen at lege med Søren til X-Duathlon holder jeg stadig en dør på klem for. Det var jo en fornøjelse i høj klasse da jeg her i foråret satte tingene på plads :-)

Sidst, men ikke mindst, går turen i marts/april igen til et træningsophold på Club LaSanta.

Muddersjov

2007-08-26T14:02:00.001+02:00

Gårsdagens konkurrenceunderholdning var henlagt til Buresøen og Haretris off-road triathlon, som jeg også deltog i sidste år. Erfaringen, mtb-teknikken og formen var bedre i år, så det var en smal sag at forbedre min elendige præstation fra sidst, hvor jeg gik helt død på løbet, da jeg glemte at få væske med på cyklen.

Efter 3 svømmerunder af 300m i en Buresø med overraskende mange krusninger på vandet på grund af en del vind var jeg oppe og hurtigt på cyklen. De 25km mtb rute var ikke specielt teknisk - den kunne køres hele vejen rundt, men til gengæld var den ekstremt våd. De fleste steder kunne man køre uden om de værste mudderhuller, men oftest var den hurtigste vejr ret igennem så vand og mudder stod til alle sider. Den første omgang var hård inden jeg fik pulsen fra den hurtige svøm og T1 under kontol og gang i benene. Men hurtigt fandt jeg en fornuftig rytme og havde en god cykling.

Det er væsentligt sværere at disponere kræfterne på en mtb sammenlignet med cykeldelen i en almindelig triathlon og de 25km var også væsentligt hårdere end de 40 km jeg kørte sidste søndag. Også de 10km løberute var væsentligt hårdere med nogle virkelig grimme stigninger og et halsbrækkende nedløb. Både den hårde cykeltur og den kuperede rute gjorde, at jeg ikke havde så hurtigt et afsluttende løb. Der var rimelig stor afstand mellem deltagerne, så der var heller ikke rigtig meget at løbe efter på sidste omgang, så det blev til et anstændigt, men langt fra imponerende pace på 47 min/10 km. Sluttiden blev 2:25:11, hvilket rakte til en femteplads overall og en agegroup 2. plads.

Jeppe havde også fundet vej til Buresø og var som sædvanligt godt kørende på cyklen. Han sluttede i 2:30:10 efter at have taget et par minutter på mig på cyklen som han smed igen på løbet.

Alt i alt en udmærket dag - hvor jeg i øvrigt kunne hjembringe en fornem lodtrækningspræmie i form af et par nye løbesko, som jeg er spændt på at prøve af.

Raceplaner 2008

2007-08-24T13:32:00.000+02:00

Der er stadig saft og kraft i 2007-sæsonen, der allerede har vist sig at blive endnu en lærerig sæson - dog også endnu en sæson, hvor det ikke lykkedes at indfri det klare, erklærede hovedmål: IM-gennemførelse.

Efter snart ikke så få forsøg skulle man efterhånden tro, at det var på tide at sadle om og koncentrere sig over mere overkommelige tri-konkurrencer på kortere distancer. Ingen tvivl om at de korte distancer tiltrækker mig endnu mere, men jeg har dog ikke i sinde at kapitulere overfor den fulde, ultimative distance.

Efter bønhørig research af de tilbageværende IM-muligheder (man skal jo prøve noget nyt, og jeg har jo allerede været lidt omkring ;-) er den foreløbige plan faldet på IM-Roth den 25. maj 2008. Det er nu målet for den tidlige 2008 sæson af flere årsager. Det er et stort og velorganiseret løb, det ligger nærmere end Lanzarote og Sydafrika og det er tidligt på sæsonen samtidig med at det har en mindre kuperet cykelrute end fx Nice. Alternativet fra IM Switzerland, der rutemæssigt minder meget om Roth, men valget falder altså foreløbig på det tidlige race (Schweiz ligger knap en måned efter Roth) for dels at kunne udnytte træningslejren på Lanzarote optimalt og dels for at kunne fokusere resten af sæsonen på kortere distancer optil en halv IM.

2007 har dog stadig et par items på kalenderen. I morgen kører jeg off-road triathlon med start i Buresø - det var et sjovt stævne sidste år, dog fik jeg drukket alt for lidt på cyklen, da jeg glemte min camelbag. Så der er rig mulighed for forbedring i år. Senere skal der køres tri i Blovstrød, duathlon i Sorø - det var også et godt race sidste år, og så skal der selvfølgelig køres afsluttende afdelinger af både dust- og hot-cup. 17. oktober er der et langt mtb-løb i Grib skov - det bliver interessant at køre det som en afveksling fra de korte, intensive dust/slush/hot-cups og endelig bliver der forhåbentlig mulighed for at køre Craft x-duathlon og slush-cup til vinter i lighed med tidligere (der er desuden noget revanche til gode på dette felt i forhold til kco).

Fighterhjerte

2007-08-24T00:22:00.000+02:00

Intet kunne ligge mig fjernere end at drille med et enkelt mislykkedes IM-forsøg (eller lidt flere). Men kunne det gavne at få syn for, i hvilken tilstand andre slæber sig over stregen - så hjælper jeg naturligvis gerne.

Nedenstående videoklip stammer fra Ironman Hawaii (verdensmesterskaberne) 1997 hvor der kæmpes om 4. og 5.-pladsen for kvinder.

Der er vist ikke megen tvivl om hvorfor netop disse damer har kvalificeret sig til verdensmesterskaberne. Winners never quit - quitters never win :-)

Årets mest tilfredsstillende race

2007-08-19T17:18:00.000+02:00

Dagens konkurrence var henlagt til Hillerød, hvor menuen stod på 500m-40km-10km tri i et kæmpemæssigt motionsstævne med forskudt start. Vejret og distancen var noget nær perfekt for mit vedkommende - kort, intensiv, ikke for meget svømning og let vind og lav temperatur. En dag skabt til at et hurtigt race.

Svømningen foregik med start hvert 20 sekund i en spiralbane, så allerede på de første 500m gav jeg mig i færd med overhaling på overhaling og kom op af vandet efter 8 min. Ikke verdensklasse svømning, men armene var lidt tunge efter gårsdagens mange flyttekasser. Skiftezonen var enorm og folk tog sig god tid, en del publikummer havde også forvildet sig der ind og deltagere, med senere starttidspunkter. Et par højllydte "PAS PÅ!", "PAS PÅ!" fik dog de fleste til at flytte sig som jeg stormede frem til min cykel. Endnu en gang klokkede jeg en optimal T1 og så var det bare om at træde til. Der var god fart i cyklen på trods af at ruten faktisk var ret teknisk - mange små stier, sving, rundkørsler og mærkværdigt underlag betød, at koncentrationen skulle være på plads. Der blev ikke taget særskilt mellemtid på transitionerne, men cyklingen incl. T1 og T2 i den laaange skiftezone blev overstået på 1:04 så farten har formodentlig været lige så høj som i Køge sidste weekend.

Efter en lige så optimal T2 var jeg ude på løbet, der viste sig at være en Helvede-I-Nord-lignende kuperet rute i skoven. Imod sædvane kunne jeg forcere på løbet og heri ligger dagens store tilfredsstillende nr. 1. Det afsluttende løb har aldrig været min force, men i dag følte jeg overskud og evne til at løbe den krævende rute på 43 min. Ingen rekord 10k, men for mit vedkommende, ruten taget i betragtning og som afslutning på en tri med maxpuls hele vejen = meget tilfredsstillende. Men naturligvis fortsat et indsatsområde for træningen. Det vil KCO sikkert glædeligt være behjælpelig med i craft-cup-regi senere på året...

Ved ca. 6km henter jeg en af de løbende foran. Han holder et solidt pace og jeg når ganske langsomt op til ham. Han virker overrasket over at blive hentet på løbet og råber "godt løbet". Jeg gengælder komplimentet og opfordrer ham til at hænge på fordi jeg kun løber lidt stærkere. Det gør han, men det viser sig at være en bjørnetjeneste fra min side, for han løb sådan set på grænsen i forvejen og efter knap en kilometer slår han helt ud og jeg kunne regne ud på hans sluttid, at han har løbet det sidste stykke meget langsomt. Well, jeg gjorde det kun for at være flink :-)

Sluttiden blev 1:57 hvilket rakte til en samlet 7. plads og en agegroup 2. plads i det kæmpemæssige felt med 409 atleter. Top-10 resultat i så stort et felt blev dagens store tilfredsstillelse nr. 2. Der var en håndfuld velkørende klubkammerater med, så det var selvfølgelig rart at kunne poste et godt resultat sammen med flere af dem. En statskundskaber på det hold, jeg var instruktor for i sin tid, havde også fundet vej til racet og lavede en rigtig pæn debutpræstation - men altså lidt langsommere end sin gamle lærer ;-)

Den forskudte start og så mange deltagere giver egentlig et lidt specielt race. Man jagter konstant den forankørende og jeg overhalede mange både i vandet, på cyklen og løbet - og holdt alle bag mig, også på løbet. Super motiverende. Helt sikkert et race der skal i kalenderen næste år igen. Og så må målet være at shave 45 sek af svømningen og løbe under 40min på det afsluttende løb.

Dagens store tilfredsstillende nr. 3 startede med m og sluttede med arabou...

Mere mudder end støv

2007-08-16T11:53:00.000+02:00

Gårsdagens afdeling af Dustcup var henlagt til Tokkekøb Hegn og efter flere dage med nedbør var det en godt tung rute, som dog rent teknisk ikke var sindsyg vanskelig. Der var et par korte bakker og rimelig gode overhalingsmuligheder, så ruten passede mig faktisk fint. Det er længe siden jeg har været på mtb'en, så teknikken var ikke 100 pct. skarp og formen var heller ikke helt i top, men jeg kørte da et acceptabelt løb uden styrt eller tekniske problemer.

Fire omgange på 1:28 blev det til og en placering som nr. 74 ud af de 202 startende. Ikke helt tilfredsstillende, men dog acceptabelt formen taget i betragtning. Jeg lagde rimeligt hårdt fra land og holdt både koncentration og tempo igennem løbet. Der var ikke noget spurtopgør til sidst, men undervejs lykkedes det dog at hive et par af de forankørende ind - bl.a. på den første stigning som lå godt for mig og som jeg nåede at prøvekøre to gange mens jeg varmede op.

Gang i benene igen

2007-08-12T19:57:00.000+02:00

Dagen idag bød på hele to muligheder for konkurrencepræget træning: en to-timers afdeling af Hotcup'en i Tisvilde eller en triathlon i Køge på distancen 800m-37km-7,5km. Valget faldt på det sidste og jeg kørte et fornuftigt race. Lige bortset fra at jeg blev vist ud på et ekstra loop og derfor kørte 45km i stedet for 37km. Der var derfor ikke mange podieplaceringer at spurte om på den sidste løbetur, som ellers gik fornuftigt.

Ærgerligt, for jeg cyklede rigtig stærkt og holdt et rigtig godt pace hele vejen igennem. Gennemsnitsfarten på cyklen blev på hele 38,7 km/t med et pulsgennemsnit på 169, så der var skub i Pinarelloen som synes at foretrække de korte, intensive distancer. Svømningen gik fint og jeg var oppe af vandet efter 12 minutter. Våddragten kom hurtigt af (shampoo-tricket) og jeg havde igen en rigtig hurtig transition - er sgu ved at have godt fat i skiftene uden så mange dikkedarer.

Det var uden problemer at løbe de 7,5 km, også uden strømper (hvor er det godt at være tilbage i de gamle Nike-sko), men det havde været lidt sjovere, hvis der var nogle at løbe om kap med. Jeg indhentede en del der kørte i senere heats på den korte rute, men det er der jo ikke meget ved. I det hele taget synes jeg det er langt federe at køre samlet start, så man ved, hvor man ligger i feltet undervejs.

Efter et par timers velfortjent hvil var Morten Boesen så elskværdig at invitere på en squash-match, så der var lige lidt bonus-motion sidst på dagen oveni hatten.

Intet held i Fredericia

2007-08-06T10:06:00.000+02:00

The Final Tour som tri-Fredericia havde kaldt deres DM i langdistance-stævne i lørdags var et sidste - febrilsk viste det sig - forsøg på at knække IM-distancen i 2007 efter DNF i IM-Lanzarote og Frankfurt.

Selvom svømningen og ikke mindst T1 gik fint og forholdsvist problemfrit, så kunne jeg allerede på cyklen mærke, at kroppen ikke var klar til en ny max-belastning. Efter 120km på cyklen var der vrøvl med knæet og det blev gradvist værre, så jeg overvejede faktisk på et tidspunkt at stille cyklen allerede efter 150km og dermed springe sjette omgang á 30km over.

Jeg bed imidlertid tænderne sammen, satte tempoet ned og kørte den sidste omgang for i det mindste at få prøvet af, om knæet også ville gøre djævelsk ondt på løbet. Det gjorde det, men så fik jeg da prøvet T2 af og hastet ud på blot 5km løb.

Når svømningen kun gik forholdsvis problemfrit, så skyldes det, at jeg lige som mange andre deltagere, to gange svømmede ind i en brandmand hvilket i den grad gjorde nas efter som det var i ansigtet. Det gjorde faktisk ondt resten af dagen - dog kølede vandet (16,2 grader, brrrr) ansigtet ned, hvilket blot gjorde det til en blandet fornøjelse at komme op af vandet igen efter en fornuftig tid på 1:07:36 - pænt hurtigere end både Lanzarote og Frankfurt.

Helt uden erfaringer havde de tidligere races dog ikke efterladt mig, så jeg havde en virkelig effektiv T1. Jeg havde bestemt mig for at race todelt og havde allerede min langærmede svedundertrøje på under klub-singlet'en i vandet - så det var bare op af vandet, op af bakken til skiftezonen (ja, det var virkelig op af bakke), af med våddragten, på med hjelmen og så cyklen ud af skiftezonen med skoene sat fast i pedalerne. T1 tog 2:22 - over et halvt minut hurtigere end den næsthurtigste i min aldersgruppe, så det var nok dagens største (og vel nok eneste) succesoplevelse.

Indtil knæet begyndte at give problemer holdt jeg et fornuftigt og roligt pace på den temmelig kuperede og blæsende rute på omkring 57-58 min pr. 30km-omgang incl. flere tissepauser på hver omgang (var virkelig opsat på ikke at dehydrere). I alt endte jeg dog med at bruge 6:21 på cyklingen - de sidste og især den sidste runde sparede jeg meget på knæet og kørte langt fra fuld gas.

T2 gik uden problemer og tog 2:11. Jeg var allerede ude af pedalerne og havde slået visiret på hjelmen op, da jeg sprang af cyklen, så det forløb også som planlagt.

Tilbage venter en efterårssæson som forhåbentlig kan byde på nogle mere positive oplevelser på kortere distancer, og så må vi se, hvad 2008 byder hvad angår IM.

Hvor er min cykel?!

2007-07-28T15:35:00.000+02:00

Mit træningsfokus i øjeblikket er primært målrettet årets sidste IM forsøg i Fredericia 4. august, men jeg overtalte alligevel mig selv til at deltage i TRI4's Aquathlon i formiddags. En overskuelig opgave: 400m svømning, 2km løb, 400m svømning, 2km løb.

Det var uden våddragt, men det betød ikke det store - bortset fra hastigheden naturligvis. Den slags var der naturligvis ikke tid til - transitionerne skulle være meget hurtige så "the keep it simple-rule" applied.

Jeg havde taget en amerikansk ven med som har en stærk svømmebaggrund og selvom han ikke har gjort sig i åbent vand fornægtede teknikken sig ikke - han tog et forspring på ca. 20 sekunder ud af T1. Jeg var dog ok løbende uden at være prangende, men jeg hentede ham og tog lidt forspring til anden svømmetur. At svømme efter første løb er det mest udfordrende ved en aquathlon - pulsen er høj, vejrtrækningen hurtigere, af en eller anden grund er armene også mere spaghetti-agtige og det hele kører jævnt dårligt. Der var en del vind og bølger, men den trekantede bane var så kort, at det ikke var vanskeligt at navigere selvom bøjerne var små.

Jeg måtte slippe et par stærke svømmere forbi på anden svømmetur, men havde en effektiv T2 og havde disponeret rigtigt, så jeg endda kunne øge farten en lille smule på sidste løbestræk.

Jeg er imidlertid alt for langsom en svømmer til at gøre mig gældende i denne disciplin, når distancerne er så korte. Og da jeg, hvis formen ellers er rigtig, normalt kan køre en rimelig hurtig enkeltstart over korte distancer savnede jeg i den grad en tur omkring cyklen :-)

Those German doctors

2007-07-20T19:59:00.000+02:00

Frankfurt IM var et større race end nogensinde prøvet før. Mere end 2200 deltagere, en kæmpe logistik, svømmestart ét sted, T2 og målområde et andet og flere publikummer end man kan forestille sig.

Denne raceberetning har været længe undervejs - begivenhederne skulle lige synke ind. Det var med blandede følelser jeg tog til Frankfurt. Indtil en uge før løbet var meget gået skævt - min enkelstartscykel (og med den mine eneste klik-pedaler) blev stjålet, det lod til at vandet ville være for varmt til våddragt for andet år i træk og det havde oveni det hele været svært at finde motivation til den nødvendige træning.

Alt gik dog ikke så galt som frygtet. Køligere og ikke mindst blæsende vejr fik pisket så meget op i søens springlag, at temperaturen kom betragteligt under grænsen og Pinarelloen var faktisk ganske udmærket at køre på - med Jespers pedaler, da mine egne ikke var nået frem med posten (jeg måtte naturligvis købte den eksotiske look keo topmodel med titaniumsaksel, som ingen cykelhandler i kongeriget havde hjemme).

Svømningen gik bedre end på Lanzarote - tiden var nogenlunde den samme, men følelsen og rytmen var langt bedre selv med manglende svømmetræning. Og på trods af at der var abnormt mange svømmere der piskede rundt i Landener Waldsee denne morgen, så var ruten faktisk lagt, så der var væsentligt mindre skubben. En meget bred start og ingen skarpe sving synes at være den rette opskrift. Eneste irritationsmoment på svømningen var et stykke ca. 2/3-dele inde i svømmedelen, hvor man kom meget tæt på bredden og hvor vandet derfor var lavt og meget mudret. Havde jeg haft lejlighed til at prøvesvømme søen havde jeg holdt lidt længere afstand her, selvom de havde kostet et par ekstra meter. Generelt gik navigationen og disponeringen godt og jeg kom op af vandet uden problemer.

På cyklen havde jeg belært af erfaringen fra Lanzarote kun to mål: energi/væske-indtag og let, let, let tråd så der var knæ og ben tilbage til løbet. Jeg lod alt og alle køre. Min puls kom ikke over 130 de første 100 km og den ene gråhårede mand efter den anden i fuld cykelornat kørte omkring mig. "Målet er gennemførsel, målet er gennemførsel" gentog jeg for mig selv i hovedet mens jeg tykkede energibarer og kørte energidrik ned. Også på cykelruten var opbakningen fra publikum fantastisk. Ruten bestod først af ca. 20 km fra søen lidt syd for Frankfurt og ind til T2 og målområdet, hvor en rundstræk på 80km startede, som skulle gennemkøres to gange. Langs stort set hele denne 80km rute var der publikum og på de større stigninger, herunder især en særdeles ubehagelig brostensklædt en af slagsen var publikum totalt eksalterede. Det føltes som om man førte Tour de France op ad Alpe d'Huez, når man tramper op ad brostenene med en meters bredde mellem de to publikumsmasser, der huer og hepper en hele vejen op. Fantastisk og gåsehudsfremkaldende. Kun med nød og næppe modstod jeg fristelsen til at give fuld gas - "målet er gennemførsel".

Den tilbageholdte, grænsende til den indestængte cykling betalte sig efter T2. Jeg kom af cyklen uden krise og uden at have kørt over evne. I modsætning til Lanzarote var der ingen ubehagelig modvind de sidste kilometer, så de gik lige så let som de første. En kontrolleret, effektiv transition og jeg var i løbeskoene. Ingen problemer at holde et pace omkring 4:45 min/km og på den måde gik de første 10 km som en leg. Jeg indhentede mange, men også mange som allerede havde løbet flere omgange.

Her begynder problemerne så. Vejrudsigten for Frankfurt stod på lyn, torden og regn efter middagstid. Regnen udeblik imidlertid, men en trykkende varme slap vi ikke for og på trods af at jeg kørte ekstremt behersket på cyklen har jeg svedt mere end jeg har lagt mærke til. Fra 5km til 25km af løbet kan jeg ikke tage væske ind, hvilket uden tvivl skyldes at jeg har ladet mig dehydrere. Jeg forsøger uophørligt med meget små mængder og forsøger at holde min velkendte følgesvend kvalmen i ave. De første to omgange af 10km går fornuftige og jeg holder et sjældent set jævnt tempo, løber gennem depoterne og har bortset fra et par vabler ingen biomekaniske problemer. Men jeg løber på lånt tid. Da jeg passerer 25km er det slut. Over bare én km er tempoet gået markant ned, pulsen er i vejret og jeg er begyndt at fryse selvom temperaturen er dagens varmeste. Nu skal der væske til, hvad end det vil ned eller ej. Jeg kan ikke bedømme afstanden, så jeg løber lige ind i bordet i depotet så der ryger mere væske i bukserne på en af de frivillige end der gør i halsen på mig.

30 sekunder senere følger to samaritter mig ind i deres telt og endelig byder menuen på en cru der er til at få glæde af: 2 x 500ml intravenøst saltvand. Just what the doctor ordered - hit me Smithy.

Dér sluttede IM-Frankfurt så for mit vedkommende - ville gerne være nået helt frem til målstregen (ikke kun fordi der var opstillet 100 spa-bade til fri afbenyttelse) og følte egentlig, at benene var til det og jeg havde disponeret fornuftigt. Men ak, det er rigtigt, som en af de rigtig stærke kvindelige Kona-specialister Natascha Badmann siger: "Winning the Ironman is like building a house with many walls. If one wall is left out, the house won't stand". Uden den rigtige væske/energi-strategi går det ikke. Erfaring kan ikke købes.

Erfaring kan man kun slide sig til. Derfor har jeg også efter særdeles moden overvejelse besluttet mig til at teste den erfaring, jeg har høstet i Sherbourne, Lanzarote og Frankfurt af i årets sidste IM-forsøg. Lige inden fristens udløb har jeg tilmeldt mig IM-Fredericia d. 4. august. En vanskelig beslutning, som jeg har truffet efter at have prøvet formen af med noget målrettet træning de sidste par uger. Over hele linjen synes jeg formen er tilbage på niveau som før Frankfurt. Svømning måske endda lidt over. Jeg har sat en tri-saddel og en enkeltstartsbøjle på Pinarelloen og er efter lidt justeringer faktisk meget tilfreds med min position på cyklen. Så har jeg droppet mine Addidas løbesko - jeg troede, det var muligt at vende sig til dem og at jeg på et tidspunkt ville komme til at løbe ordentligt i dem. Jeg havde dem med til Lanzarote i uge 10+11, men endte med at løbe i dem en enkelt gang. Siden har de irriteret mig gang på gang og nu ryger de altså. Da jeg ikke synes at ville finde et nyt par før efter Fredericia er jeg altså gået tilbage til mine Nikees. Ingen tvivl om at de synger på sidste vers, men de passer mig langt bedre, så det bliver dem, der skal bære mig igennem i det jyske. Jeg har også fundet ud af at en tridragt i én del egner sig perfekt til korte races, men ikke til et langt løb, hvor der er stor sandsynlighed for at man undervejs skal på toilettet mindst én gang. Har man tilmed en cykeltrøje udenover skal den først af, så skal tridragten ned, racenummeret af osv. Her er det langt lettere med en todelt dragt og det er også mere fleksibelt i forhold til vejret på løbet.

Det var et par af erfaringerne - tilbage står at naile den helt rigtige energi/væske-strategi. Det bliver udfordring nummer uno. Jeg overvejer at løbe med et væskebælte på løbet og eksperimenterer for tiden under træningen med at drikke og indtage gel under løbet - noget jeg normalt aldrig gør på korte løbeture.

Tilbage er der vist kun at fortsætte træningen lidt endnu og så krydse fingrene :-)

Koldere vejr ønskes

2007-06-13T13:47:00.000+02:00

Som før skrevet - en ulykke kommer sjældent alene. Om knap 20 dage skal der køres IM-Frankfurt - som nævnt uden tri-cykel.

Alt tyder imidlertid også på at det bliver uden våddragt, hvilket næsten er endnu værre. Grænsen for våddragt er 24 grader celcius og temperaturen forlyder nu at være på 24,5 grader. Det ville i øvrigt ikke være sensationelt idet våddrager også blev forbudt sidste år. Langt fra nogen god nyhed - det skaber et væsentligt uforudsigelighedsaspekt til svømningen, vil formodentlig forlænge svømmetiden betragteligt og alt andet lige vil jeg formodentlig komme pænt afkølt op af vandet samtidig med at jeg vil være tvunget til at bruge benene mere end ellers. Øv øv. Det bliver spændende at se om kombinationen af kold vand og benspark kan foretages uden at medføre kramper.

Det har i øvrigt pga. travlhed og manglende motivation været vanskeligt at opretholde den ønskede træningsvolume frem til Frankfurt, hvilket heller ikke lover godt. Selv den relativt begrænsede løbetur med tri4 i onsdags kunne mærkes betragteligt i benene i dagene efter og jeg kom først i løbeskoene igen lørdag morgen.

Men måske er en kold dukkert til at starte med præcis den opskrift der skal til for at slå den rigtige survival-mode an til et løb, hvor ambitionerne nu drejer sig om at gennemføre.

Ny cykel ønskes

2007-06-13T13:15:00.000+02:00

En ulykke kommer sjældent alene. Søndag drog jeg til Geels skov for at køre den næstsidste Hot-cup-afdeling inden sommerferien på den forrygende rute jeg havde prøvekørt et par gange om tirsdagen. Vejret var sublimt - rigtig varmt og ruten var knastør og lynhurtig. Den lå lige til mig.

Belært af erfaringen tog jeg det en anelse mere med ro på første omgang end ved tidligere lejligheder - to timer plus omgangen færdig kan hurtig trække tænder ud. Det kostede lidt køkørsel, men på slutningen af første omgang begyndte jeg at lukke lidt mere op og hentede da også folk på alle stigningerne - god fornemmelse!

Halvejs inde i anden runde må jeg have ramt et eller andet der slog min bagskifter-arm skæv for pludselig røg den ind i hjulet da jeg skiftede til den største ring på bagkasetten. Der var god fart på cyklen så bagskifteren blev flået hele vejen med rundt hvilket kostede to egere, et flækket pulleywheel og en helt ubrugelig bagskifter. Satans. Af alle steder netop på denne perfekte rute blev jeg nødt til at bide i det sure æble og trække cyklen hjem.

Æblet skulle imidlertid blive endnu mere bittert. Mandag måtte jeg aflevere cyklen til reperation og tog derfor min centurion på arbejde. Normalt står cyklerne låst inde i cykelrummet, men jeg havde et møde i Forskings- og innovationsstyrelsen ude i byen og tog cyklen i stedet for taxa - vejret var jo trods alt stadigvæk forrygende. Det blev imidlertid med taxa hjem, for da jeg var færdig med mødet var cyklen væk. Endnu mere satans.

Nu var der ikke tale om jordens dyreste enkelstartscykel - men det var nu engang den, jeg havde udset mig at køre på til Frankfurt IM. Indstillingen passede mig perfekt, styret, sadlen, pedalerne - alt det, man vender sig til på en cykel. Nu bliver det efter alt at dømme en tur på Pinarelloen og det er også udmærket, men næppe hurtigste løsning. Og jeg skal have anskaffet mig nye look keo-pedaler, da jeg indtil nu har brugt det samme par på begge cykler. Endelig havde jeg også tænkt mig - når jeg på et tidspunkt fik investeret i den lirede kulfiber-enkeltstarter - at jeg ville bruge styr og sadel fra den gamle. Sådan skulle det åbenbart ikke være. Mere satans!

Ny hjelm ønskes

2007-06-03T23:57:00.000+02:00

Dagens Dustcup-afdeling var en søndagsetape og sidste dust-afdeling inden sommerferien. Søndagsafdeling er lig med 2 timer + omgangen færdig, så der var lagt i kakkelovnen til en hård eftermiddag i skoven.

Sporet var ved Roskilde og det udmærkede sig ved at være rigtig, rigtig teknisk. Nok det mest tekniske jeg overhovedet har kørt i dust/slush/hot-cup-regi. Der var tilmed nok en 10/90 pct. fordeling mellem stier/singletrack, så det ville være synd at sige at ruten lå godt til mig.

Løbet gik ok den vanskelige rute taget i betragtning og uden problemer med udstyret - jeg var dog af cyklen utallige gange, enten for at løbe de vanskeligste stykker eller med småstyrt og klumren rundt i sporet. Især på sidste omgang hvor kræfterne og koncentrationen var tyndslidt kostede det nogle styrt - et af den helt ud over styret og med hovedet først i jorden hvilket flækkede hjelmen, der heldigvis tog langt det meste af slaget. Det blev kun til en masse mudder og et par enkelte afskrabninger i hovedet - men jeg var lynhurtigt oppe som en ninja og sled mig i mål, mest med tanken på den roulade og cacaomælk, der ventede. Nu mangler der blot én hotcup-afdeling på denne side af sommerferien - desværre også en to-timers sag, så det skal nok blive hårdt igen igen - inden da skal jeg imidlertid have skaffet en ny hjelm.

Hot-legs

2007-05-30T23:13:00.001+02:00

Efter en række dårlige mtb-løb præget af influenza, punkteringer og andre tekniske vanskeligheder bød aftenens hot-cup afdeling på en tilfredsstillende præstation. Jeg havde et godt løb på en rute, der lå godt for mig - ikke for teknisk, men med masser af tons og gode stigninger, der kunne køres med fuld power.

Knap 200 deltagere havde fundet vej til 3. afdeling. Benene var så gode at det rakte til fire omgange med en gennemsnitspuls på 172, så der blev kørt max til i samtlige 77 minutter det tog at fræse igennem. Det rakte til en 52.-plads overall og en 9.-plads i min age-group (19-29). Og denne gang var der ingen piger der blev sluppet forbi selvom der vanen tro var flere rigtig velkørende med i feltet :-)

Især var jeg tilfreds med disponeringen og at det lykkedes mig at fighte hårdt helt til målstregen. Jeg lå på hele sidste omgang i en aggressiv gruppe, der virkelig kørte til og selvom jeg måtte lade et par særdeles stærkt kørende ryttere først over stregen så var det med en vis tilfredsstillelse, at jeg dog fik banket mig foran en af dem på den allersidste stigning på trods af at jeg havde ligget bagerst og kun hængt på med nød og næppe i lang tid. Et sekund før er stadig et sekund og én placering før ;-)

Jeg er også blevet væsentligt bedre til at lægge hårdt ud og køre aggressivt fra starten så der ikke bruges for meget tid på køkørsel. Startloopet i dagens afdeling var kort og ramte hurtigt en hård stigning der tilmed havde et skarpt og stejlt højresving efter kort tid - her var der i den grad trængsel og der var nogen der ramte både mit forhjul og baghjul på vej op af stigningen - så der var kamp om placeringerne fra startskuddet lød.

Søndag står den på 2-timers afdeling af Dustcup - sidst jeg kørte en 2-timers afdeling var det rigtig, rigtig hårdt. Det bliver spændende at se, om jeg formår at disponere fornuftigt og hvordan teknikken opretholdes, når trætheden melder sig. 2-timer er lang tid på maxpuls og det er endnu længere tid på 100 pct. koncentration.

Elendigt race

2007-05-21T10:13:00.000+02:00

Lanzarote-IM blev en skuffelse. Fra start til slut havde jeg et dårligt race og bundlinjen blev, at jeg ikke kunne løbe den sidste halvdelmaraton - denne gang var det knæet, der sagde stop.

Det var nu ikke det eneste, der kom på overarbejde. Jeg havde et dårligt svøm - havde svært ved at navigere og fandt aldrig en fornuftig rytme. Jeg svømmede 7-8 minutter langsommere end i England, hvilket sådan set var acceptabelt taget i betragtning, at det var i havet og at jeg pga. problemerne med nakken ikke har svømmetrænet overhovedet de sidste tre uger - men det var utilfredsstillende, at mærke den manglende rytme og overblik over ruten. Det havde været et stort plus at have gennemsvømmet den før racet.

Det var en meget lang transitionszone, men T1 gik for så vidt udmærket. Jeg måtte omkring toilettet til en hurtig tissetur, men ellers var alt klar på cyklen og jeg skulle bare have våddragten i den rigtige pose og så småløbe frem til cyklen. Jesper havde en god svømning og var kørt, men jeg tog det ganske roligt og havde en fornuftig start. Snart havde jeg fået skyllet den salte smag i munden bort og fandt egentlig en ok rytme på cyklen. Selv i et roligt tempo overhalede jeg mange, hvilket i mit hoved understregede, at svømningen havde været noget over par på dagen.

Omkring en fjerdedel inde i cykelbenet når jeg op til Jesper, der cruiser i flot stil derudaf. Vi følges af et kort stykke og der bliver igen lidt afstand. Jeg har et par hurtige tissestop - kunne simpelthen ikke få mig selv til at tisse i bukserne selvom det indgik i overvejelserne - og efter en problemløs opstigning til Teguise kommer Jesper hilsende bagfra, stadig i flot stil.

På det her tidspunkt begynder jeg at blive urolig for min energiindtagelse. Jeg har kørt på med masser af energidrik og to gels, men begynder alligevel at mærke en fornemmelse af tomhed i benene, samtidig med at en begyndende kvalme gør det vanskeligt at indtage mere energi. Jeg bliver lidt forvirret og i tvivl om, hvorvidt jeg har taget for meget eller for lidt ind, så jeg holder en kort pause uden energidrik mens jeg kører op til stigningen før Haria. Så følger den halsbrækkende nedkørsel gennem utallige hårnåle sving, hvor jeg ikke tænker på meget andet end at holde godt fast omkring styret og sørge for at dosere den rette mængde nedbremsning. Jeg er iskold da jeg når bunden så opstigningen til Mirador del Rio straks efter er hård for muskler og knæ selvom jeg træder det laveste gear det meste af vejen.

Efter en kontroleret opstigning når jeg toppen samtidig med erkendelsen af jeg ikke har taget for meget energi ind men for lidt. Så ned ryger en halv liter energidrik og så rammer kvalmen mig med et brag. Ind til siden og op med energidrikken igen. På turens højeste punkt har jeg nået løbets laveste. Jeg står af cyklen, besøger port-a-pot'en og går så ombord i depotet på toppen. Coca cola kan rede alt så fem minuter og en halv liter senere er jeg oppe på cyklen igen. Mere cola og to en halv powerbars senere er jeg tilbage i løbet og har nu blot modvinden på de sidste 50 km at slås med. Allerede nu kan jeg mærke mit højre knæ og det gør mig stærkt urolig for det efterfølgende løb.

Tilbage i T2 er knæet ømt allerede inden jeg har løbet et eneste skridt. Samtidig er varmen begyndt at spille ind og jeg har endnu et toilet-besøg. Siddende på det ildelugtende lokum begynder jeg at få koldsved og har et øjeblik seriøse tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kommer ud at løbe. Jeg samler mig sammen, kommer i løbeskoene og bevæger mig ud på ruten. 4 x 10km ud-hjem rute langs kysten. Stort set pandekage flat og temmeligt varmt. Jeg løber 500m så smerter mit knæ og jeg begynder at gå. Det fortsætter jeg med indtil knæet gør så ondt, at jeg frygter jeg er ved at indkassere en skade. Så kaster jeg håndklædet i ringen og bander over at IM-distancen endnu en gang har fået has på mig. Mens jeg sværger come-back 1. juli i Frankfurt og overbeviser mig selv om at ironman-løb er fascinerende netop fordi de er svære, glæder jeg mig over at Jesper har eksekveret et imponerende flot løb og gennemfører i under 12 timer. Med en så overbevisende debut-præstation kan man da kun ærgre sig over at han fra start har erklæret, at IM var en engangsforteelse. For mit eget vedkommende må jeg blot satse på, at "tredje gang bliver lykkens gang".

Stilhed foer stormen

2007-05-18T12:37:00.001+02:00

Saa er jeg vel ankommet til Lanzarote - et hektisk flyskift i Barcelona og en aengstelig venten i lufthavnen i laaaang tid inden min volumioese baggage dukkede op var blot krusninger paa overfladen, alt naaede frem i god behold.

Maria var saa venlig at hente mig lufthavnen saa det var uproblematisk at indregistrere paa La Santa i gaar (Jesper er blevet meget begejstret for La Santa-sangen nu hvor han har hoert den live) og vi kunne nyde en god omgang pasta til aftensmad i gaar i Puerto del Carmen.

Cyklen blev samlet allerede i gaar og proevekoert i dag - alt er paa plads og den er rigget godt til med racenummer, tre flasker, co2-patroner, pumpe, gels, aero-dunk og reservedaek. Den ser lidt overlaesset ud og man laegger naesten ikke maerke til, hvor dyrt et maerke rammen er af... ;-)

Den skal checkes ind i dag kl. 15 og saa er det saadan set bare at vente i spaending paa morgendagens udfordring. Vejret i gaar og i dag er helt perfekt - delvis overskyet og med meget lidt vind, efter Lanzarote-standard naesten vindstille. Forhaabentlig holder det til i morgen, men hvem ved, hvordan vinden blaeser, naar man for alvor kommer op og ud.

Jesper virker taendt, men klager over lidt vaerken i knaeet - det kan maaske blive traels senere, men foreloebig haaber vi det bedste. Hold fingerne krydset derhjemme! Beretning foelger.

Sidste trilletur inden IM

2007-05-14T09:45:00.000+02:00

I går stod menuen på Skjoldenæsholm-løbet - 145km landevejsløb som jeg også deltog i sidste år. Jeg havde en kammerat med rundt, hvis ben var lidt rustne på dagen, så det blev ikke nogen tempotur og vi var i alle depoter selvom jeg havde taget ekstra væske med netop for at kunne køre helt igennem - og så fik jeg lov til at agere "Der Jan".

Det var nu alligevel en udmærket tur og fint at få de sidste kilometer og de sidste bakker i benene inden det gør løs for alvor på næste lørdag. Formen er ved at være, hvor den skal - en hård tempotur (15 km med 4:21/min i snit) på løbeben lørdag eftermiddag var ikke til at mærke, da jeg skulle træde zipp-hjulene hen over turens bakker på den meget smukke rute, så det var lækkert. Jeg havde også en følelse af overskud efter de 145km, så det var som det skulle være.

Adskillige kiropraktorbesøg har efterhånden også sat næsten 100 pct. skik på min nakke så jeg er fortrøstningsfuld mht. svømningen, selvom jeg ikke har trænet svømning i nu over en uge. Tror jeg snupper en test-tur i morgen tidlig inden job for lige at få ro i sindet også på det punkt.

Så nu står den på forberedelser til Lanzarote - der er købt solcreme, energidrik, læsestof til flyveturen, visiret til min enkelstartshjelm er ankommet og monteret, og vigtigst af alt, den mentale forberedelse er gået op i gear.

Ingen tvivl om, at det bliver et hårdt løb og at konkurrencen med Jesper for så vidt er åben. Jeg er dog i min visdom nået frem til at det mest hensigtsmæssige er at tvinge mig selv til at ignorere den indbyrdes konkurrence på cykeldelen og første halvdel af marathon-løbet. Så tilbage står at jeg vil svømme for at komme først op af vandet (mest for sjæleroens skyld ;-) og skulle det svigte eller hvis han overhaler på cyklen så må jeg forlade mig på min forbedrede løbeform til at hente ham ind.

Mon ikke der kommer lidt på bloggen om, hvordan det gik :-)

Forfulgt af uheld

2007-05-09T19:33:00.000+02:00

Alt er ikke gået helt optimalt sportsligt set de seneste dage - alt er dog heller ikke gået dårligt. Efter hotcup'ens 2. afd. og min vælten rundt har jeg døjet med lidt skavanker, især et ubehageligt hold i nakken der løsner langsomt op i løbet af dagen, men vender tilbage efter en nat på langs. Et par besøg hos en kiropraktor skulle dog gerne afhjælpe problemet - dr. Fuentes lover i hvert fald at gøre mig race-klar til IM-Lanzarote.

På grund af småskavanker og med øje for optimal forberedelse til Lanzarote var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var snedigt at starte i dagens 2. afdeling af Dustcup i Ganløse. Jeg var følte dog stort overskud på løbetræningen både mandag og tirsdag, så jeg overtalte mig selv til at drage til Ganløse. Den gode nyhed var, at løbet ikke bød på forværring af nogen skavanker - den dårlige var, at jeg nåede at punktere to gange på fire kilometer af første omgang og kun havde én ekstraslange med. Så det blev en lang tur for en kort tur, der tilmed sølede cyklen og rytteren godt ind i mudder for ruten bar tydelig præg af de seneste dages regn.

Brandærgerligt, for på det tidspunkt lå jeg rigtig godt med - jeg havde gode ben og havde lagt benhårdt fra start. Der var et rigtigt langt tonserstykke inden man kom ind på et rimelig let singletrack, så starten af omgangen lå perfekt til mig.

Der er imidlertid ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for nået: 1) det er slut med mtb før efter Lanzarote, 2) benene føles kanon, 3) jeg lærte, at man skal have mere end én ekstraslange med og at man ikke skal have den lille ring eller låget skruet på ventilen - det tager simpelthen en evighed, især hvis det er en lang ventil, at skrue det lort af mens man sveder ned i øjnene og kun tænker på at få kommet videre. Ja, så fik man den erfaring med.

PS. det forlyder, at mit længe ventede visir til Louis Garneau enkeltstartshjelmen er ankommet til Nørrebro Posthus - så har jeg da på ét punkt et stykke udstyr, som Hr. Duelund ikke har... ;-)

Og de kaldte det mindre teknisk

2007-05-03T09:54:00.000+02:00

Gårsdagens 2. afdeling af årets nyskabelse Hotcup var henlagt til Tisvilde. Hotcup-arrangørerne har på et tidspunkt skrevet på hjemmesiden, at Hotcup-ruterne bevidst var valgt mindre tekniske end storebroderen Dustcup.

Det var nu vanskeligt at se på gårsdagens rute i Tisvilde, som var pænt teknisk - også mere teknisk end jeg lige magtede at køre fornuftigt. Allerede på opvarmningsrunden måtte jeg bide i sandet og indkassere et gevaldigt trælår (nu forstår jeg endelig begrebet trælår - det betyder simpelthen når træ møder lår med høj fart ;-) og en knækket saddel. Ikke lige den optimale start, men jeg fik da humpet på benene, kom tilbage til målområdet og fik intermistisk tapet min saddel fast med gaffa.

Låret gjorde (og gør) dog stadig ondt, så det lagde en dæmper på de helt store eksplosioner, da først løbet kom i gang. Jeg kørte dog ok med på to rimeligt fornuftige og jævne omgange og lagde så tilpas aggressivt ud, at jeg ikke måtte døje med ret stor forsinkelse på første omgang. Tredje gang rundt skulle de tekniske vanskeligheder imidlertid indhente mig. *
På et decideret modbydeligt stykke, hvor man skulle forcere tre små, vakkelvorne og ekstremt smalle broer i træk, gik det galt. Den første bro var over et mudderhul og på tredje omgang var et af de midterste bræt knækket og stod op i vejret så det af broen der kunne køres blev endnu smallere. Lige inden broen var der en stor rod som man skulle undgå og det gjorde at man havde valget mellem to skæve vinkler på broen og at man var nødt til at dreje mens man holdt farten for at komme op på broen. Så meget havde jeg luret - de to første runder var det lige netop lykkes mig at komme venstre om roden og op på broen. Men på grund af det knækkede bræt besluttede jeg mig på tredje omgang i sidste øjeblik for at køre højre om roden. Problemet var blot, at fordi det åbenbart var blevet det gængse valg var sporet gravet dybt foran broen. Jeg fik ikke løftet forhjulet i tide og dermed stoppede cyklen brat foran broen og sendte mig ud over styret. Jeg landede på ryggen lige i mudderpølen og med albuen på broen.

Så det kostede både våde bukser, hudafskrabninger og et ubehageligt hold i nakken. Mens jeg lå og svømmede i mudder kunne den ene efter den anden rytter blæse forbi fordi jeg var nødt til at holde tilbage inden jeg kunne løbe over de to næste broer. Så uheldet skete på det absolut mest uheldige tidspunkt - ikke kun fordi det gav en ordentlig gang buksevand.

Det skal retfærdigvis siges, at Tisvilde er et utrolig flot ramme om mtb-løb. Der er ægte dust-stemning, når man sender 200 ryttere afsted så støvet rejser sig og vejret var intet mindre end perfekt i går. Det er dog lidt svært at nyde kagen efterfølgende, når man ud over cacaomælk og roulade også må bakse med renseservietter til albuen og gaffatape til sadlen. Resultatmæssigt var løbet også en skuffelse - af de 200 deltagere endte jeg lige midt i feltet, og det kan jo gøres bedre.

Fremgang på baglæns tri

2007-04-29T23:12:00.000+02:00

Dagens konkurrencespecifikke træning stod på nytraditionen Baglænstri i Roskilde, nærmere bestemt ved Fløng. Vejret var perfekt til den lidt særprægede afvikling af først 5km løb, dernæst 20km enkelstart med langsomste løber først på cyklen med 15 sek. i mellem hver start og endelig 500m svøm i Fløng Svømmehal. De korte pauser mellem hver event og de korte distancer gør, at man har mulighed for at køre på absolut max-power hele vejen.

Sidste år kørte jeg et ok stævne, især på cyklen og tiderne blev 5k løb: 21.41, 20k cykling: 33.59 og 500m svøm: 08.45.

Siden sidste år er formen, evnen til at disponere og udstyret alt sammen forbedret og det kunne glædeligvis også aflæses i dagens resultater: 5km løb: 20.10 (ville gerne have været under 20, men så skulle jeg nok have sprunget den tunge træning over i går), 20km cykling: 31.19 (gennemsnitsfart 38,7 km/t) og 500m svøm: 7.37. Rimeligt tilfredsstillende og hurtigt nok til en 2. plads i min aldersgruppe (herre 18-39).

Der er stadig betydelig plads til forbedring, ikke mindst på løbet - men træning, træning og så skal det nok komme.

Vigtigst af alt: tri-sæsonen er blæst i gang!

Enkeltstart på tyren - deployment of speed weaponry

2007-04-22T13:38:00.000+02:00

En weekend uden konkurrence er en weekend uden mening - så det lykkedes mig med møje og besvær at presse Ganløse Enkelstart (3xtyren) ind i et ellers stærkt presset søndagsprogram. Men så var der jo en god grund til at køre stærkere :-)

37 deltagere havde kastet sig over den lange rute og flere stillede på særdeles liret grej. Det var også en stor fornøjelse for første gang i sæsonen at lufte zipp-hjulene - der er mærkbart mere ryk i dem end de væsentligt tungere træningshjul, så der var fart i enkelstarteren.

På grund af dårlige skruer røg min højre armstøtte på enkelstartsstyret af. Heldigvis blev jeg på cyklen selv om det gik ud over balancen og heldigvis var det mens jeg varmede op, så jeg kunne nå at udbedre det til starten gik. Det må udbedres til Lanzarote :-)

Arrangørerne overholdt ikke helt startiderne, så da jeg trillede op til start efter lidt opvarmning blev jeg kaldt frem med det samme og fik at vide at jeg bare kunne køre. Hvor mange sekunder det har kostet ved jeg ikke, men det var lidt ærgerligt. Men da jeg først fik spændt hjelmen og sat gang i hjulene gik det fint fint. Jeg blev noteret for 55.29 hvilket rakte til en femteplads. Det er sådan set ok tilfredsstillende.

Næste søndag står den på en nyklassiker - baglæns tri i Roskilde. Det var faktisk et fedt stævne sidste år, men i år lader det til at jeg må undvære Kaspers selskab, eller hvad?

Raising the dust

2007-04-19T14:33:00.000+02:00

Så lød starten til årets DustCup! Med deltagerrekord (340 deltagere gennemførte!) og flot vejr og ægte dust-stemning gik det løs i går aftes i Geel skov.

Ruten var fantastisk - meget kuperet med rigtig vanskelige op- og nedkørsler, men med et knastørt underlag, der gjorde ruten rigtig hurtig. Der var virkelig mulighed for at give cyklen nogle gevaldige tæsk på lange nedkørsler bogstaveligt talt over stok og sten - det bumpede så meget at man trods hvide knoer på styret flere gange var ved at miste grebet om styret.

Jeg kom dog igennem helt uden styrt på trods af at jeg ikke nåede at køre ruten igennem inden, så teknikken er helt sikkert blevet noget bedre end tidligere. Sjovt som træning hjælper :-)

Jeg havde Jeppe med derop, men det baghjul havde jeg naturligvis ikke mulighed for at holde og han kørte som sædvanlig et godt og hurtigt løb. Han var dog ikke den eneste hurtige der havde fundet vej til sporet. Feltet talte en række tunge drenge, fuldtidsprofessionelle osv. Så støvet rejste sig - og en del af det satte sig fast i ansigtet, så man kom i mål i et ægte dust-cup look.

Man har skrottet motionsklassen så nu kører alle 80 minutter og omgangen færdig. Det gør lige, at man kommer til at pukle lige lidt længere på cyklen. Jeg nåede rundt fire omgange rundt i 1.34:56. Det var ca. et halvt minut efter nummer to - som godt nok havde nået en omgang ekstra, men han var så, ud over heltidsprofessionelle Peter Riis Andersen, så også den eneste for en gangs skyld, der lavede det nummer :-).

Jeg havde en ok start - kom til at stå meget fornuftigt i feltet, så køen på første omgang var minimal. Jeg sluttede som nummer 70 i herreklassen, så det var ok, men stadig med betydelig rum for forbedring. Igen havde få sekunder betydet flere pladser frem.

Alt i alt et godt løb på en suveræn rute - yeeeehaaa, Dust-sæsonen er startet!

Smoking hot-cup

2007-04-12T08:42:00.000+02:00

Årets nyskabelse på mtb-fronten er Hot-cup'en der køres sideløbende med den traditionelle DustCup. Formatet og setup'et er dog meget lig det velkendte: man drøner afsted i 70 min og kører så den påbegyndte omgang færdig.

Første afdeling var i går i Hillerød på en glimrende rute og i flot, flot vejr. Jeg kører med i både Hot-cup'en og Dustcup'en, så der bliver rig lejlighed til mtb-træning i 2007. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at give den max-gas og teste den gode form og forbedrede teknik af. Desuden lykkedes det mig at deltage i rutefremvisningen i søndags og jeg var så tidligt i Hillerød i går, at jeg kunne snuppe yderligere to omgange i roligt tempo på ruten som opvarmning. Det er virkelig en enorm fordel at kende ruten godt allerede fra start.

Racet gik godt. Folk gik i den grad til stålet fra startskuddet lød, men selv om jeg ubeskedent og belært af erfaring havde placeret mig forholdsvis langt fremme i startfeltet skabte det første singletrack og de første to stigninger dog en lidt forsinkende kø. Ærgerligt - feltet var så tæt at en sluttid bare ét minut hurtigere ville have betydet fem pladser frem. Nuvel, næste gang må jeg være endnu mere skamløs :-)

Da først der kom plads i sporet var det dog muligt at begynde at hive folk ind og overhale. Den gode Lanzarote-form satte mig i stand til at hente en del på de brede grusstier og det gode kendskab til ruten gjorde mig i stand til sågar at snuppe folk på de tekniske opkørsler. Ruten var spændende - meget afvekslende og med mange små, tekniske stigninger, hvor en masse rødder på vej op gjorde, at man i den grad skulle holde tungen lige i munden. Jeg havde besluttet mig for at give max-gas og det gjorde jeg, og så må man også finde sig i at bide i græsset i ny og næ. Så det blev også til et mindre styrt forårsaget netop af en rigtig drilsk rod, der ikke blev mindre glat som omgangene gik. Jeg var dog lynhurtigt oppe igen som en ninja.

Det lykkedes mig at disponere så jeg kunne presse mig selv hele vejen hjem (4. omgange på 1:25:38). Udstyret havde ingen problemer med den knastørre rute (bortset fra en enkelt meget dyb muddergrav) og klarede også de hidsige pump fra hundrevis af rødder som cyklen blev tvunget stærkt henover. Jeg skal imidlertid have nogle andre briller for jeg svedte så kraftigt, at der samlede sig sved og dug, der totalt ødelagde mit udsyn på sidste omgang. Jeg kunne have taget brillerne af, men besluttede at nøjes med at køre med dem på næsen (har set ekstremt dumt ud) fordi der sidst på omgangen var en lang passage hvor man bogstaveligt talt kørte spidsrod gennem en masse små bøgetræer der nådesløst piskede imod ens ansigt. Og en ridset hornhinde havde jeg trods alt ikke lyst til at indkassere. Men på en rute som er så teknisk og med så mange små forhindringer og sving er udsyn alfa og omega, så det kostede lidt at jeg kun kunne se ordentligt i en smal stribe over mine lortebriller.

Resultatet var altså næsten tilfredsstillende - jeg sluttede som nr. 60 overall og som nr. 10 i min agegroup. Det bliver spændende at se, om jeg kan fastholde det niveau og udbygge det i det samlede klassement ved fremtidige afdelinger. Især bliver det spændende at se, hvordan 2-timers afdelingerne udspiller sig. Den sidste 2-timers jeg kørte i DustCup var monsterhård, men det er jo ens for alle :-)

Skovene omkring Århus - En (kort) lidelseshistorie.

2007-04-10T19:20:00.000+02:00

Modsat de gode takter der for tiden vises på Sjælland, og postes om her på bloggen, har træningen i Århus desværre ligget underdrejet de sidste par uger. Årsagen har været en slem halsbetændelse/forkølelse jeg reddede mig på en 50k landevejstur, som jeg i forårskådhed (og måske med tankerne på La Santa) kørte i alt for lidt tøj. Dumt.

Efter næsten to uger med feber, snot og ondt i halsen mente jeg dog at i dag måtte være dagen hvor jeg, bogstaveligt talt, skulle op på (jern)hesten igen, og da skovene omkring Århus skulle være meget smukke her i foråret og byde på perfekte kørselsforhold faldt valget på MTB'en.

Sol, vind og perfekt skovbund var der da bestemt også i rigelige mængder, hvad der tilgengæld ikke var noget af var overskud på cyklen. Allerede på første bakke måtte jeg kæmpe efter luften og pulsen lå 10-12 slag højere end normalen. Benene var der som sådan ikke noget galt med, men det var tydeligt at lunger og kredsløb ikke kunne følge med. Sådan noget skal jo normalt køres væk, men efter 4-5 bakker hvor mønstret var det samme, masser af overskud i benene, men en hiven efter luft og en puls 10-12 slag over hvad den plejer at være, samt en begyndende svimmelhed, måtte jeg konstatere at jeg måske ikke var helt ovenpå igen og slukøret luske hjem efter kun en lille time i sadlen.

Jeg håber lungerne kommer lidt til hægterne igen inden træningsturen med et par gutter fra 1900 MTB på torsdag, ellers bliver det hårdt.

God 2. påskedag

2007-04-09T19:30:00.000+02:00

Hvis man ikke er den store kirkegænger, så er det jo med at finde noget andet (relativt) meningsfuldt til 2. påskedag.

Som Søren allerede har omtalt nedenfor, havde vi en fornuftig tur i Tisvilde Hegn. Det var som altid en fornøjelse, der er meget pænt at kigge på mens man nyder de 21.1 km. Naturen altså.

De første 10 km var som sædvanlig et helvede fordi jeg havde spist for meget morgenmad plus et par bananer. Heldigvis er jeg efterhånden så vant til det, at jeg kan trøste mig med at det går over. Men jeg må se at få styr på det, hvis man en dag skal løbe op til sit bedste er det surt at pines med galoperende puls og et mellemgulv der vil ud.

I et tidligere indlæg havde jeg meldt af ville tage det roligt og komme ind i 1:45. Det må man sige lykkedes meget fint, den officielle tid siger nemlig 1:44:32. Det er fem minutter langsommere end sidste år - men (fraregnet Lanzarote) har det også været begrænset med træning den sidste tid. Så det er sådan set fint nok.

Der var et par stykker - for ikke at nævne Søren - som jeg gerne havde løbet fra, men som jeg først ved målgang kunne konstatere også løb halvmarathon. Det må blive næste gang :-)

Vel hjemme i København nåede jeg et glas cola, et påskeæg og tørt tøj, før jeg pakkede cyklen i bilen for at møde Jesper til en tur op til "Tyren" nord for Værløse. Jeg må tilstå, at mine ben ikke var helt tilfredse med min beslutning om at "rulle af" ovenpå formiddagens løbetur. Men det skulle de jo heldigvis ikke bestemme.

På trods af lidt regnvejr blev det en fed tur. Jeg havde jo under hele turen udsigt til en fantastisk lækker carbon enkeltstartscykel med udstyr til den helt store guldmedalje. Det var naturligvis alene udsigten der fra tid til anden gjorde, at jeg lagde mig komfortabelt om i læ mens Jesper knoklede nede i (carbon) enkeltstartsstyret.

Jeg er vant til at køre Tyren på den store klinge. Og min stolthed stod i vejen, da vi skulle over de værste bakker, selvfølgelig skulle jeg ikke på "piveskiven" som Jesper :-) Men mine på dette tidspunkt let slidte ben var ikke helt tilfredse med beslutningen, og kvitterede med 2xlægge i krampe. Jeg måtte slippe Jesper ikke lang tid derefter. Anden omgang gik lidt bedre - og vi kunne i det mindste komme samtidig i mål :-)

Nu kan jeg selvfølgelig ikke afsløre vitale og stærkt klausulerede træningsdata. Men jeg vil da ikke undlade at nævne, at eventuelle modstandere til eventuelle konkurrencer i slutningen af maj - nok ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt. Om det er cyklen eller træningstilstanden ved jeg ikke - men det var i hvert fald imponerende takter der blev vist.

Søren har tidligere meldt, at han vil slå Jesper med 15 minutter på svømningen, 1 time på cyklingen og 30 minutter på løbet. Jeg tillader mig efterhånden at tvivle kraftigt på, at Jesper vil tillade dette.

Dagens energiforbrug fra de to træningspas siger omtrent 6.000 kilokal. Tror sørme jeg skal have en hjemmelavet burger (igen) i aften :-)

/Kasper

Fin tur i Tisvilde

2007-04-09T13:11:00.000+02:00

Dagens program stod som planlagt på halvmarathon i Tisvilde - det såkaldte "Helvede i Nord". Det er jo ved at være en tradition - vi var også med sidste år. I år var vejret dog ikke helt så fint, men dog stort set tørt hele vejen rundt. Ruten er fantastisk - hård, men meget flot og afvekslende. Der manglede dog lidt lys for at stemningen var helt i top, men så måtte man jo i stedet arbejde derudaf.

Jeg havde et tilfredsstillende og veldisponeret løb uden problemer eller kriser undervejs hvilket bragte mig hjem i omegnen af en 1:42-1:44, den præcise tid må vente til www.ultimate.dk opdateres. Kasper havde også et som vanligt veldisponeret løb. På en hård rute som dagens er jeg tilfreds med tiden - den vidner også om en vis formfremgang i forhold til samme tidspunkt sidste år. Der blev tiden over 2t, så der var selvfølgelig også lidt at skære af på :-). Det hjalp dog også, at jeg ikke var dopet på Ipren og skulle døje med en voldsomt ømt skulder, som sidste år efter min tur ud over styret på mtb'en.

Ud over en bedre form går det også klart bedre med at disponere undervejs. Jeg lagde hårdt fra start, men det fungerede fint for mig og jeg fandt et godt pace undervejs. Det var udfordrende at holde en jævn intensitet på en så kuperet rute med så afvekslende underlag, men det lykkedes mig med få undtagelser også.

Mon ikke vivamus er at finde til start i Tisvilde igen i 2008.

/Søren

Gode ben

2007-04-05T23:06:00.000+02:00

Oven på en genindflytningsfest var det aftalt, at vi (Jesper, Søren og undertegnede) skulle ud og trille på de smalsporede søndag. Hvis jeg ser bort fra den umiskendelige smag af islay-whiskey i de jævnlige opstød (whiskeyen smagte nu bedste første gang) - en den generelt afmattede krop så blev det nu alligevel til en udmærket tur på ca. 130 km.

Helt samme tur blev det ikke idag, men næsten. 100 km på i forvejen lidt brugte ben fra gårsdagens intervalløb med TRI4. Når dagens blæst tages i tillæg var det faktisk helt udmærket, at Jesper og jeg var i stand til at øge tempoet ift. søndag.

Det er selvfølgelig helt galt at jeg får cyklet mere end løbet i disse dage. Men det er nu engang også ret sjovt at få lidt fart i den smalsporede. Så må løbene komme som de vil. Det skal nu nok gå.

På mandag drager SFL og undertegnede til Tisvilde Hegn for at løbe "Helvede i Nord" for anden gang. Det er et halvmarathon, så det giver da lidt km i benene. Og det er sådan set hele formålet - jeg forventer ikke at skulle løbe stærkt. 1:45 ville være fint.

/Kasper

Lanzarote-data

2007-03-27T14:56:00.000+02:00

Man begynder snart at glæde sig til 1) trisæsonens start 2) 2008-træningslejren på Lanzarote. Således hjemvendt og fuldt restitueret fra en benhård træningstur begynder man jo så småt at savne den sorgeløse og træningsintensive tilværelse på den lille ø.

Så kan man jo, mens man ser frem til det ultrakorte (men formodentlig lige så intensive) visit i forbindelse med IM'en 19. maj, hygge sig med at analyse de træningsdata, der blev indsamlet på turen.

Ingen tvivl om at træningsfokus frem til 19. maj bliver på stødt og rolig mængdetræning - enhver lejlighed til nogle gode ture på cyklen og i løbeskoene skal udnyttes. Men derfor kan man jo alligevel glæde sig over, at den øgede kvalitet i løbetræningen ser ud til at have givet resultater.

26. november sidste år hejlede Kasper os igennem et forrygende træningspas på Østerbro St. En fremragende, men benhård intervaltrappe. Pånær det længste interval gentog vi øvelsen d. 3. marts på Lanzarote og de data er opløftende læsning. På trods af hård aktivitet i tiden op til intervallerne var der konsekvent mere fart i benene i marts. Bortset fra et enkelt af de korteste intervaller, hvor jeg fik sidestik, ligger tiderne pænt og konsekvent under de samme distancer i november.

Til sammenligning:
Interval / pace nov. / pace marts
400 - 3:41 - 3:00
400 - 3:25 - 3:16
600 - 3:41 - 3:32
800 - 3;49 - 3:39
1000 - 3:58 - 3:48
1200 - 3:59 - ***
1000 - 3:46 - 3:46
800 - 5:43 - 3:47
600 - 3:47 - 3:37
400 - 3:18 - 8:04
400 - 3:30 - 3:23

Med andre ord: Kasper, HA, Anders og hvem der måtte være klar - vi skal snart på Østerbro Stadion igen :-)

/Søren

Lav sol over Hareskoven

2007-03-26T18:37:00.000+02:00

Ingen tvivl - foråret er over os! Og det betyder mulighed for mtb-træning efter arbejde. Med x-duathlon'en stadig siddende i benene kunne jeg ikke modstå det forårsagtige vejr men måtte simpelthen snuppe en 1,5 time i det røde spor i Hareskoven. Perfekt, perfekt, perfekt!

Forbløffende få mennesker i skoven - their loss, for sporet var perfekt, bukserne var korte og aftensolen varmede og gav et fantastisk lys og fed mtb-stemning - og så kan man jo ikke lade være med at træde igennem, så det blev også til et fornuftigt træningspas.

På LaSanta lykkedes det stort set cykelpusher I & II (aka KCO og undertegnede) at få HA overbevidst om, at han naturligvis snarest muligt må anskaffe sig en mtb. Hvis ikke det her vejr kan slå hovedet på sømmet ved jeg ikke hvad - under alle omstændigheder skal vi snarest have samlet en trup til en lille trilletur i skoven - den kalder!

/Søren

DM X-duathlon

2007-03-26T09:55:00.000+02:00

Søndagens race-træning var henlagt til Ganløse og DM i cross-duathlon. 3 km løb/10 km mtb/3 km løb/10 km mtb/3 km løb var distancen - den klassiske også kendt fra Craft x-duathlon cup'en.

Samtidig var racet udset til at tjene som lakmusprøve på post-Lanzarote-formen.

Det var svært at klage over vejret - det var simpelthen det mest perfekte forårs- og racevejr set i år til dato. Varmt, ingen vind, masser af sol. Mtb-ruten var glimrende og passede rigtig godt til min smag - kuperet, men med bakkerne jævnt fordelt og ingen vanvittigt lange stigninger, der smadrer rytmen fuldstændig. Teknisk, men ikke så svær at man måtte af cyklen (bortset fra en enkelt træstamme, hvor cyklen skulle løftes over). Ruten var meget afvekslende og bortset fra en enkelt muddergrøft der lige gav et par sprøjt til ansigtet og cyklen, så var ruten knastør.

Også løbet var godt kuperet, men det var jo som at være tilbage på øen :-)

Forudsætningerne for en god dag var således til stede. Jeg fik lagt lige vel hårdt nok ud på første løbepas - skal love for at folk gik til stålet, så jeg måtte sænke tempoet lidt på andet løb i forhold til første. Cyklingen gik dog godt synes jeg og her kunne jeg - som det før er set - hive et par enkelte tilbage, af dem der var løbet fra mig.

Cykelruten skulle køres to omgange i hvert cykelben og desværre nåede jeg kun lige at vende efter halvdelen af andet cykelben så fik jeg en højlydt punktering på baghjulet. Dårlig karma - ikke mindst fordi jeg selvfølgelig ikke havde hverken pumpe eller slange med. Nå, så kan man jo altid vandre hjem med cyklen på nakken og nyde det gode vejr...

Ærgerligt - men i det mindste godt, at Jesper og Maria så inviterede til en løbetur netop som jeg kom hjem. Jesper har lånt enkeltstarteren til en weekendtur til sommerhus t/r, så den skulle leveres tilbage. Så vidt jeg forstod var han begejstret for den aerodynamiske feel, så mon ikke det slår hovedet på sømmet med anskaffelsen af den Issac... :-)

En let peeling

2007-03-18T00:14:00.001+01:00

Så er første uge på ClubLaSanta for længst gået. Desværre. For det er ualmindeligt lækkert hernede med helt optimale trænings- og afslapningsforhold. Ugen er på én gang gået hurtigt - men omvendt flyder dagene helt sammen, og man roder konstant rundt i dagene og de forskellige aktiviteter vi har deltaget i.

En ting står dog allerede nu lysende klart. Der bliver med sikkerhed en ny tur til LaSanta næste år. De første fem har allerede indtegnet sig på tilmeldingslisten.

Henrik fik først bandagen af sin omvredne ankel fredag, så torsdag formiddag (efter morgensvøm og morgenmad) drog HHK, SFL og undertegnede ud på en cykeltur. Det blæste vel omtrent stormstyrke, og da der ikke er det store læ på øen fik vi fuld fornøjelse af vinden der bar os over bakkerne på udturen. Ved sidevind var det dog særdeles ubehageligt at blive blæst ind på kørebanen. Ikke mindst på de stejle nedkørsler hvor HHK kom op på 80 km/t. Halsbrækkende. Et enkelt sted måtte vi køre gennem en passage hvor sand og grus blev blæst ganske voldsomt over vejen. Det gav en let peeling-effekt på arme og ben :-) Der var mod sædvane heller ikke mange andre der havde vovet sig ud i blæsevejret, hvilket nok også var det mest fornuftige.

SFL og KCO havde meldt sig til en socialt "Hill Run" om eftermiddagen. Ærgerligt bakket når man er bygget til lange lige stræk - men så må man jo bare lide i stedet. Det sociale element fik SFL dog hurtigt ødelagt ved at lægge sig 15 meter ud foran feltet og trække det langt. Da feltet således var i opløsning begyndte flere at løsne op for posen, og Søren måtte se sig overhalet af et par stykker ligesom alt socialt var som dug for solen. Jeg forsøgte blot at holde trit med Søren i blæsten. Det holdt hårdt, og jeg havde aldrig løbet så stærkt hvis jeg ikke var blevet tvunget til det. På den sidste stigning før centret havde jeg dog de bedste ben og kunne smutte fra Søren. Virkelig god træning - og Søren er blevet rigtig godt løbende!

På trods af blæsevejret forsøgte vi os senere på dagen med tennis - vi var også noget ensomme her - simpelthen fordi det var tæt ved håbløst på grund af mere end almindeligt forfløjne bolde i stormen.

Fredag stod på intervaltræning ala KCO (pyramide med omvendt jagtstart) på 400 meter banen. Dvs. efter morgensvømningen. Lungerne var på vej ud af halsen - og benene blev tungere og tungere. Men alle - Camilla inklusive - kom flot igennem. Og kan nu lørdag nyde gevinsten: Dejligt ømme lægge og lår. For Camillas vedkommende har det sat sig så meget i kroppen at blot at grine gør ondt! :-)

Efter intervaltræning tog vi alle ud på endnu en god MTB-tur. Henriks første tur på MTB i det hele taget, men det er vist snart lykkedes turens to cykelpushere at overbevise ham om, at han bliver nødt til at investere i endnu en cykel når han kommer hjem :-)

HHK, SFL og undertegnede skulle partout op på områdets højeste top. Vores forventning om at det ville blive en lidt teknisk klatretur på cykel blev gjort til skamme. Eller det vil sige - en klatretur blev det i hvert fald. Vi kom gående til tops - men nedstigningen var endnu vanskeligere og stejlere, og en tung mountainbike på slæb gjorde det ikke lettere. Ned kom vi dog med kun en enkelt hudafskrabning, det var billigt sluppet.

Søren har som bekendt selv to cykler med herned - men begge til landevej. Så da vi skulle på MTB var hans eneste mulighed at låne (som os andre) på LaSanta. Men Søren får det helt usandsynligt dårligt og en rigtig skidt karma af at cykle på cykler der ikke har en masse italienske carbon lire-ting med frække navne. Han brokker sig i én strøm over hvor håbløs tung og uhåndterlig cyklen er. Ynkeligt. Særligt taget i betragtning at Henrik og jeg nødvendigvis må cykle på tilsvarende lånecykler når vi er på landevej. Og det vel at mærke uden tuderi.

For at føje spot til skade lykkedes det Søren at punktere - og uden lappegrej var det på løbeben hjem. Jeg var flink, cyklede nogle hundrede meter forud med den flade cykel i den ene hånd - lagde begge cykler og løb videre. En klassisk disciplin: Bike 'n Run. Jeg havde imidlertid ikke taget højde for Søren "Palland" Friis totale fravær af tilstrækkelige motoriske egenskaber til at kunne cykle på én cykel og trække den anden ved siden af. Efter et par mislykkedes forsøg måtte han opgive - og nu i stedet løbe med to cykler. Man kan nok få øje på komikken.

Også til badminton samme aften peb Søren. I overbevisende stil besejrede HHK sammen med undertegnede modstanderne Camilla og Søren. Og lad os sige det sådan her: Det var ikke Camilla der trak spillet ned på det tabende hold. Jeg kan være nervøs for om vi får SFL tilbage på badmintonbanen - man kunne få det indtryk, at han ikke rigtigt bryder sig om at tabe (især så stort).

Efter morgensvømning lørdag har vi været på squashbanen og for drengenes vedkommende ude på en god lang og kuperet cykeltur. HA & KCO krydsede direkte over i en lille løbetur hvorimod HHK+SFL måtte give fortabt og i stedet begive sig i poolbaren til en snack og en vitamin- og energifyldt smoothie.

[indlæg herefter afbrudt pga. defekt pc :-(]

Fortjent hvil

2007-03-07T23:53:00.001+01:00

5 timers effektiv daglig træning tærer langsomt - men sikkert på kræfterne. Tirsdag morgen kl. 07:45 stod Søren og undertegnede parat til et halvmaraton. Faktisk var vi fejlagtigt ikke blevet tilmeldt - men vi satsede på, at der var et par DNS'ere som vi kunne overtage startpladserne for. Det stod dog ganske klart, at der ikke skulle megen afvisning til før Søren ville finde tilbage i sin seng - hans motivationen for godt 21 km på tom mave var til at overse :-)

Der var heldigvis lige præcis 2 ledige slots - og dermed ingen undskyldning for ikke at komme frem over stepperne.

Turen var dejligt kuperet - og benene var langt fra friske. Men vi fandt et fint pace og kom stille og roligt frem. Sædvanen tro måtte jeg slide lidt på første halvdel af løbet - hvorimod sidste halvdel var en god og overskudsagtig oplevelse der uden problemer ville kunne være fortsat.

Ganske kort før mål fik Søren endnu en gang lidt mavekvaler og kroppen igangsatte som lyn fra en klar himmel opgylpningsreflekser. Det skulle dog ikke koste mere end et par minutter og vi kom begge ind i en for omstændighederne acceptabel tid.

Efter en lille formiddagslur og frokost begav vi os ud på MTB langs kysten og i det omkringliggende ørkenlandskab. En fremragende tur!

Henrik har desværre forstuvet sin ankel ifm. tennis mandag aften - så han tager det efter doktorens råd stille og roligt nogle dage. Træningen står på øvelser i træningscentret og lidt forsigtig svømning. På fredag skulle han dog være helt klar til at genoptage løb og cykling for alvor.

Dagen i dag har været en både tiltrængt og velfortjent hviledag. Benene har taget godt imod træningen, men skal selvfølgelig også have tid til at superkompensere. Vi har dog ikke kunne holde os helt i skindet, og det blev til 1½ times squash-instruktion/spil ved SFL. Det til trods kan vi nu her til aften melde benene helt klar til såvel morgensvøm, lang cykeltur som efterfølgende "Hill Run" og tennis. Jo, man skal rejse sig ved det træ man er faldet.

Vivamus henter trofæ hjem

2007-03-05T21:52:00.000+01:00

Længe inden afgang hjemmefra var det aftalt, at vi skulle deltage i ”Vulcano Ridge Run” denne søndag. En prægtig tur på tretten meget kuperede kilometre. Vi havde nok ikke været helt forberedte på, at løbet tiltrak så mange mere eller mindre professionelle løbere fra det lokale opland og blandt ClubLaSantas gæster.

Det var en steghed affære med indlagt sandløb – to elementer vi jo ellers kender særdeles godt fra North Sea Beach Marathon. Alle fra delegationen kom flot igennem, Søren først. Det var dog Camilla der blev kaldt til podiet for at modtage løbets fighterpris. Hun var også den løber der havde kæmpet længst tid ude på ruten, så det var meget velfortjent. Det flotte trofæ pryder nu i dagtimerne stuen – og står over hovedgærdet når hun sover.

Søndagen stod herudover på beachvolley, windsurfing og tennis. Det var på vej til beachvolley vi passerede poolområdet, at HHK til stor morskab udbrød følgende: ”I kalder det en børnepool. Jeg kalder det en jagtmark”.

Mandag startede med et lille sprintduathlon, efterfulgt for en udvalgt del af 2½ times cykling, og sidst badminton og tennis for de fleste. Søren fik til stor fortrydelse intet trofæ til duathlon, selv på trods af en flot præstation blandt den første håndfuld i mål.

Benene er for alles vedkommende efterhånden lidt brugte, og vi begynder at se frem til vores semihviledag på torsdag. Inden da skal vi dog have overstået et halvmaraton i morgen, efterfulgt af en gang MTB-træning. Og mon ikke vi får klemt lidt squash og svømning ind i programmet også? :-)

Med andre ord går det strygende hernede – og vi ser frem til at rapportere yderligere hernedefra i løbet af de kommende dage.

/Kasper

Ømhed under solen

2007-03-05T21:48:00.000+01:00

Hermed første beretning fra Vivamus team one’s træningslejr på Lanzarote – et hold præget af begejstring, ondt i røven (badminton aktiverer uvante muskelgrupper) og begyndende Michael Rasmussen tanlines.

Træningslejrens første udfordring viste sig at bestå i at skaffe en taxa fra katastroferamte Nørrebro til lufthavnen tidlig fredag morgen. Det lykkedes og rettidigt kunne team’et samle sig i afgangshallen til fælles indtjekning. Det stod hurtigt klart at der var medbragt betydelige mængder bagage. Der var dog ikke fundet plads til alt udstyr – således kunne Kasper ”Imelda” Carøe med klagende stemme meddele, at han havde måttet lade hele tre par sko blive hjemme. Uha uha.

Selv havde jeg medbragt en beskeden cykeltaske med ca. 5 kubikmeter cykler (enkelstart + racer) og en ikke ubetydelig mængde sportstøj. Det lykkedes dog at få alt checket ind og efter en afslappet flyvetur på 4 timer og 50 min. kunne vi sætte de dengang friske ben på vulkanøen i højt solskin. Siden har vi ikke set en sky og vejret er totalt perfekt til træningen. Varmt, let vind men hverken for varmt eller for blæsende. La Santa komplekset har rige muligheder for R&R mellem de målrettede træningspas. Således har Camilla Martin/Navrantilova Bøje allerede vist sine talenter inden for både badminton og tennis. Team Vivamus har ikke foreløbig udvist de store talenter inden for disse ketchersportsgrene – men der bliver til gengæld udvist stor entusiasme og fightervilje og det kan jo som bekendt rette op på meget.

Første træningsdag startede kl. 8.00 med morgensvømning – knap to klik i jævnt tempo og en forrygende udendørs 8x50m olympisk pool. Efter morgenmaden sadlede teamet racercyklerne og drog ud på en lang 4 timers cykeltur der bar os gennem det ørkenagtige landskab og ikke mindst op ad pæne stigninger der gav mindelser af Tour de France – når man ser bort fra tempoet. Henrik kørte dagens fighterpris hjem efter at have bidt sig godt fast i asfalten og slæbt sig hjem efter at være gået godt og grundigt kold på dagens største stigning.

Nu er flokken så samlet til aftensmad og mentalopladning til morgendagens 13km Ridge Run. Mandag står på en sprintduathlon fra morgenstunden efterfulgt af en lang cykeltur på IM-ruten og tirsdag har Kasper en bizar ide om at vi skal løbe en ½-marathon inden vi snupper en hygge-mtb-tur og slutter dagen af med en squashturnering. Dermed skulle vi gerne være klar til onsdagens mini-triathlon som alle stiller til start i. Det starter fra morgenstunden så mon ikke der bliver tid til nogle gode intervaller på det stadion der ligger i La Santa komplekset om eftermiddagen.

Torsdag er udset til hviledag, så der skal nok bare svømmes lidt jævn svømning og så skal vi have kåret Vivamus-mesteren i minigolf.

/Søren

Fysiologi ved ekstremsport

2007-02-22T11:05:00.000+01:00

I "Ugeskrift for læger" nr. 51/2006 kan man finde en række artikler om ekstrempræstationer, træthed, ernæring til toppræstationer osv.

Mod forventning ikke voldsomt detaljeret, men alligevel interessant og læsværdigt.

Læs artiklerne her

Linket har jeg fundet på Haretri's debatforum.

/Kasper

Jævn svømmepræstation i Wien

2007-02-19T10:38:00.000+01:00

Weekenden stod mere i afslapningens end træningens tegn idet jeg drog med en større flok fra svømmeklubben til Wien for at deltage i et mindre svømmestævne (og for at hygge med Wiener Schnitzel und Weiss Bier).

Selvom der var moratorium for Weiss Bier om fredagen inden svømmestævnet lørdag leverede jeg dog ikke de store præstationer i vandet. Det lykkedes dog at forbedre min PR i 50m fly med 40 hundrededele og jeg svømmede også hæderligt i min del af 4x50m bryst-stafetten i en tid tæt på min PR (som er dårlig, bryst er og bliver jo en håbløs svømmeart).

Udover ovennævnte svømmede jeg 200m fri, 50m fri og 4x50m fri stafet - i hæderlige, men langt fra imponerende tider. Min disponering på 200m var decideret utilfredsstillende. Tilgengæld var turen til Wien både hyggelig og festlig og løbeskoene blev da også rørt en enkelt gang.

Så kører det igen

2007-02-13T10:04:00.000+01:00

Som trofaste læsere ved tilbragte jeg sidste efterår og det første af vinteren i Madrid, et ophold jeg egentligt havde set frem til som en god mulighed for at få trænet perioden igennem i det gode vejr og dermed at holde en rigtig god grundform over vinteren. Sådan skulle det desværre ikke gå, uden at skulle komme ind på for mange undskyldninger så var træningsmulighederne langt fra optimale og resultatet er blevet en noget slatten vinterform, mildest talt.

Det har i øvrigt også ført til en fattig mængde af indlæg fra min hånd det sidste lange stykke tid, der er ikke meget at berette til bloggen når man ikke engang ligger i træning.

Nu er jeg i midlertid vendt hjem til Århus, med alt hvad der hører til af oplagte træningsmuligheder, og efter et par uger med stille optrapning på svømme/cykel/løbe-fronten er der i den kommende weekend træningssamling med klubben og derefter under to uger til La Santa, og så skulle den skarpe træning frem mod sommerens mål gerne være sat på skinner.

Og apro pro sommerens mål, de er som følger; den helt store satsning, og mit primære A-race, bliver Silkeborg 1/2 Ironman d. 26 august. Op til Silkeborg er det min plan at køre en række af de kortere Sprint og OL-distance tri-stævner, både for krydstræningen men også for at få erfaring i skiftene. Samtidigt har jeg tænkt mig at køre de enkelte del-elementer, primært 2k svøm og halvmarathon, af ved nogle B-races men mere om det når jeg får konkrete planer.

Mit andet store A-race vil blive Sjælland Rundt d. 31. juni, der sidste år blev kørt i den korte distance (Sjælland på Tværs ca. 180km) men i år skal køres på de fulde 288km. Hvorvidt nogen af stævnerne får deltagelse af andre Vivamus-folk er ikke endeligt afklaret, men jeg stiler i hvert tilfælde til start.

Gode krydstræningsmuligheder i sigte

2007-02-12T09:14:00.000+01:00

Når vinteren for alvor er begyndt at vise sig kan man jo godt længes efter 1) træningslejren på Lanzarote og 2) trisæsonens start. Det første nærmer sig jo med hastige skridt mens det andet må vente yderligere nogle måneder endnu desværre.

Men der er dog et par gode krydstræningsmuligheder i ikke alt for fjern fremtid. Fjerde afdeling af x-duathlon-eventet Craft-cup'en var jo - når man ser bort fra at Kasper løb fra mig - rigtig god træning. Og netop som vi er vendt hjem fra Lanzarote er lejligheden der igen i femte og sidste afdeling, der i år ligger i Hareskoven. Det er en perfekt lejlighed til 1) at få endnu mere krydstræningserfaring, 2) at prøve formen af efter to ugers intensiv træning på Lanzarote og 3) at varme op til ugen efter, hvor der er DM i x-duathlon i Ganløse på samme distance.

Ingen tvivl om, at de planlagte 3 x IM er A-races på min plan - men der er god skifte erfaring at hente i disse duathlons. Selv skal jeg have testet sko-skifte for at se, om det giver mere mening end at køre hele turen i løbesko. Måske Kasper har brug for at øve sig, så han ikke starter løbet med cykelhjelmen for derefter at smide den inden han skal på cyklen?

DM i sprint-tri i Ganløse sidste år var en fed oplevelse (selvom Thorbjørn Sindballe m.fl. løb fra mig), så et par besøg i Ganløse i 2007 tror jeg også der bliver plads til i min race-kalender. Spørgsmålet er, om jeg får følgeskab af resten af træningslejr-crew'et?

Snigløb!

2007-02-04T17:57:00.000+01:00

Dagens x-duathlon med 3 x 3km løb og 2 x 10km mtb var udset som et godt træningspas - den slags er jo en god lejlighed til at få trænet nogle realistiske kryds. Kasper havde som sædvanlig direkte adspurgt meldt fra til løbet.

Fordi løbet var udset til træning havde jeg ikke gjort det store ud af at trappe ned eller i øvrigt lade løbet forstyrre min kalender. Gårsdagen bød således på en god rask løbetur på 15km og middag med såvel rødt kød som whisky og tre slags vin.

Stor var overraskelsen derfor ved at se selv samme Kasper Carøe troppe op i startområdet med startnummer og hele pivtøjet. Når man tænker på den tidligere dybt ynkelige sang om fair konkurrencevilkår fra hans mund og hans framelding til en tidligere x-duathlon afdeling, må man naturligvis forarges over denne alt andet end sportslige opførsel.

Men nuvel. The show must go on og med en rigtig kuperet rute på såvel løb som cykeletapen og stærk vind var der jo lagt op til god træning. (Som det vil fremgå af billedet, så var der mange og lange bakker, som også Kasper måtte trække op af - det fremgik vist ikke lige af hans eget udvalg af fotodokumentation). Så måtte tømmermænd og trætte ben jo vise hvad de trods alt kunne præstere. Ruten lå lige til Kasper Carøe - ren tons på brede boulevarder. Hvis der var singletrack undervejs opdagede jeg det ikke - en blind kunne have kørt ruten på en racercykel og følt sig frem med sin kæp.

Omstændighederne taget i betragtning havde jeg et godt og tilfredsstillende løb. Det var hårdt som ind i fanden og jeg var flere gange ved at kaste op, men dog ikke på grund af en dårlig race-diet, den var for en gang skyld lige i øjet.

Flot løb af Kasper, der strøg i mål 53 sekunder før mig. Jeg måtte slippe ham på sidste omgang af andet løbestræk, men havde kontakt til ham igen da vi løb ud af T4, hvor jeg i øvrigt gled og måtte en tur i mudderet. Derved inkasserede jeg et ubehageligt vrid i ryggen der ikke lige frem gjorde den sidste 3km tur til nogen fornøjelse (det havde det næppe været under nogle omstændigheder). Jeg kunne dog ikke have holdt Kasper hjem alligevel.

Alt i alt en meget tilfredsstillende træningsdag, som jeg var meget tæt på at aflyse ved synet af Kasper (det ville han jo formodentlig have gjort). Man kommer ikke uden om, at x-duathlon er rigtig, rigtig hårdt men også rigtig, rigtig relevant krydstræning.

Officium et Supra

2007-02-04T17:13:00.000+01:00

Så blev det søndag, og dermed dagen for 4. afdeling af Craft X-duathlon. Det er jo en Vivamus ny-klassiker, og jeg var nysgerrig for at se hvordan Herstedhøje så ud uden den sne og is der sidste år besværliggjorde især cykeldelen.

Den gode Søren Friis var naturligvis også tilmeldt. Med Sørens uhyggelige form og monumentale træningsindsats – for ikke at nævne aktuel duathlon-erfaring – var det jf. tidligere posts et spørgsmål om at begrænse skaderne og sikre æren så nogenlunde.

Jeg satsede derfor en smule og stillede på mine sommerdæk. Der så nemlig ud til at der var en del grussti, og min vægt gør mine smalle mudderdæk ualmindeligt tunge på grus. Det med grusstierne var rigtigt – dem var der mange af.

Til gengæld kunne man ikke på kortet se højdekurven for ruten. Midt i terrænet er der en kæmpe knold på vel omtrent 35 meter der naturligvis skulle forceres et antal gange. Ikke lige min kop the. Den skulle overvindes 6 gange på løbeben og 4 gange på cykel. Uanset var det noget der hev pulsen i vejret og gjorde nas i lårbasserne.

Der var ikke voldsomt meget regulær singletrack på ruten. Min MTB-teknik er p.t. så rusten, at blot det mindste mudder eller spor gav Søren en markant fordel og skabte meget hul som jeg så efterfølgende måtte kæmpe med at lukke af på de flade stykker.

Taktisk var det også en noget vaklende præstation. Jeg fik aldrig rykket med de rigtige der kom indenfor rækkevidde, og fandt derfor alt for ofte mig selv på mellemhånd på de lange vindblæste stræk i modvind. Dumt og spildte kræfter :-(

Generelt var løbet dog en positiv oplevelse, jeg synes jeg kørte og løb med godt overskud fysisk og mentalt – måske bortset fra de sidste ture op på knolden . Det var i hver fald dejligt at hygge sig med crossduathlon igen for en kort bemærkning – og det blev jo til knapt et par timers effektiv træning. Ikke meget for en søndag, men til gengæld er intensiteten jo højere til sådan en semi-konkurrence end hvis man selv løber en lang rolig tur.

Det gjorde naturligvis ikke dagen dårligere, at Søren kom ind ca. et minut efter undertegnede. Med en hurtigere transitionsstrategi, men efter at have sat tid til mig på samtlige mellemtider. Det lange seje træk :-)

Det er derfor jeg kan opsummere dagen: ”Officium et Supra” eller ”pligten og lidt til”.

/Kasper

F.E.M. er død - længe leve C.E.M.

2007-01-19T13:07:00.000+01:00

Har netop spottet på en blog, at Fjellräven Extreme Marathon ikke længere eksisterer. Det er jo særdeles vemodigt idet løbet har en helt særlig betydning for mig og vel også for etableringen af Dum Vivimus Vivamus, som det i øvrigt er omtalt på jubilæumsindlægget fra sidste år.

Den gode nyhed er, at arrangørerne Team Fjällräven fortsat eksisterer under navnet "Team CoastZone". Og de har valgt at fortsætte med at gennemføre løbet - samme tid og samme sted. Læs mere her.

Tidspunktet er dog kritisk i år. Det ligger nemlig nøjagtig en uge efter Vivamus' powerweekend hvor der både er en delegation til ironman på Lanzarote og hvor undertegnede forsøger sig med et 100 km løb.

Det bliver derfor nok med lidt stive ben ugen efter. Og det ville selvfølgelig være dumt. Men en luntetur på f.eks. den lille 50'er trækker en del :-)

/Kasper

Opdateret A-raceplan for 2007

2007-01-16T22:47:00.000+01:00

Med stor glæde kan jeg her til aften konstatere, at alt tyder på at det er lykkedes mig at lægge min klamme hånd på én af de kun 100 ekstra pladser til IM Frankfurt '07 som i går morges kl. 9 blev udbudt.

Stævnet har været udsolgt i månedsvis og datoen har længe været meldt ud, så der var run på og de 100 pladser var revet væk i løbet af et kvarter. Sikke populær den slags pinsler er blevet!

Det er imidlertid fantastisk at det er lykkedes at komme med, da jeg desværre er forhindret i at deltage i IM Nice efter at stævnet blev flyttet en uge og nu ligger oveni et stort svømmestævne i KBH, som jeg har lovet at hjælpe med at arrangere og deltage i. Min A-race plan for 2007 er altså nu ikke længere IM-Lanzarote-Nice-Fredericia, men Lanzarote-Frankfurt-Fredericia. Det bliver forhåbentlig stort. Frankfurt er kendt for at være et velbesøgt og godt stævne med en hurtig rute, så der bliver forhåbentlig lejlighed til at sætte en tid under 12 timer (hvis det skulle glippe i Lanzarote ;-)

Desuden kender jeg en af de andre danske deltagere, som kører dernede for anden gang. Der er også et andet dansk navn på startlisten fra Tri4, men hende kender jeg ikke - endnu.

En anden særdeles glædelig nyhed - som måske ikke alle vivamus-følgere har hørt - er, at Jesper, naturligvis, er klar til at dele IM-Lanzaroteoplevelsen med mig. Så det bliver forrygende at få følgeskab af ham og Maria, når det for alvor går løs. Og kender jeg ham ret så vil han ikke vise nåde, hvis han ser sit snit til at hive sejren hjem. Det kommer han nu ikke til :-)

Fremad på ny

2007-01-14T18:55:00.000+01:00

Der er nu gået 14 dage siden (Ultra)socialmarathonet på Amager. Det har taget hårdt, for jeg synes endnu ikke at have løbet helt ude af benene. De er stadig ikke meget for at løbe hurtigt og bliver hurtigt trætte - jeg håber styrken genvindes i løbet af den næste uges tid eller to.

Det er heller ikke lykkedes at komme helt op på den ønskede volumen i den forgange uge, men det blev da til en stille tur på 20 km her til aften. "Stille" refererer iøvrigt alene til tempoet - for det var godt nok en blæsende omgang ude på landet. I modvind gjaldt det om at læne sig godt forover for overhovedet at komme fremad.

Ambitionen for den kommende uge må være at få prioriteret løbeturene så der kommer lidt flere km i bogen :-)

/Kasper

Koldt, mørkt og langt

2007-01-09T21:27:00.000+01:00

Sådan beskriver arrangøren "Ursvik Ultra".

Det er et 75 km nat-terrænløb på en hård rute i en blanding af sne og lerjord i de Stockholmske skove. Løbet starter midnat d. 1. april. Det var da værd at overveje et B-race.

Og timingen er god, 14 dage efter Lanzarote og med 1½ måned til 100 km attempt i Stige. Hmmm... :-)

/Kasper

Slush og jeg mener slush

2007-01-08T09:09:00.000+01:00

I går søndag bød på to glimrende muligheder for lidt konkurrence-præget motion: Slushcup eller Craft Xduathlon. Som det fremgår af tidligere indlæg havde Kasper tidligere udfordret til en dyst i xduathlon'en, men siden trukket sig (tsk tsk tsk). Ballet var derfor åbent og jeg valgte at drage til slush-cup'en, som i dagens anledning var henlagt til Kalundborg, hvor jeg kendte et par andre, der også stillede op. Det er jo altid sjovere at race, når der er kendte ansigter blandt de øvrige deltagere...

Jeg kom bare 20 minutter før start så der var ikke tid til at køre hele ruten igennem, men jeg nåede da at få taget lidt af den og allerede der stod det lysende klart, at det ville blive en rigtig, rigtig tung rute. Der var simpelthen mudder HELE vejen. Og ikke bare mudder, men rigtig tung, klistret mudder iblandet græstørv, der klæbede sig og viklede sig ind overalt på cyklen så den gradvist og uophørligt blev tungere og tungere og gear og bremser fungerede dårligere og dårligere. Selve ruten var ok uden at være imponerende, men på grund af underlagets beskaffenhed blev den simpelthen kedelig. Bakkerne, som var få, skulle løbes og der var ikke meget forskel på det tempo man kunne præstere på det, der var tænkt som tonser-stræk og på selve singletracket, så det var sådan set bare et spørgsmål om at træde med høj puls og blive ved med at træde hele vejen hjem. Tilmed var der frygtelig lang kø på første omgang og det var jo træls. Køen fortsatte iøvrigt efterfølgende foran vandslangen, hvor man kunne vaske cykel, så det blev også tænderklappende opgivet at vente på.

Jeg havde selv et ok løb - må i øvrigt sige, at jeg bliver mere og mere glad for mine Schwalbe Black Shark Mud 1,8-dæk. I vejr som i går er de simpelthen det eneste valg. De er væsentlig lettere, både i kraft af et lettere dæk og en lettere slange, og fordi de er smallere end typiske mtb-dæk og fordi mønstret har større mellemrum pakker de væsentligt mindre mudder og smidder i øvrigt det der bliver pakket hurtigere igen. Alt dette oversættes direkte til fart på en rute der er mudder fra ende til anden så kudos til Schwalbes mudderdæk. Jeg havde også ramt et fornuftigt dæktryk og måtte i øvrigt konstatere, at rigtig mange af de øvrige deltagere, som kørte på langt bredere dæk virkelig måtte kæmpe med stabiliteten - de sejlede simpelthen rundt i sporet (hvilket selvfølgelig også gjorde det vanskeligere at overhale dem) og det øger jo ikke lige frem farten, at man skrider ud og zig-zag'er sig frem. De smalle dæk gav langt mere retningsstabilitet og jeg følte faktisk god kontrol hele vejen og blev (bortset fra de få løbestræk) på cyklen hele vejen. Dog var mudderet så kompakt at jeg af og til havde lidt kvaler med at komme ind i pedalerne efter at have løbet bakkerne - mod den slags kæmper selv de så muddertolerante egg-beaters altså af og til forgæves.

Udstyret var med andre ord velvalgt - og det lykkedes mig heldigvis også at komme hjem uden defekter eller smadret udstyr. Det var heldigt, for der var rigtig mange der baksede med ødelagte bagskiftere og onde chain-sucks. Efter en - særdeles langvarig - cykelvask er min trofaste cykel igen så god som ny.

Resultatet var tilfredsstillende. Jeg kørte fra vennerne og havde et pænt jævnt løb - 2. runde hurtigere end første, men det skyldes udelukkende de lange køer. De seje træk i mudderet og de gode udstyrsvalg rakte så vidt jeg kan se til en placering et eller andet sted i den bedste tredjedel. En sådan omgang kan dog få en til i den grad at længes enten efter is og frost eller efter varme sommerdage og dust-cup'en.

En rigtig jernmand

2007-01-05T08:03:00.000+01:00

Jeg har tidligere omtalt denne, men nu kommer her også et link.

Rick Hoyt har trukket, båret og skubbet sin voksne handicappede søn gennem foreløbig 6 ironman-konkurrencer, 64 marathon og et utal af andre løb. Så skulle man jo tro, at det gik voldsomt langsomt. Det gør det så ikke. PR på marathon er 2:40 (!).

Læs hele historien (fra Sports Illustrated) og se videoen her.

Deres egen hjemmeside, der også er et besøg værd, findes her.

Imponerende!

/Kasper

52,7 - av, og godt nytår!

2007-01-02T00:53:00.000+01:00

Hvis man har hængt lidt i bremsen den seneste tid, er d. 31/12 årets sidste mulighed for at få logget nogle kilometre i bogen.

Søren, jeg og 10 andre gale mennesker mødtes således på Hovedbanegården for at løbe ud til startstedet for verdens sidste marathon i 2006: Socialmarathon. Turen på ca. 8 km skulle netop bringe den samlede distance op på den gode side af 50. Det var i hvert fald planen.

Hastigheden på ca. 5 min/km på en god rygvind bragte os til startstedet i god tid. Med startnumre og løbs-t-shirt stod vi klar til at tage de sidste 42,195 på 4 timer.

Socialmarathon adskiller sig fra almindelige løb ved, at man løber samlet i grupper afhængig af den ønskede sluttid. Man kan kun gisne om, hvordan fartholderen i vores gruppe fastsatte tempoet. I hvert fald var farten for høj i starten af løbet. Vi løb ca. 5 min/km - en tid der ville bringe os hjem på 3:30.

Jeg har ikke kunnet efterrationalisere om det var mors dejlige og rigelige julemad, om det var dette for høje tempo efter min smag, regn og ruskens afkøling af lårmusklerne eller om jeg bare havde en dårlig dag, men allerede efter 10 km inde i marathonet (18 km i alt) begyndte det at gøre temmelig ondt i begge lårmuskler. Som om musklerne var konstant spændt og samlede sig på ydersiden af begge lår, som i én knude. Ikke en helt uvant følelse, men den har nu aldrig indtruffet så tidligt.

Det lykkedes også fartholderen at dirigere os ud på en ca. 3 km omvej. Super! :-) Så da vi ankom til det depot der skulle have ligget ved halvmarathon havde vi løbet knapt 24 km. 3 km synes jo ikke af meget i forhold til 42 eller 50 km - men mentalt skal man minde sig selv om at det bare er endnu en prøvelse man bliver stærkere af. Ellers kunne man nemt føle sig fristet til at få lidt selvmedlidenhed eller tage en smutvej eller to.

Efter ca. 41 km måtte jeg slippe hovedfeltet af gruppen der havde været i oprør og opløsning de sidste mange km. Ham der skulle være kortholder på de sidste 21 km var pludselig ikke længere til stede, og en deltager blev bedt om at styre tempo og rute. Samtidig var der nogen der mente at den tabte tid pga. vejfindingsfejl skulle indhentes(!) - andre at tempoet var for højt, og der var forslag om at skære dele af ruten for at komme ned på 42.

Så de sidste 12 km blev i mit eget tempo, 6 min/km. Jeg fandt en god rytme, og havde mine ben ikke allerede været helt smadrede på dette tidspunkt ville det være et udmærket tempo at holde over lang tid. Nu var det en af de større piner i nyere tid. Det gjorde lidt nas.

Men hjem kom jeg da sikkert og støt. Blot for at erfare, at hovedgruppen rent faktisk havde slået en eller flere smutveje for at komme ned på 42 km igen. Tøser! :-)

Og meget apropos. Søren Friis stod af løbet allerede ved halvmarathon-depotet, DNF. Angiveligt med en optrækkende skade der dog nu er forsvundet lige så hurtigt som den kom :-) Men jeg kan da godt forstå, at det varme bad og svømmehallens sauna trak mere end yderligere 21 klik på løbeben. Men-men - ligesom karakteren altid dannes i det sidste interval og i regnvejr - så er det også på den sidste del af et marathon(+) at der for alvor trækkes veksler på de fysiske og mentale ressourcer. Både det ene og det andet sted gør det ondt, men sålænge man ihukommer at smerte blot er svaghed der forlader kroppen, så tjener det jo et højere formål.

Søren kan således ikke berette om ultradelen af løbet og må have sin debut til gode til en anden god gang. Jeg ved ikke om der er noget at berette fra de 2 timers dampbad og sauna du hyggede dig med mens vi andre kæmpede ude på ruten?

Efterfølgende har jeg forstået på Søren, at han ikke mener at hans udgåen vil få konsekvenser for den ellers planlagte dyst næste søndag. Der tager du dog fejl. Selvfølgelig har det en afgørende betydning i den relative styrke, at du har lavet en taktisk sparing af ressourcer og jeg i modsætning hertil har løbet mig selv ud. Min erfaring er, at der mindst går et par uger - ofte mere - inden der kommer fart i benene til intervaltræning m.v. igen. Og den manglende fart vil jo for alvor slå igennem på 3 km-turene til Craft Xduathlon. Det ville selvfølgelig være lige gyldigt hvis vi begge var belastet af manglende restitution. Men på det foreliggende må jeg sige, at dysten er aflyst. Ærgerligt når nu chancen for en sund kappestrid endelig var tilstede.

Benene er udpræget stive idag. Men der er kun muskulær ømhed, ingen led eller andet der værker. Så det kan man da altid glæde sig ved når man kæmper sig op og ned af trapper :-)

/Kasper

Klar til klø!

2006-12-25T18:42:00.000+01:00

I over et år har Søren nu kæmpet for at få sin første ærlige sejr i en ægte Vivamus-dyst. Det er også helt forståeligt, at han presser på for at få revanche nu hvor en ydmygelse af undertegnede synes så sikkert som amen i kirken.

Så lad os da få det overstået!

Jeg stiller til start i 3. afdeling af Craft X-duathlon d. 7. januar 2007 i Ganløse. I parentes bemærket kan jeg da nævne, at det var den duathlon-afdeling hvor jeg sidste år på min MTB rykkede fra Søren på sin racercykel :-) Så der er lagt i kakkelovnen til en iøjnefaldende revanche fra Sørens side - det bliver spændende hvad han har i posen.

Mit succeskriterium? Højest at give Søren 7 minutter samlet. Det forventer jeg ikke bliver nemt!

/Kasper

Pjattet med multisport?

2006-12-20T14:27:00.000+01:00

Så bør man da overveje "Gigathlon".

Denne Schweiziske specialitet er syg - på den fede måde.

En uge hvor man samtlige 7 dage konkurrerer i alle 5 discipliner: Løb, inliners, landevejscykling, MTB og svømning.

F.eks. ser dag 1 således ud:
12,5 km svømning
33 km inliners
100 km landevej
50 km MTB
24 km løb

Dag 4:
132 km landevej
3 km svømning
24 km løb
15 km inliners
64 km MTB

...og sådan bliver det altså ved i 7 dage. Som nævnt ligger løbet i Schweiz, så der er mange pæne højdemeter også.

Man skal restituere ganske pænt og hurtigt op hvis man tage sådan en tur. Men det var da en oplagt mulighed for Søren Friis at satse på, når nu ironman-distancen ikke længere kan udfordre i sæsonen '08 ?

/Kasper

Planer for 2007

2006-12-14T17:05:00.000+01:00

Forleden spurgte Jesper i festligt lag om mine planer for 2007 - hvad der var på tapetet af kommende udfordringer.

Og da jeg således allerede nu har givet mine første meldinger herom, kan jeg jo ligeså godt gøre det helt officielt, og samtidig tilfredsstille Sørens nysgerrighed :-).

For uindviede skal jeg måske for klarhedens skyld nævne, at man ofte taler om A-races og B-races. De førstnævnte er løb der prioriteres højt, dvs. træningen målrettes, specialiseres og periodiseres ift. disse. B-races er træningsløb der gennemgøres som træningsløb eller i hvert fald så de ikke skaber negative konsekvenser for A-races. Så fik vi vist det på plads.

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg fik blod på tanden efter at have gennemført K78 Swiss Alpine Marathon i år. Det er fantastisk at løbe i så storslået natur - og på en rute hvor stigninger, underlag, længde og sværhedsgraden i almindelighed skiller fårene fra bukkene :-)

Derfor vil jeg i 2007 forsøge at sigte mod 2 A-races:

1.: 19. maj: 100 km ultraløb i Stige. Et klassisk 100 km landevejsløb.
2.: 24.-26. august: North Face Ultra Trail (Tour Du Mont-Blanc). Et sygt-sygt løb i bjerge. Man løber hele vejen rundt om Mont-Blanc (3 lande), 160 km og 9000 højdemeter. Jeg er meget usikker på om denne udfordring er realistisk, men nu sigter jeg i første omgang på det. Så må realiteterne indhente mig i løbet af sæsonen :-)

B-races er endnu ikke planlagt. Men det kunne være nogle 60 km løb, 12 timers løb, 24 timers cykling-events og 1/2 og 1/1 Ironman. Her må jeg lige undersøge nærmere hvad der kunne passe ind i programmet uden at kompromittere de vigtigste udfordringer.

Så nu mangler vi vel sådan set bare nogle meldinger fra Jesper, Morten og Hans-Henrik ! :-)

/Kasper

Jeg har syndet

2006-12-12T22:56:00.000+01:00

Min erfaring med løbebånd har hidtil begrænset sig til løbestilstests hos specialiserede løbebutikker. Men forleden fik jeg lejlighed til at prøve.

Jeg ville prøve at løbe en 10 km-tur, også for at efterprøve hvorvidt jeg synes det var lettere eller hårdere end at løbe ude i "virkeligheden". Umiddelbart synes jeg ikke det var lettere eller at man kunne løbe hurtigere på bånd. Til gengæld svedte jeg som et bæst på grund af den manglende luftstrømning :-)

Men hold fast hvor er det KEDELIGT!! Et par fjernsynskærme viste dårligt serier og golf (!). Nu er det prøvet, men det gør jeg godt nok ikke igen.

Efter 5 km blev det simpelthen så kedeligt at jeg droppede resten. Det er livet ganske enkelt for kort til.

/Kasper

¿Dónde está Señor Duelund?

2006-12-07T16:00:00.000+01:00

Så er deltagerlisten til IM-Lanzarote opdateret og kan læses på http://www.ironmanlanzarote.com/app_test/Public/PublicCompetitorList.aspx

Det foranleder spørgsmålet - skal vi snart lægge nogle planer for turen derned Jesper?

Mudder og korte bukser

2006-12-04T10:40:00.000+01:00

Så er slush-sæsonen endelig i gang - 1. afdeling missede jeg, men kunne i går stille til start i 2. afdeling sammen med mere end 300 andre i Rude Skov. Vejret var fantastisk - en svag efterårssol tittede frem i ny og næ og gjorde det afvekslende spor til en æstetisk oplevelse at gennemkøre med pulsen hamrende i tindingerne og mudder flyvende om ørerne. Vejret var så mildt at jeg besluttede mig for korte bukser - også for at sende signalet til de øvrige i sporet om at hér er en rytter, der vil frem.

Jeg havde et godt og jævnt løb og sluttede i en tilfredsstillende tid mageligt foran de to andre deltagere, jeg kender - og det er jo altid rart. Kasper var naturligvis ikke til start - marathonløbet dagen før er vel i og for sig en acceptabel undskyldning, men næste afdeling får han sværere ved at undslå sig. Han har nemlig allerede foreslået den weekend til en træningstur, men der er jo ingen grund til at nøjes med træning (som jo som bekendt skal være sjovt), når man kan få konkurrence (der tilsvarende gerne må gøre lidt ondt)... Lur mig om han ikke forsøger en undvigemanøvre. Måske noget med "akademiske forpligtigelser"...?

Rude skov bød på et godt og dejlig vådt spor i fortrinlig afveksling mellem tekniske singletrack og tonser-skovstier, så der var ikke meget køkørsel. Samtidig er jeg efterhånden blevet mere tilfreds med min evne til at manøvrere rundt om folk og komme hurtigt fra start uden at lulle alt for meget i søvn bag de endeløse køer på første omgang. Jeg var drabeligt tæt på medtrafikanter flere gange i starten, men balancen og overskuddet på cyklen er efterhånden blevet godt nok til at jeg kan køre aggressivt og overhale mange i starten.

Mine smalle mudderdæk kører stadig fortrinligt omend deres mudshedding fortsat ender i ansigtet på chaufføren. Så det var med det ægte slush-look jeg kørte over målstreget.

Eftermiddagen bød på intervalløb på Østerbro Stadion med en kammerat - tempoet her bar dog præg af at de lå alt for tæt på frokosten, så de sidste intervaller blev samtidig en øvelse i at løbe med kvalme (det er jo prøvet før, nu må jeg snart se at lære det). Taget i betragtning at jeg havde givet hans tvillingbror eftertrykkeligt baghjul i sporet om formiddagen kunne jeg dog ikke tillade mig at vise eftergivenhed om eftermiddagen så tænderne måtte bides sammen - med held.

Danmarks Kedeligste Marathon

2006-12-02T22:04:00.000+01:00

Overspringshandlinger kan have mange former. Nogle ser en genudsendelse af en dårlig serie, andre vælger måske at begynde at rydde op eller gøre rent (har jeg hørt). Valget idag stod mellem at læse til noget eksamenshejs eller tage på løbetur. Jeg gentager: Læse eller løb.

Kl. 10:00 gik starten derfor i Kalundborg på "Danmarks Kedeligste Marathon". Konceptet var simpelt - løb 21.1 km ud af en landevej - vend rundt om en kegle - og løb hjem igen. Den slags appellerer jo nødvendigvis til en diagnosticeret selvpiner.

Vejret var ikke med hverken deltagere eller arrangører. Det regnede omtrent hele løbet - kun afbrudt af periode med spredt dryppen. Men alle ved jo, at det man ikke dør af osv... Men det var lidt koldt og vådt :-)

Det lykkedes at holde et ganske stabilt tempo det første halvmarathon - nøjagtig som planlagt 5:15 min/km. Det var en rigtig god fornemmelse - løb klart i komfortzonen og med overskud fysisk og mentalt.

Ved vendekeglen havde mine forældre taget opstilling med Robin som gjorde mig selskab på de sidste 21.1 km. Han plejer jo at være rigtig god og stabil at løbe med. Men det er jo en meget social hund. Han var således helt med på at indhente nogle af de foranløbende - og var godt fremme og med i tempo. Men så snart vi havde overhalet var noget helt galt - han synes jo vi skulle løbe med de andre og ikke fra dem. Så han løb halvt sidelæns og forsøgte hele tiden at stoppe op for at vente. Det gav anledning til en del irritation. En enkelt nåede at overhale os igen ifm. Robins vrangvillighed - og så måtte vi forsøge endnu en gang. Kun fordi det var sent i løbet og pågældende løber skiftevis gik og løb lykkedes det at komme så meget fri at Robin opgav at holde kontakten. Der var kun ca. 35 til start - så der var selvsagt ikke megen kontakt med andre da først feltet var blevet spredt ud over 42 km.

Så Robin pillede en smule kontinuitet ud af løbet - på trods af at jeg fodrede ham lidt med energibarer ved depoterne for at peppe ham lidt :-) Tror generelt ikke han er til regnvejrsbrug. Tror jeg må arbejde på lidt mentaltræning med ham :-)

Vi kom dog ind i 3:53 hvilket er ok p.t. Da der jo er tale om træning og ikke konkurrence som sådan løb jeg mig langt fra ud. Mit udgangspunkt er, at sålænge det kun er træningsløb skal man kunne træne nogenlunde igennem førstkommende onsdag. Ellers er det kontraproduktivt at træne på så lange distancer. Under alle omstændigheder er det klart, at man ikke får yderligere fart i benene ved at træne på marathon-distancen - men det er til gengæld helse for både den generelle fysiske belastningstilvænning og den mentale stamina.

At deltagende notabiliteter skal nævnes Mikkel jeg senest har omtalt her samt Jesper Olsen der som bekendt som den første brugte et utal af løbesko på at løbe jorden rundt i 2004-2005.

Nu er der kun et (ultra)marathon tilbage i år. Det er d. 31/12 hvor vi løber godt 8 km ud til starten på Socialmarathon på Amager og dermed kommer over de 50 km. Både Jesper og Søren har meldt deres ankomst. Og da Vivamus-folk som bekendt ikke melder fra går jeg da ud fra, at de står ved deres deltagelse? :-)

/Kasper

Benguf til drengene

2006-11-26T16:37:00.000+01:00

Det var lykkedes at lave en løbeaftale med både Henrik, Anders og Søren i fredags. Baggrunden var, at Henrik havde beklaget sig og og bedt om hjælp; det var efterhånden vanskeligt at lokke Anders ud med ud i løbeskoene. I den slags situationer stiller Vivamus naturligvis beredvilligt op. Vi tilbyder såvel 'specialtilpassede' løbeprogrammer som tilråb og motivation der er klart inspireret af holdets mentalcoach - Dolph.

Dagens pensum lød på en ganske solid intervalpyramide på Østerbro Stadion. Vi lavede en lille omvendt jagtstart - dvs. den mindst hurtige starter først og den hurtigste starter sidst. Med de rigtige forsinkelser skulle det gerne betyde, at alle kommer omtrent samtidig i mål - og dermed kan presse hinanden på de sidste meter. Det lykkedes helt udmærket - i hvert fald vandt alle ét eller flere intervaller - så det var ikke helt skævt. Efter 6,4 kilometers kvalitetsintervaller (det er ret langt) for AK og HA's vedkommende og 7,6 kilometer for SFL og undertegnede forlod vi stadion. Det er ganske let at identificere intervallerne på mine pulsdata :-)

Jeg havde stillet deltagerne en lille "Full-Body Surprise" i udsigt - og nænnede naturligvis ikke at skuffe. Det blev en tur op i en trappeskakt på Rigshospitalet. Der er 16½ høje etager :-) Undervejs skulle der tages armstrækkere og mavebøjninger. Min egen oplevelse var, at det tømte den sidste smule energi af benene. SFL og jeg tog så også 10 etager ekstra - HA tog også et par ekstra.

Både Anders og Henrik imponerede ved deres indsats. Der blev gået til makronerne, og det var slet ikke nødvendigt at bruge udvalgte Dolph-citater. Henrik var rigtig giftig og besejrede Søren i en spurtduel. Jeg tror vi skal holde ganske nøje øje med Henrik, ellers bliver vi sat om føje tid :-/ - der er krudt i den dreng. Søren var som sædvanlig i hopla, og bortset fra en enkelt omgang hvor han var lidt mærket af ovenstående spurtduel må man sige at han p.t. er uovervindelig.

Alt i alt kvalitativ solid fredagstræning, ca. 12 km eksklusiv trappeløb.

Man kunne vel dårligt forestille sig bedre optakt til Lottes fødselsdag med fremragende mad i rigelige mængder :-)

/Kasper

Det står sløjt til med volumen

2006-11-22T12:03:00.000+01:00

Dårlige undskyldninger er der rigeligt af. Men nu går den ikke længere. Hvis mine optimistiske forhåbninger til 2007 ikke skal være urealistiske allerede inden året starter, så skal der til at puttes noget volumen på løbetræningen.

Jeg regner ikke med at racercyklen skal luftes mere i år. Og jeg må desværre nok også forvente at komme noget mindre ud på MTB i forhold til sidste vinter. Efter alt at dømme får Søren Friis dermed frit spil til diverse Slush- og Craft-cup afdelinger. Jeg ved det vil ærgre Søren gul og grøn at der således ikke vil være lejlighed til at tage revanche for sidste års mange nederlag, som f.eks. her, her eller her. Men for nu ikke at sulte Søren for sejre endnu en hel vintersæson stiller jeg selvfølgelig op en enkelt gang for at få en omgang klø :-)

Men af hensyn til de langsigtede mål så må jeg få volumen op. Så planen må være at øge den ugentlige volumen med en 5-10 % nogenlunde konsekvent frem imod La Santa i uge 10.

Mvh,
/Kasper

Skovtur slendrende gennem regn

2006-11-05T16:59:00.000+01:00

Dagens race var Newline Skovmarathon - en lille rundtur i nordsjællandsk, efterårsklædt skov på de klassiske 42,195 km. Taperen bestod af lidt let svømning i går til Åbne Masters på kortbane i Kastrup. Menuen her stod på 100m fri, 50m bryst, 50m fly og 4x50m fri-holdkap.

Løbet har længe været i kalenderen og det var som altid en glæde at Kasper også lige fandt tid til at deltage - selvom det kun var et marathon. Starten gik kl. 11.00 mens det regnede kraftigt og jeg ankom lidt sent og fandt aldrig Kasper i målområdet. Efter få kilometer holdt regnen inde og vejret blev faktisk pænt. Ca. omkring de 15 km indhenter jeg Kasper og dermed er godt selskab til (noget af) resten af ruten sikret. Glædeligt. So far so good.

Det går hæderligt, kilometer efter kilometer forsvinder, men jeg får aldrig rigtig noget imponerende tempo stablet på benene. De 21 km passeres lige under de to timer.

Må i den grad også få gjort noget ved min race-diet, for flere gange undervejs - typisk kort efter hvert depot - løb jeg med en del kvalme. Ikke rart og det fik jo heller ikke lige frem farten til at stige. Men det kommer og går, så ind i mellem kører det bedre. Må dog nok overveje, om den fremover skal stå på kammuslinger og rødt oksekød aftenen før et marathonløb...

Med en syv-otte kilometer til mål må jeg dog lade Kasper løbe - venstre knæ har på det tidspunkt taget de stød som det kan klare og derfor står resten af turen hjem for mit vedkommende på korte skift mellem løb og gang. Mest det sidste. På trods af de ømme stænger er det altid en fornøjelse af løbe over målstregen. Tiden blev ikke imponerende - omkring de 4.24. De sidste syv kilometer kostede en del tid.

Ny A-race strategi for 2007

2006-10-16T13:12:00.000+02:00

Hovedmålet for trisæsonen 2007 var gennemførsel af en Ironman. Forsøget var lagt an på Ironman UK i Sherbourne allersidst på sæsonen i august. Det glippede som bekendt og bitterheden har været stor lige siden.

Derfor er det også et stykke tid siden et nyt forsøg blev lagt i kalenderen, nemlig Ironman Nice 17. juni. Med den planlagte træningstur til Lanzarote i uge 10+11 forventer jeg dog at formen topper væsentligt tidligere end i 2006 og efter moden overvejelse har jeg nu besluttet mig også at gøre et forsøg på Lanzarote Ironman d. 19. maj. Stævnets hjemmeside er nede, men foreløbig er flybilletten booket :-)

Lanzarote har ry for at være et af de allerhårdeste IM-stævner og ikke ulig betingelserne på Hawaii. Hård vind, varme og en meget kuperet cykel- og løberute gør det til en stor udfordring. Der er imidlertid også væsentlige argumenter der taler for at indlede sæsonens IM-udfordring med Lanzarote:

1) De to træningsuger i uge 10+11 ligger en måned tættere på og det bliver dermed lettere at vedligeholde og udbygge den opnåede grundform fra træningslejren.

2) Netop træningslejren giver rig mulighed for at prøve betingelserne på forhånd - cykelruten kan med andre ord gennemkøres flere gange forud for selve racet, hvilket er en stor fordel, når der skal disponeres og vælges strategi på race-day.

3) Endelig har jeg en forventning om at Jesper vil gøre mig følgeskab - og udfordringer bliver jo ikke ringere af at blive delt.

Nice er naturligvis stadig en del af kalenderen - hell, det kan endda være jeg inviterer min mor med derned :-)

Hvis Fredericia stavler en IM på benene i august også er der i hvert fald chancen for at stille til start i tre IM-stævner i 2007, så lysten for lange distancer skal nok blive styret!

/Søren

Ny cykel!

2006-10-16T10:37:00.000+02:00

Weekenden stod i den tohjuledes tegn - lørdag blev mtb'en rørt godt igennem i Hareskoven sammen med KCO og det blev en prægtig tur. Skoven er perfekt i ø jeblikket - underlaget stadig ikke for smattet, rødder og sten på op- og nedkørsler er endnu ikke skjult under et dække af våde blade og temperaturen er stadig velegnet uden man behøver ligne Michelin-manden før man vover sig udendørs. Så det blev til et fornuftigt træningspas i Hareskovens røde spor og tingene kørte rigtig fint (da jeg lige fik justeret min forskifter op en milimeter så den ikke rørte den store klinge når kæden var på den mellemste). Tempoet var fornuftigt og rytmen god.

Et enkelt sted - vist nok der, hvor Morten H tidligere har foretaget hovedspring - var der rigtig meget mudder. Det blev ikke til nogen total immersion, men mit i mudderpølen sad min cykel fast så dybt at navene på begge hjul var under vand/mudder. Det blev dog hurtigt shed'et af de effektive Schwalbe Black Shark Mud-dæk og turen fortsatte ufortrødent. En enkelt gang måtte jeg af cykel på en nedkørsel der egentlig ikke var rigtig stejl men hvor jeg af samme grund fik lidt rigeligt fart på og pludselig blev underlaget rigtig dårligt og fordækket røg ned i et hul. Hopla ud over styret, men cyklen fulgte ikke med og jeg landede uden skrammer eller stød af betydning.

Weekendens sande højdepunkt var naturligvis jomfru-turen på min nye, italienske Pinarello 4:13 kulfiber-drøm om søndagen. Den kører fantastisk. Dura-ace-gruppen skifter hurtigt, stealth-agtigt og kompromiløst. Første gange jeg hev i bremserne var jeg ved at ryge ud over styret så effektive er de. Flight-decket er integreret i styrgrebene så man kan skifte mellem visningerne uden at fjerne hænderne fra styret. Rammen har en finish af en anden verden (de kan nogle tricks de italienere) og følelsen af at køre på ren carbon er rigtig lækker. Det blev ikke til nogen lang tur, men hver en kilometer blev nydt i fulde drag!